Annonce
Danmark

Utilfredshed med kompensation til F-35-naboer breder sig: Forsvarsminister skal i samråd om støjzoner

Kompensationsmodellen for F-35-naboer bliver mødt af politisk kritik fra både V-profil og Nye Borgerlige. Foto: Scanpix Denmark
Utilfredsheden med kompensationsmodellen til F-35-naboerne breder sig på Christiansborg. Mens Venstres Hans Christian Schmidt (V) snart indkalder forsvarsminister Trine Bramsen (S) i samråd om inddelingen af F-35-naboerne i støjzoner, vil Nye Borgerlige have ændret loven for, hvordan man kan yde erstatning.
Annonce

F-35: Et umage par i dansk politik vil nu trykteste forsvarsminister Trine Bramsens (S) udmeldinger om, at staten ikke er juridisk erstatningspligtig over for F-35-naboerne.

Ifølge ministeren kan staten ikke juridisk forsvare at yde individuel erstatning til naboerne alt efter værditab, hvorfor naboerne navnlig i den gule zone bliver kompenseret med et fast beløb på 70.000 kroner.

Det drejer sig om forsvarsordfører Hans Christian Schmidt (V) og Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund (NB), der begge er valgt i Syd- og Sønderjylland. Førstnævnte har bedt ministeren redegøre for, om det juridisk er muligt for Folketinget at give kampfly-naboerne en individuel vurdering af deres værditab, uden at de behøver at lægge sag an. Det sker med henblik på, at han inden længe vil indkalde ministeren til åbent samråd om kompensationsmodellen, som han mener, er uretfærdig.

Da juraen ifølge ministeren spænder ben for at vurdere den enkeltes tab, stiller Nye Borgerlige nu et forslag om at ændre lovgivningen, understreger Pernille Vermund.

- Lige nu har hun (forsvarsminister Trine Bramsen, red.) åbenbart ikke lovhjemmel til at gøre det, som skal til, for at borgere ikke lider helt urimelig skade, siger Vermund.

Nye kampfly støjer

  • 9. juni 2016 blev der indgået en bred politisk aftale om at købe 27 F-35-kampfly, der skal erstatte de nuværende F-16-fly.
  • Flyene får base på Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland, og de første kampfly ankommer i 2023. De sidste ankommer i 2026.
  • Efter flere udsættelser kunne Forsvarsministeriet i april 2019 præsentere de endelige støjberegninger, der viser, hvor meget flyene vil genere borgere i lokalområdet.
  • Beregningerne viste, at 895 boliger vil opleve gennemsnitlig støj fra kampflyene over det tilladte støjniveau på 55 decibel i bymæssig bebyggelse og 60 decibel i landområder. Til sammenligning overskrides støjgrænserne for 41 boliger ifølge de nuværende støjberegninger for F-16-kampflyene.
  • F-35-flyene vil lette og lande cirka to gange om dagen på hverdage.
  • Cirka 1500 boliger er havnet i den gule zone, mens 117 er i den røde og kan få fuld kompensation.
Annonce

Afviser zonekritik

Zoneinddelingen i kompensationsmodellen er blevet mødt af kritik fra flere F-35-naboer, som bor lige på grænsen til den såkaldte røde zone. Selv om de kommer til at blive udsat for støjbelastning, som ifølge eksperter markant overstiger de anbefalede grænseværdier, kan de ikke få tilbudt opkøb af deres bolig. Forsvarsministeren mener dog ikke, at zonerne er uretfærdigt inddelt.

- Det er hvor meget støj, man forventes at blive udsat for, der afgør, om man er i rød eller gul zone. Jeg mener, det er mest fair, siger Trine Bramsen.

Det er regeringen, der har bestemt zonernes udformning sammen med Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance. Det er sket på opfordring fra Forsvarsministeriet ud fra de støjberegninger, som blev offentliggjort i april.

Her er det politisk besluttet, at støjbelastningen hos boligerne i nærheden af flyvestationen skal være over 55 dB i gennemsnitsstøj og 100 dB i maksimalstøj for at kvalificere sig til den røde zone. De 117 boliger, som er placeret her, kan blive opkøbt eller få 140.000 kroner udbetalt. En maksimalstøj over 80 dB er kun nok til at komme i den gule zone, som udløser en kompensation på 70.000 kroner eller et tilbud om støjisolering.

- Uanset hvor man sætter grænsen, vil der altid være nogen, der bor på den anden side. Hvis vi rykkede zonen fem dB ned, ville der være nogle, der ville mene, den skulle være fem dB mindre, og så kunne vi blive ved med at flytte den. Der er også mennesker, som bor rundt om lufthavnen i Kastrup. Hvis man begynder selv at tolke på støjkriterier, ville det jo betyde, vi også skulle opkøbe huse på halvdelen af Amager, siger Trine Bramsen.

Annonce

Revurdering af zoner

I kompensationsaftalen er det indskrevet, at zonerne kan revurderes, hvis det viser sig, at støjbelastningen overstiger det forventede. Ifølge forsvarsministeren er det dog ikke et udtryk for, at der kan være fejl med zonerne.

- Hvis flyene kommer til at lette eller lande anderledes end forventet, vil der blive foretaget en genberegning, men det er der ingen planer om, siger Trine Bramsen.

Hos Radikale anerkender forsvarsordføreren, at der kan være tale om, at nogle er endt i en forkert zone.

- Alle kan lave fejl. Derfor er vi også meget tilfredse med, at der er indsat den klausul, så vi kan tjekke, om beregningerne holder. Men for nu bliver vi nødt til at læne os op ad de tal, vi har fået forelagt, men der er ingen garantier, siger Martin Lidegaard (R), som godt forstår frustrationen fra naboerne lige uden for den røde zone.

- Sådan ville jeg nok også have det, hvis jeg boede så tæt på, men hvis vi rykkede grænsen 100 meter, ville vi stadig ikke stille alle tilfredse.

De resterende forsvarsordførere bag kompensationsaftalen er ikke vendt tilbage på avisens henvendelser.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce