Annonce
Kultur

Fribytter vender hjem til Vejle

Fribytterdrømme med Alexander Mahaffy nummer to fra venstre. Bandet kan man høre i Bygningen fredag 22. november. Foto: Pressefoto.
Det danske band Fribytterdrømme gæster Bygningen fredag 22. november. For guitarist Alexander Mahaffy er det et besøg på den gamle hjemmebane.

Vejle: - Det er da megafedt at skulle spille i Vejle. Det er jo min hjemby!

Begejstringen er spontan fra Alexander Mahaffy fra det danske band Fribytterdrømme, der spiller i Bygningen fredag 22. november.

Alexander er nemlig født i Vejle, opvokset i Hedensted og student fra Rødkilde Gymnasium. Så rodnettet er solidt lokalt, selvom han i dag bor i København.

- Jeg har stadig mange venner og familie på Vejle-egnen, så det er da noget specielt at spille lige netop her, siger Alexander Mahaffy videre.

Han har blandt andet en fortid i Vejle/Kolding-bandet "Skalkeskjul", der nåede at udgive det fine album "Motivet ukendt", inden geografiske grunde gjorde, at projektet blev lagt i graven.

- Vi boede lidt for langt væk fra hinanden til, at vi kunne få det til at fungere. Men vi havde faktisk gang i noget godt og er da bedste venner stadig.

Fribytterdrømme slog sit navn fast for flere år siden - som en del af den blomstrende danske psykedeliske rock-scene. Bandet udgav to anmelderroste albums, "Labyrintens farver" og "Superego", der kredsede om traditionerne fra dansk syrerocks tidlige år, lidt i stil med Spids Nøgenhat.

Annonce

Digtsamling

  • Fribytterdrømmes navn er taget fra den danske digter og forfatter Tom Kristensens debutdigtsamling Fribytterdrømme fra 1920.
  • Bandet er oprindelig fynsk, men hører i dag hjemme i København.

Moderniseret lyd

Bandet har for nylig sendt det tredje album på gaden - "Skin" - og det markerer lidt af et stilskifte.

- Man kan sige, at vores lyd er blevet en smule mere moderne. Lidt mere mere elektronisk. Men i vores dna vil der altid være en portion psykedelisk musik. Vi har bare udviklet det, og jeg synes, vi har lavet en samling gode pop-sange, sige Alexander Mahaffy.

"Skin" har fået en fin modtagelse. Således skrev Jysk Fynske Mediers anmelder, Simon Staun, i en anmeldelse, fulgt af fem stjerner:

"Det samme gør sig gældende med den vidunderlige nye sang, "Lau I. V. Pedersen over 24 timer", der er en melodisk og lyrisk åbenbaring. Det er det bedste fra Steppeulvene, CV Jørgensen og Povl Dissing forenet i et nutidig poetisk udtryk, hvor Lau Ingemann Vinther Pedersen tager lytteren i hånden og fører dem svævende gennem verdensrummet. Skin er en musikalsk seksbenet kamæleon, der ubekymret springer rundt mellem britisk 90'er-rock, eklektisk elektrorock og ferme popsange."

Alexander Mahaffy er det nyeste medlem af Fribytterdrømme, men han var med, da bandet sidste år lukkede Roskilde Festival med en dobbelt-koncert med et andet dansk band, De Underjordiske.

- Det var en helt enestående oplevelse, husker han.

I Bygningen kan publikum forvente at få stort set hele det nye album, krydret med det bedste fra de forrige albums. Bandet er lige nu i gang med den største turne i dets historie med 16 koncerter. Udover Bygningen fredag 22. november kan man høre Fribytterdrømme i Tøjhuset i Fredericia, aftenen før, torsdag d. 21. november, og på Godset i Kolding dagen efter, nemlig lørdag 23. november.

Udover Alexander Mahaffy, guitar og percussion, består Fribytterdrømme af Lau Ingemann Vinther Pedersen, frontfigur, guitar og sang, Tobias Smith Agger, orgel, keyboards, Thure Spang Andersson, bas, synthesizer, trommemaskine, Simon Arendal Jørgensen, guitar, mundharmonika, og Felix Corrigan Suneson, trommer, percussion, keyboards.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Forbipasserende smadrede ruder

Middelfart

Middelfart på verdenskortet til sommer: Amerikanske rocklegender giver kæmpekoncert under Lillebæltsbroen

112

Pirattaxa blev dyrt bekendtskab for 51-årig

Annonce