Annonce
Kultur

Fra biblioteket: Kvinde, kend din historie.

Klummeskribenten skriver blandt andet om sin farmor, der var jugoslav og kæmpede som partisan for Tito under Anden Verdenskrig: "Min farmor er den tredje fra venstre i midterste række. Hun er sammen med en gruppe af kvinder, der var med til at bygge landet op efter krigen. Den her gruppe tog sig af veje og jernbaner. Det er fra omkring 1046-47." Privatfoto
Annonce

For tiden bruger jeg nærmest al min fritid på at pløje mig gennem Anne Lise Marstrand-Jørgensens nyeste gigantroman ”Margrete 1.”. Jeg er i skrivende stund på side 250 ud af 600 – og jeg skal sidde klar til at tale om den til DR Romanklub den 3. marts! Historiske romaner er en genre, der er meget populær, men indtil for nylig et uskrevet blad for mig. Jeg må sige, at jeg forstår genrens popularitet.

Spændet mellem at have en klar fornemmelse for historiens gang og samtidig blive forført af forfatterens dramatiske greb er virkelig godt. Jeg sidder tilbage og er overrumplet af historiens vingesus og forfatterens evne til at spændingsopbygge og give karaktererne liv. En god læseoplevelse skal gribe mig, få mig til at føle - og den skal sidde i mig, når bogen er lagt. Alt det gør ”Margrete 1.”

Jeg gør mig derfor mange tanker om kvindeliv, stærke kvinder og min egen rolle som kvinde i et samfund, hvor jeg både nyder flere privilegier, end kvinder før har gjort, men også har øje for, at ”kampen” for ligestilling ikke er slut. Det er svært helt at begribe, hvordan det var at være kvinde i 1300-tallet. Jeg kan føle mig helt kvalt, når jeg prøver at sætte mig i Margretes sted. ”Margrete 1.” handler ikke specifikt om kvindekamp, feminisme eller et opgør med patriarkatet, men den kan samtidig heller ikke lade være med at gøre det. Margrete var en dronning, der havde et ønske om at være sin mand lige, stå ved sin ret til at rådgive ham og deltage i rigets anliggender, og som virkelig kæmpede med at balancere den gudfrygtighed, der gennemsyrede samfund og kultur, samtidig med at hun følte, hun kunne mere end at føde børn og holde hus.

Det får mig til at tænke på, hvilke seje kvinder jeg selv ser op til, især min farmor og mormor. Min farmor blev født i 1921 og min mormor i 1932. Begge har de været unge og voksne kvinder i en tid, hvor det stadig var mest velanset, at kvinder satte sig selv til side og så ægteskabet og familien som det primære mål i livet. Alle de ting gjorde de skam også! Men ved siden af det har de formået at markere sig som stærke selvstændige kvinder med egne drømme meninger og holdninger. Ligesom jeg fornemmer, at Margrete den 1. prøvede så hårdt på, gennem hele sit liv.

Min mormor var gift med en kunstmaler, så udover at være mor og hustru var det ofte hende, der fik hverdagen til at løbe rundt ved at ernære familien som selvstændig syerske. Min morfar døde desværre allerede i 1993, og indtil hendes egen død i 2014 levede hun alene, efteruddannede sig i kunsthistorie, havde et rigt socialt liv og passede deres meget gamle og gigantiske hus (en gammel nedlagt togstation) i en landsby udenfor Horsens.

Min farmors historie er en smule omvendt. Her var det før ægteskab og fem børn, at hun skilte sig ud som kvindefigur. Min farmor er jugoslav og kæmpede som partisan for Tito under Anden Verdenskrig. Senere blev moderrollen den altafgørende, men hun forblev en stærk samlende figur i hjemmet i Italien indtil sin død i 2017.

Jeg har altid selv fået at vide, at jeg virker som en stærk, egenrådig og selvstændig kvinde, så måske jeg har arvet lidt der? De fleste kan nok nikke genkendende til, at selvom man er stærk, har man dage, hvor det er godt at blive inspireret af andre foregangskvinder og –mænd. Som Margrete 1., Tove Dybris og Rosalija Marini.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia For abonnenter

69-årig lungepatient brugte seks timer på at få tid til en coronavaccination - regionen forklarer, hvad der gik galt

Fredericia For abonnenter

Fællestillidsmand for HK'erne har mærket efterdønninger af kommunalt sparekatalog: - Folk kan stadig blive vrede over det

Annonce