Annonce
forside

Fredericianer varetægtsfængslet i narkosag - har sammenhæng til anden narkosag

En fredericiansk mand nægtede sig ved et grundlovsforhør onsdag skyldig i sigtelsen om besiddelse af 34 kilo amfetamin. Manden blev anholdt tirsdag klokken 10.16. Arkivfoto: Kathrine Jensen

En fredericiansk mand, midt i 30'erne, blev onsdag varetægtsfængslet i 14 dage. Han er sigtet for besiddelse af store mængder narko, som han angiveligt skulle have opbevaret i en container. Der er tale om sammenhæng til en anden narkosag, oplyser efterforskningsleder.

Fredericia/Kolding: Tirsdag klokken 10.16 blev en fredericiansk mand midt i 30'erne anholdt.

Onsdag formiddag blev han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding, sigtet for besiddelse af 34 kilo amfetamin samt mindre mængder hash og kokain. Stofferne har manden - ifølge sigtelsen - opbevaret i en container, placeret på et ukendt sted. Manden nægtede sig ved grundlovsforhøret skyldig, men anklagerfuldmægtig ved Sydøstjyllands Politi, Rie Brandi Jensen oplyser, at manden efterfølgende er blevet varetægtsfængslet i 14 dage - frem til den 13. februar.

Det kom ikke frem under den åbne del af grundlovsforhøret, hvor manden blev anholdt i Fredericia tirsdag, eller hvad der er gået forud for anholdelsen. Efterforskningsleder ved Efterforskningscenter Syd, Frede Nissen siger om sagen:

- Den har sammenhæng til en anden narkosag, vi havde sidst på året, men af hensyn til efterforskningen vil jeg ikke sige mere.

Annonce

Samme anklager

Det har ikke været muligt for Fredericia Dagblad at få af- eller bekræftet, hvilken konkret narkosag efterforskningslederen henviser til, men 26. november 2018 blev fire fredericianere fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre i Kolding - alle sigtet for betydelige mængder narkotika. De fire, tre mænd på 49, 39 og 37 år samt en kvinde på 45 år - nægtede sig ved deres grundlovsforhør skyldige i sigtelsen. De har sidenhen fået forlænget deres varetægtsfængsling to gange, også for lukkede døre, - senest frem til 13. februar. Det oplyser specialanklager i den pågældende sag, Anna Holm Christensen.

Hun oplyser samtidig, at det bliver hende, der bliver anklager i sagen om container-narkoen fra Fredericia.

Narkoen, de fire sigtede fra 26. november 2018 blev fundet i besiddelse af, blev af politiet beslaglagt på flere adresser i Fredericia-området.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vi har meget til fælles med tyskerne: Tunnelen bliver en klar gevinst

Tysklands rigsrevision, Bundesrechnungshof, har kørt tunnellen under Femern Bælt gennem et regneark og fundet ud af, at den faste forbindelse ikke nødvendigvis kan betale sig set fra den tyske side af grænsen. Revisionen har kalkuleret, at det vil koste omregnet godt 26 milliarder kroner at gennemføre den nødvendige udbygning af veje og jernbaner. Den udgift står muligvis ikke mål med gevinsterne fra en fast forbindelse, mener man. Dette har skabt fornyet røre om projektet blandt tyske politikere. Her har De Grønne hele tiden været skeptiske og kræver nu, at planen tages op til fornyet overvejelse. Set med danske briller minder det om den debat, der udspandt sig før byggeriet af Storebæltsbroen. Den var helt overflødig, det var så hyggeligt at drikke dårlig kaffe på DSB’s færger, og brobyggeriet kunne ødelægge vandmiljøet, lød nogle af argumenterne dengang. I dag ville næppe nogen undvære broen, der ikke kun fysisk, men også mentalt har bundet Danmark meget bedre sammen. År for år sætter trafikken rekord, og investeringen på over 26 milliarder frem mod åbningen i 1998 bliver derfor tilbagebetalt noget hurtigere end de 37 år, der oprindelig blev budgetteret med. Ganske det samme vil formentlig ske for tunellen under Femern Bælt. Naturligvis skal den slags megaprojekter gennemtænkes grundigt. Alle aspekter i forbindelse med såvel økonomi som økologi må tages i betragtning. Ikke desto mindre er der ikke nogen grund til dommedagsscenarier, viser erfaringerne fra Storebælt. Naturligvis er det en indlysende fordel for såvel Danmark som de øvrige, nordiske lande, at der bliver nemmere fysisk adgang til det vigtige, tyske eksportmarked. Derfor er Danmark også villig til at finansiere tunnelbyggeriet. Men det handler ikke kun om penge. Vi har meget tilfælles med vores tyske nabo og kan inspirere hinanden til gensidig gavn. Det ved vi i det dansk-tyske grænseland. Samme oplevelse fortjener det grænseland, hvor indbyggerne indtil videre er adskilt af vand.

Annonce