x
Annonce
Trekantområdet

Fremtidens Jelling - den kan du være med til at danne

Jelling har gennemgået en stor udvikling de seneste 10-15 år. Det gælder særligt i monumentområdet, men også i byens yderkanter er der sket fornyelser og udvidelser. Arkivfoto: Søren Gylling
Målet er en ny byvision i november 2020 - midlet er gode idéer og en masse dialog. Første møde er allerede om kort tid, og Vejle Kommune håber, at mange lokale borgere vil deltage.

Jelling: Kan vi finde en fælles retning for Jellings udvikling? Det vil Vejle Kommune undersøge sammen med lokale borgere i 2020, og hvis alt går vel, er der vedtaget en ny byvision for Jelling i slutningen af året.

Første skridt på vejen mod den nye byvision tages mandag 24. februar klokken 19 på UCL i det store auditorium på Stationsvej 4 i Jelling. Her er der et såkaldt kick-off, som vil være en opvarmning til de kommende ugers drøftelser om gode fremtidsscenarier for byen.

- Jeg håber, at rigtig mange borgere og virksomheder vil bidrage med idéer til, hvordan Jelling bør udvikle sig. Der er sket meget i byen i de seneste år, og nu er det tid til at kigge fremad for hele byen, siger borgmester Jens Ejner Christensen i en pressemeddelelse.

Blandt hovedoverskrifterne er følgende spørgsmål: Hvor står Jelling i dag? Hvilke potentialer og muligheder rummer Jelling? Borgernes byvision - hvordan kan du bidrage til udvikling af byvisionen?

Alle er velkomne til kick-off mødet, men tilmelding er nødvendig via hjemmesiden vejle.dk/byvisionjelling.

En færdig byvision indeholder

  • En stærk fælles fortælling.
  • Kort og tegninger der illustrerer udviklingspotentialer, arealanvendelse og nøglefakta.
  • Et hæfte med visionen og to – tre hovedtemaer i ord og billeder.
  • En initiativliste med ideer og forslag til handling.

Kilde: Vejle Kommune

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce