Annonce
Trekantområdet

Frustrerede borgere søger dialog: Hvorfor ser kommunen ikke på alternative veje til grusgrav?

Molsgårdvej løber ganske få meter forbi flere af borgernes huse, og de mange års tidligere kørsel til og fra grusgraven ved Sødover har betydet, at flere huse har slået revner. Borgerne frygter nu, at vejen bliver adgangsvej til de nyudlagte grusgravningsområder, så de atter kan få udsigt til mange daglige lastbiler. Privatfoto
Husejere er dybt frustrerede over atter at få tung trafik lige uden for døren. - Ingen lytter til vores alternative forslag, mener de.

Sødover: Der var lige blevet fredeligt igen på Molsgårdvej ved Sødover, efter vejen fra 1989 til 2013 blev brugt som adgangsvej for lastbiler til og fra grusgravene nord for landsbyen. Nu frygter borgerne, at vejen atter vil blive brugt som adgangsvej til og fra de to nyudlagte indvindingsområder ved Sødover.

- Molsgårdvej har lagt vej til i 25 år. Det har vi accepteret. Men nu skal der graves i et nyt område, og så mener vi ikke, det er rimeligt, at vi skal trækkes med ind i det igen, siger Jens Peter Gjødsbøl, der sammen med sin hustru Anne-Lis Gjødsbøl har boet på Molsgårdvej i over 40 år.

Faktisk burde vejen slet ikke have været i spil som en mulighed, mener de. I forbindelse med den tidligere grusgravning i området vedtog den tidligere Egtved Kommune en servitut om en midlertidig udvidelse af Molsgårdvej, som skulle gøre det muligt for lastbiler at komme til og fra indvindingsområdet. Af servitutten fremgår det tydeligt, at husejerne accepterede, at vejen midlertidigt blev udvidet under forudsætning af, at vejen skulle indsnævres igen, når indvindingen i grusgravningsområdet var afsluttet. Og det blev afsluttet i 2013.

- Dengang kunne vi have insisteret på, at vejen blev tilbageført, men da der ikke var planer om flere udgravninger i området, mente vi, at Vejle Kommune hellere skulle bruge pengene på en pædagog eller noget andet mere fornuftigt end at brække asfalt op. Det straffer os nu, siger Jens Chr. Nielsen, der også bor på Molsgårdvej.

Havde vejen atter været smal, var Molsgårdvej ikke længere en egnet mulighed, forklarer de.

Borgerne har haft flere advokater til at kigge på servitutten, og de er enige: Borgerne kunne til enhver tid kræve vejen tilbageført til den oprindelige vejbredde, når indvindingen i området var afsluttet.

Annonce

Molsgårdvej har lagt vej til i 25 år. Det har vi accepteret. Men nu skal der graves i et nyt område, og så mener vi ikke, det er rimeligt, at vi skal trækkes med ind i det igen.

Jens Peter Gjødsbøl, borger på Molsgårdvej

Alternative forslag til adgangsvej

Alligevel peger Vejle Kommune stadig på Molsgårdvej som adgangsvej, og det vækker frustation blandt beboerne.

- Det giver ingen mening, når man faktisk kan lave en anden adgangsvej, der giver betydelig færre nabogener, og som samtidig er cirka seks kilometer kortere. Det betyder desuden mindre udledning af CO2, siger Jens Peter Gjødsbøl.

I stedet foreslår de nemlig, at man kører via Ballevej og ind ad Sødovervej. Herfra er der omkring 1000 meter hen til kanten af et område, som råstofindvinderen DK Råstof ApS ejer. Herfra kunne DK Råstof ApS etablere et vejforløb på egen grund hen til udgravningen. Det ville indebære, at Sødovervej skulle udvides lidt for at blive de nødvendige seks meter bred.

- Ved Ballevej er der allerede en venstresvingbane, når man kommer sydfra. Der er helleanlæg og gode oversigtsforhold. Så i forhold til trafiksikkerheden giver der også meget bedre mening, end at køre gennem Gammelby og dreje til venstre ind på Molsgårdvej, hvor lastbilerne må standse trafikken for at svinge til venstre, forklarer Jens Chr. Nielsen.

Alternativt kunne man forestille sig, at der blev etableret en vej fra indvindingsområdet direkte ud til Ballevej - en strækning, de vurderer til at være cirka 450 meter lang.

Kommunen har skyklapper på

Men det hjælper ikke meget at have forslag til andre løsninger, hvis ingen vil lytte, mener de.

- Vi har prøvet og prøvet at komme i dialog med parterne. Men der er ingen, der vil lytte. Hverken DK Råstof ApS eller Vejle Kommune, siger Anne-Lis Gjødsbøl.

Beboerne langs Molsgårdvej understreger, at de ikke er imod råstofudvindingen generelt.

- Man er selvfølgelig nødt til at grave der, hvor råstofferne er, og vi bor nu engang i et af Trekantområdets bedste råstofområder. Det er vi helt med på. Men vi er rigtig kede af udsigten til måske at skulle have 100-120 meget store lastbiler til dagligt at køre ad Molsgårdvej, siger Jens Chr. Nielsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Efter politisk pres: Nu inviterer kommunen til borgermøde om Dan Gødning

Kultur

Dodo & The Dodos i Eksercerhuset i 2020

Fredericia

Politikere ønsker borgermøde om Dan Gødning A/S-tankanlæg - hvad synes du?

Annonce