Annonce
Erhverv

Fredericias guldæg ligger i Skærbæk: Millioner ender i kommunekassen

I oktober 2017 skiftede Dong Energy navn til Ørsted, ligesom Elsam for år siden skiftede navn til Dong Energy, da staten adskilte netaktiviteterne og forsyningsdelen. Lokale politikere med daværende borgmester Uffe Steiner Jensen (S) i spidsen kæmpede for, at hovedsæderne blev fastholdt i Fredericia i henholdsvis Skærbæk og Erritsø. Arkivfoto

Ifølge avisens udregninger bidrager Ørsted i 2019 med 36 mio. kroner i kommunekassen hver måned - en del skal dog sendes videre til andre af Ørsteds hjemkommuner.

Skærbæk: Det betaler sig nu i den grad, at tidligere borgmester Uffe Steiner Jensen (S) kæmpede stålsat for, at staten skulle vælge Skærbæk som hovedsædet for det statslige energiselskab Dong Energy, nu Ørsted.

Ørsted var i 2017 blandt de største bidragsydere af selskabsskab til staten, og det smitter direkte af på indtægterne til Fredericia Kommune. På Skats opgørelse over de 100 højeste indbetalinger af selskabsskat ligger Ørsted på en fjerdeplads. Selskabet har betalt 2,4 mia. kroner i selskabsskat i 2017.

I 2016 var beløbet endnu højere, og det er de penge, som Fredericia Kommune kommer til at nyde godt af i 2019. Ørsted A/S betalte ifølge skattelisterne på skatteministeriets hjemmeside knap 2,9 mia. kroner i selskabsskat, og Fredericia får en pæn andel i beløbet.

Andre selskaber end Ørsted lægger penge i kommunens kasse, men Ørsted er det selskab, der klart bidrager med mest, oplyser økonomi- og personalechef i Fredericia Kommune, Tommy Abildgaard.

Annonce

Jeg vil også forvente, at vi er højdespringer, når 2019-tallene foreligger.

Økonomichef i Fredericia Kommune Tommy Abildgaard

Sådan fordeles skatten

Kommunerne får 15,24 procent af selskabsskatten - resten tilfalder staten.Der er en fordelingsmekanisme til andre kommuner, som har filialer af Ørsted beliggende i deres kommuner.

Selskabsskatten til kommunerne udbetales tre år efter indkomståret i 12 månedlige rater.

Ørsted betalte i 2016 2,9 milliarder kroner i selskabsskat.

I 2017 var tallet på 2,4 milliarder kroner.

Ørsted beskæftiger 800 ansatte i Skærbæk, mens 2000 ifølge Ørsted er ansat i Gentofte.

Dertil kommer mindre filialer rundt om i landet.

Administrerende direktør Henrik Poulsen blev livestreamet til storskærm i Skærbæk fra selskabets afdeling i Gentofte, da selskabet i oktober sidste år skiftede navn. Henrik Poulsen annoncerede for nylig, at selskabet forventer at kunne præstere økonomisk flot de kommende år, hvilket vil betyde fortsat gode indtægter til Fredericia Kommunes kasse i form af selskabsskatter. Foto: Martin Ravn

426 mio. skal fordeles

Staten får den største bid af skattekronerne, nemlig knap 85 procent, men resten skal kommunen have, og pengene skal betales i månedlige rater i det tredje år efter indkomståret.

For Ørsteds vedkommende betyder det, at 426 millioner kroner skal ende i kassen ved de kommuner, Ørsted er lokaliseret. Det svarer til godt 36 millioner kroner per måned.

Fredericia får ikke hele beløbet, for millionerne fra Ørsted skal fordeles i forhold til virksomhedens aktiviteter. Det betyder, at der falder penge af til andre kommuner, hvor Ørsted er repræsenteret.

Fredericia tager en stor bid, fordi selskabet formelt har hovedsæde på Klippehagevej i Skærbæk og har 880 beskæftiget i postnummer 7000. Selskabets største lokation er i Gentofte med 2000 ansatte.

Penge i budgettet

Økonomidirektør i Fredericia Kommune, Tommy Abildgaard, tør endnu ikke udtale sig præcist om, hvor høj selskabsskat Ørsted kommer til at bidrage med til Fredericia Kommune i 2019. Men allerede under budgetforhandlingerne kom det frem, at der var udsigt til en meget stor ekstra betaling.

Og det samme kommer til at gælde i 2020, når selskabsskatten på 2,4 milliarder kroner fra Ørsted skal fordeles mellem selskabets lokaliteter.

Ud over at Ørsteds millioner skal fordeles mellem selskabets "hjemkommuner", så er der endnu en parameter, som spiller ind, når selskabsskatten fordeles.

- Kommuner med store selskabsskatteindtægter skal betale til de kommuner, der har små indtægter, så derfor kender vi først den endelige fordeling til juni næste år, siger Tommy Abildgaard.

Sammenlignet med kommunerne i Region Syddanmark, så ligger Fredericia i top af selskabsskatteindtægter per indbygger. Kun Middelfart og Billund overgår Fredericias 1340 kroner per indbygger. Billund opnår over 18.000 kroner per indbygger på baggrund af Lego, mens Middelfart ligger lige over Fredericia med 1402 kroner per indbygger.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Christian Jørgensen (V) om FN's verdensmål: Det koster noget at gøre noget, men med måde - ellers får vi gule veste på gaden

112 For abonnenter

Alarmer kan ikke holde tyvene væk alene - men det kan være et fint bidrag

Annonce