Annonce
Udland

Frankrig når vigtig vaccinemilepæl kort før delvis genåbning

Det er en tilfreds premierminister Jean Castex, der lørdag taler ved et vaccinecenter i Paris. - Det er et meget vigtigt øjeblik for hele landet, fordi det bestyrker vores forhåbninger om at afslutte denne krise, siger Castex. Foto: Geoffroy Van Der Hasselt/Ritzau Scanpix
20 millioner vaccinestik bestyrker franske forhåbninger om at afslutte coronakrisen, siger premierminister.

Mindst 20 millioner borgere i Frankrig har fået mindst et vaccinestik mod covid-19. Det svarer til omkring tre ud af ti borgere.

Det oplyser landets præsident, Emmanuel Macron, på Twitter lørdag.

Dermed når Frankrig sit mål om at have givet de første 20 millioner vaccinestik i midten af maj. Næsten ni millioner har fået to stik og er færdigvaccinerede.

Målet er nået efter en sløv start på vaccinationsprogrammet - og kort før at landet begynder en delvis genåbning onsdag.

Det er en tilfreds premierminister Jean Castex, der lørdag taler ved et vaccinecenter i Paris.

- Det er et meget vigtigt øjeblik for hele landet, fordi det bestyrker vores forhåbninger om at afslutte denne krise, siger Castex.

Den franske regering sigter efter, at der skal være givet 30 millioner vaccinationer 15. juni.

- Det er inden for rækkevidde, siger Castex.

Når det mål er nået, får alle voksne mulighed for at bestille tid til en vaccine. Indtil videre er vaccinerne reserveret borgere over 50 år og i risikogrupper.

Onsdag indleder Frankrig en delvis genåbning af landet. Museer, teatre, biografer og koncertsteder får lov at åbne med begrænset kapacitet.

Det nationale udgangsforbud bliver lempet, så det træder i kraft klokken 21 om aftenen i stedet for klokken 19.

Derudover får ikkeessentielle butikker lov at genåbne. Endelig får franskmændene også delvis mulighed for at dyrke cafélivet igen.

Caféer og restauranter må fra onsdag have åbent udendørs for første gang siden 30. oktober.

Fra 9. juni må de lukke gæster indenfor igen.

Frankrig har i alt registreret godt 5,9 millioner smittetilfælde, siden pandemien brød ud. Det er det højeste antal i Europa, viser tal fra Johns Hopkins University.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce