Annonce
Fredericia

Fredericia Spildevand graver op: Sidste del af klimasikring går i gang mandag

Det næste år vil en række veje i Taulov blive gravet op for at klimasikre byen. Arbejdet begynder på mandag på Vidtskuevej. Arkivfoto: Torben Glyum
Husejerne på strækningen vil opleve gener, når der skal graves op for at lægge cirka 1700 meter regnvandsledning.

Taulov: På mandag går sidste del af klimasikringen i Taulov og Studsdal i gang. Fredericia Spildevand og Energy A/S sætter gang i opgravningsarbejdet, som slutter en mangeårig indsats for at sikre, kloakkerne kan håndtere de kommende års forventede øgede regnmængder på grund af klimaforandringer. Det oplyser Fredericia Spildevand i en pressemeddelelse.

Projektet i Taulov og Studsdal har været i gang siden 2012 og har blandt andet omfattet udvidelsen af bassinerne på Studsdals gamle renseanlæg foruden semi-separering af et opland på over 80 hektar.

- Ved at igangsætte etapen i Taulov, sikrer vi, at systemet i både Taulov og Studsdal har den fornødne kapacitet, så vi kan opretholde kommunens serviceniveau, selv med de kommende klimaforandringer, oplyser projektleder Max Friis, Fredericia Spildevand og Energi A/S.

Den sidste etape vil tage cirka to år, hvoraf det første er med opgravning, mens det sidste er opgravningsfrit.

Foruden en større kapacitet i kloaksystemet, så det lettere kan håndtere store mængder regn, betyder det også, der bliver udledt mindre urenset spildevand i naturen. Spildevandet ledes via en pumpestation ind til Fredericia Centralrenseanlæg, hvor det renses, inden det ender i sejlrenden i Lillebælt. Det nye regnvandssystem leder derimod regnvandet ud i Studsdal Bæk via det ombyggede bassin. Den mindre vandmængde i fællessystemet betyder, at driften af pumper og rensning af spildevandet bliver både billigere og mere effektivt.

Annonce
Den første del af gravearbejdet begynder på Vidtskuevej (blå linie) på mandag. I foråret bliver der arbejdet omrking Bøgevej (orange), hvorefter den sidste del af gravearbejdet foregår på Pilevej og Granbakken efteråret 2020. Illustration: Fredericia Spilevand og Energi

Gravearbejdet begynder på Vidtskuevej

Mandag i uge 43 går gravearbejdet i gang. Det forventes at tage cirka et år og tages i tre etaper. Det omfatter cirka 1700 meter ny regnvandsledning og omlægning af en del af fællesvandsystemet.

Det er entreprenør Per Aarsleff A/S, der står for arbejdet på vegne af Fredericia Spildevand og Energi. Entreprenøren vil forsøge at spærre så korte vejstrækninger som muligt. I praksis vil 50-60 meter af vejen være spærret ad gangen og følge arbejdet.

Gravearbejdet begynder på Vidtskuevej, og spærringer bliver markeret med omkørselsmuligheder. Husejerne på strækningen vil kunne opleve begrænsning i adgangen til sin ejendom eller manglende mulighed for parkering. Berørte beboere vil få brev inden gravearbejdet. Arbejdet vil hovedsageligt forekomme på hverdage i tidsrummet 7-18.

Støj og vibrationer

Der kan forekomme støv, støj og vibrationer. Der vil blive foretaget målinger, og arbejdet bliver stoppet, hvis vibrationerne er over grænseværdien.

Gravearbejdet på Vidtskuevej vil sandsynligvis være færdigt i løbet af februar - alt efter vind og vejr. Herefter fortsætter arbejdet på Bøgevej, Birkevej, Lindevej og Elmevej, som forventes færdigt i juli. Den sidste del af arbejdet på Pilevej og Granbakken forventes færdigt omkring november næste år.

Når opgravningsarbejdet er færdigt, vil arbejdet med at renovere det resterende spildevandssystem begynde. Her er der intet gravearbejde. Det kan medføre lugtgener, men er ikke farligt.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce