Organisationer, uddannelser, erhvervsliv og kommune skrev onsdag under på en aftale hos Leman om transport- og logistikuddannelser
Taulov: Fredericia vil ikke alene være trafikalt knudepunkt. Kommunen skal også være Danmarks knudepunkt for transport- og logistikuddannelser.
Det skrev borgmester, vognmænd, fagforeninger, speditører og en række uddannelses-institutioner under på onsdag i en hal hos transport- og speditørfirmaet Leman i Taulov.
Det glæder blandt andet divisionschef Jørn Peter Hansen, Leman, som ser et stort behov for uddannelse og efteruddannelse for at kunne tiltrække nye medarbejdere og fastholde nuværende medarbejdere i virksomheden, der i Taulov beskæftiger 140. Det er en branche i vækst, og derfor vokser efterspørgslen efter uddannet arbejdskraft.
Kurt Rinhack fra DTL Danske Vognmænd glæder sig over, at samarbejdet går ud over kommunegrænsen.
- Danske vognmænd har et rekrutteringsproblem, og med dette samarbejde forventer jeg, at vi vil kunne hjælpe hinanden hen over kommunegrænserne.
Det skal de samarbejde om
Udvikling af nye ungdomsuddannelser inden for transport og logistik.Samarbejde mellem folkeskole, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser om at rekruttere til de nye uddannelser.
Skabe et uddannelsesmiljø, der vil tiltrække flere uddannelser.
Udvikle nye uddannelser i Fredericia.
Forsknings- og udviklingsprojekter, gerne i samarbejde med en forskningsinstitution.
Afdækker behovet
Pernelle Jensen (V), formand for uddannelsesudvalget i Fredericia Kommune, betegner det som et unikt samarbejde, der fører til, at der nu bliver ansat en projektleder, som skal afdække behovet inden for transport og logistik.
De mange involverede i den nedsatte projektgruppe havde da også allerede torsdag travlt med at finde plads i kalenderen for hurtigst muligt at komme i gang. I første omgang gælder det efteruddannelse.
- Vi skal skaffe de uddannelser, der er behov for, sagde hun, der pegede på, at der også bliver tale om nye uddannelser - lige fra kortere til lange specialiserede uddannelser.
EUC Lillebælt er godt på vej. De søsætter en kranføreruddannelse og en uddannelse for lufthavnsoperatører og stiler efter at blive Danmarks største transportskole.
IBC Fredericia Middelfart vil kunne tilbyde efteruddannelse inden for området, men også uddannelser, som vil kunne bruges inden for administration i sektoren.
Derudover vil den teknologiske udvikling gøre, at der vil opstå uddannelser inden for området, som vi i dag ikke kender til.
Samarbejde på tværs
Fra Erhvervsakademiet Lillebælt i Vejle deltog Leif Bojesen, som også havde det store smil fremme. Erhvervsakademiet arbejder med at sørge for den uddannelse, som virksomheder efterspørger. Med det nye samarbejde kommer akademiet tæt på transport- og logistikerhvervet og får endnu bedre information om uddannelses-behov.
For Pernelle Jensen handler det også om at få etableret det uddannelsesmiljø, som bliver efterspurgt i Fredericia Kommune. Det gælder både om at få uddannelsesniveauet hævet, men også om at oprette en række nye uddannelser, som transport- og logistiksektoren efterspørger.
Foreløbig løber aftalen i to år. Derefter skal den vurderes og fornyes.