Fredericia: Over 100 personer har på Facebook troet, at de er med i en konkurrence om biografbilleter i anledningen af Panoramas fødselsdag. Der er bare to problemer. Panorama har ikke fødselsdag, og Facebook-siden er falsk.
Under dække af at udlove 10 gavekort med gratis biografbilletter, popcorn og sodavand har et opslag på en Facebook-side de seneste dage fået over 100 kommentarer. Men Panorama Fredericia har ikke noget med opslaget eller siden at gøre, selvom de deler samme navn.
- Vi har ikke fødselsdag, skriver Panorama Fredericia - altså den rigtige - på sin Facebook-side.
- Vi er blevet gjort opmærksomme på, at der er en Facebook-side, der udgiver sig for at være os, og udlover 10 gavekort i anledning af vores fødselsdag. Dette er svindel, og man skal ikke deltage i konkurrencen.
Er tidligere brugt til svindel
Den Facebook-side, hvor konkurrencen er slået op, ligner umiddelbart den officielle Panorama-side. Begge sider har samme navn og billeder tilknyttet. Den falske side har dog kun syv følgere, hvorimod den rigtige Panorama-side har over 5000 følgere.
Det er ikke første gang, at Panorama Fredericia er offer for svindel.
I oktober sidste år modtog flere personer en sms med et godt tilbud fra Panorama Fredericia. Men heller ikke dengang stammede beskederne fra Panorama Fredericia