Annonce
Indland

Forsvaret udskyder indkaldelse af værnepligtige

Forsvarschef Flemming Lentfer fortæller fredag, at Forsvaret har valgt at udskyde indkaldelsen af værnepligtige i Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

På grund af corona har Forsvaret valgt at udskyde værnepligtiges start. Nogle grupper er dog undtaget.

Forsvaret udskyder indkaldelsesdatoen for de værnepligtige i Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet.

Den nye mødedato er 1. marts.

Det oplyser Forsvaret. Udskydelsen sker på baggrund af sundhedsmyndighedernes anbefalinger for at hindre smittespredning af covid-19.

- Det er en meget trist situation. Vi ved, at mange værnepligtige har glædet sig til at starte i Forsvaret, og at mange har ventet længe på at komme ind, siger forsvarschef, general Flemming Lentfer, på Forsvarets hjemmeside.

Forsvaret indkalder dog fortsat værnepligtige ved Hesteskadronen ved Gardehusarregimentet 1. februar. Udskydelsen påvirker heller ikke dem, der skal indkaldes til Den Kongelige Livgarde i april.

Det skyldes, at de funktioner er kritiske for Forsvaret.

De værnepligtige, der er indkaldt med start 1. februar eller 25. januar, vil få direkte besked om udskydelsen og en ny dato via e-boks.

Trods udskydelsen vil de værnepligtige fortsat få løn fra den dato, hvor de skulle være indkaldt fra.

De værnepligtige, der er i gang, skal fortsat færdiggøre deres uddannelse. Forsvaret oplyser dog, at forholdene for indkvartering, bespisning og en eventuel justering af weekendperioder skærpes, så smittespredning undgås.

General Flemming Lentfer fortæller, at de er kede, at udmeldingen kommer så sent.

- Det skyldes alene, at vi har forsøgt at vende hver eneste sten for at finde en måde, hvorpå alle eller enkelte grupper ville kunne komme ind og aftjene deres værnepligt som planlagt.

- Det er på baggrund af disse grundige overvejelser, at vi ser os nødsaget til at udskyde indkaldelserne, udtaler han på hjemmesiden.

Udskydelsen vil alene medføre et uddannelsesmæssigt efterslæb. Men det kan indhentes, hvis de værnepligtige måtte ønske en videre karriere i Forsvaret, lyder det.

- Udskydelsen, og dermed den afkortede værnepligtstid, vil ikke stille den enkelte værnepligtige ringere i forhold til en eventuel senere ansøgning eller karriere i Forsvaret, lyder det på hjemmesiden.

/ritzau/

Nyheden om udskydelsen på Forsvarets hjemmeside
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Forvaltning slår fast: Politikerne har sagt ja til ny daginstitution i Madsby - hvis det er muligt

Fredericia

Nyt tilbud fra regionen: Nu kan sårbare ældre blive vaccineret i eget hjem

Fredericia

Fem nye smittede: Men snart er 10 procent af alle i Fredericia i gang med vaccinering

Annonce