Annonce
Danmark

Funding: Alternativet er ved at tage livet af sig selv

Thomas Funding Foto: Michael Nørgaard
Kombinationen af et elendigt valgresultat og en selvudslettende parlamentarisk strategi er ved at sende Alternativet ud i ligegyldighedens glemsel. Det ser sort ud for partiet, der ellers ynder at iscenesætte sig selv under ordet håb. Dette kan meget vel blive Alternativets sidste periode i Folketinget.

Love is in the air everywhere I look around! Oh, oh, oh, oh, uh! Året er 2016 og Alternativet holder landsmøde i Odense. Stemningen er i top. John Paul Youngs ørehænger fra sluthalvfjerdserne brager ud af højttalerne. Alternativet har kastet sig ud i fællesdans, og forrest – helt oppe ved tv-kameraerne – danser Uffe Elbæk rundt med jazz hands.

Jeg stod lige bag kameraerne og observerede det hele, og jeg må indrømme, at der var en energi i rummet, der smittede. Og jeg er normal vis ikke til gak og gøgl. I snart to årtier har jeg frekventeret partiernes landsmøder, landsråd og kongresser, og jeg har aldrig før eller siden oplevet en eufori som denne.

Det er en stærk følelse at bygge et parti på, og Alternativet red stadig på bølgen i 2016, hvor de et år forinden havde høstet flotte 4,8 procent af stemmerne til folketingsvalget. Partiet var bygget af aktivister, der ville ændre verden. Forandre. Grøn omstilling og et opgør med den politiske kultur var mærkesagerne.

Men så blev det hverdag. Interne beskyldninger om magtmisbrug, sexchikane og ødsel med offentlige midler tog Alternativets uskyld. Og med den forsvandt også en del af begejstringen.

Det mærkede man tydeligt ved dette års landsmøde. Fællesdansen var afløst af lange organisatoriske diskussioner, og den efterfølgende fest virkede mere til at være stablet på benene af pligt end af lyst.

Og måske er det sådan, det må gå. Man kan ikke forblive nyforelskede for evigt. Det er først, når man ikke længere får stød af en kærestes lette berøring, at man ved, om det er noget, der holder. Og i Alternativets tilfælde ser projektets berettigelse tynd ud nu, hvor forelskelsens tåge er lettet.

Folketingsvalget før sommerferien havde således et altdominerende emne. Klima. Den foreløbige kulmination på en folkestemning, Alternativet var afgørende i at få skabt. Selvom partier som SF og Enhedslisten i mange år har advokeret for det samme, var det først med Uffe Elbæk og co., at klimapolitikken fandt bundklang bredt i befolkningen.

Men på trods af, at Alternativet burde have haft det som en fisk i vandet ved valget, gik partiet markant tilbage og fik kun tre procent af stemmerne. Man kan give skylden på de føromtalte dårlige sager, men partiets problemer stikker dybere. Valget viste, at danskerne gerne vil grøn omstilling, men bare ikke med Alternativet i spidsen. Det er der, hunden ligger begravet.

Og hvorfor vil vælgerne så ikke dette? Måske det har noget at gøre med, at Alternativet grundlæggende fornægter de parlamentariske logikker på Christiansborg og derfor reelt har sat sig selv udenfor indflydelse.

Vi skal igen tilbage til valgkampen, hvor Uffe Elbæk præsenterede sig selv som statsministerkandidat. Alternativet ville ikke pege på hverken Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen. De ville ”trække deres mandater ud af ligningen”, som der blev sagt.

I øjeblikket kunne man argumentere for, at meldingen var godt fundet på. Alternativet disruptede endnu engang dansk politik og skubbede til alles opfattelse af, hvad der var op og ned. Hvorfor skulle et folketingsvalg være et præsidentvalg?

Men da nyhedens interesse var fordampet i løbet af nogle måneder, efterlod Uffe Elbæks kandidatur Alternativet i problemer.

Danskerne kunne udmærket godt gennemskue, at Uffe Elbæk ikke havde en kinamands chance for at blive statsminister, hvilket han også selv indrømmede i et senere interview til Politiken.

Budskabet til vælgerne var altså sat på spidsen: Vi vil have statsministerposten, men vi ved godt, at vi ikke får den. Til gengæld har vi ikke tænkt os at bruge vores mandater til at forhandle indrømmelser hjem fra den statsminister, vi måtte foretrække af de to eneste reelle kandidater. Eller sagt med andre ord: Vi sætter os udenfor indflydelse.

Det siger sig selv, at de vælgere, der måtte mene, at klimaomstilling er den vigtigste dagsorden overhovedet – det handler som bekendt om planetens overlevelse – ikke har lyst til at stemme på et parti, der sætter sig selv udenfor døren.

Og sådan gik det. Alternativet gik som sagt markant tilbage. Men partiet holder på trods af vælgerlussingen stædigt fast i strategien. Under regeringsforhandlingerne nægtede Uffe Elbæk således fortsat at bringe sine mandater i spil.

Så mens SF, Enhedslisten og Radikale Venstre fik presset Socialdemokratiet til at skrue reduktionsmålet for drivhusgasser op fra 60 til 70 procent, sad Alternativets fem mandater udenfor døren og havde nul indflydelse

Men selv hvis Alternativet nu skulle finde på at melde sig ind i Christiansborgs parlamentariske virkelighed og acceptere, at det er en verden, hvor ingenting er gratis, så er det muligvis allerede for sent. Skaden er sket.

Alternativet fik kun fem mandater ved valget, og de er tæt på ubrugelige. Mette Frederiksen har flertal uden Uffe Elbæks tropper, og de skal således være glade, hvis de overhovedet bliver inviteret til forhandlinger. Tag bare de igangværende finanslovsforhandlinger, hvor det kun er partier, der har peget på Mette Frederiksen, der sidder med ved bordet.

Skulle man derfor udpege ét parti, der er i farezonen for at ryge ud ved det næste folketingsvalg, så er det Alternativet. Og årsagen til dette, skal langt hen ad vejen findes i deres parlamentariske strategi det seneste år. De er godt i gang med at tage livet af sig selv.

Annonce

Fundings udvalgte citater fra ugen i politik

- Den klimaambition, regeringen har sat, betyder, at vi står foran en af de største ændringer af vores samfundsøkonomi, siden vi udvidede velfærdsstaten i begyndelsen af 1960'erne. Derfor er vi nødt til at tænke den grønne omstilling ind som en integreret del af den økonomiske politik.

Finansminister Nicolai Wammen fortalte til Berlingske, at regeringen opretter et nyt center for grøn økonomi, klima og EU, der skal sikre grønne regnemodeller i Finansministeriet.

- Vi synes, at vi skal give os selv en mulighed for at tage en timeout – om det så er i et halvt år eller et år – indtil vi har det rigtige beslutningsgrundlag i forhold til nordsøolien.

Det Konservative Folkepartis Mette Abildgaard proklaerede til Berlingske, at partiet nu mener, at der skal sættes pause på nye olie- og gaseventyr i Nordsøen.

- Det kommer bag på mig, at regeringen foreslår så massiv kameraovervågning, som der er tale om her. Hvad blev der af jordbærboden? Tilliden? Skulle vi ikke netop være fri af alt den overvågning?

Radikale Venstres retsordfører Kristian Heegaard kritiserede overfor DR statsminister Mette Frederiksens ide om at give politiet lov til at sætte flere overvågningskameraer op. Også Enhedslisten er imod.

- Regeringens forhandlingsreserve rækker simpelthen ikke. 2,1 milliard kan måske lyde af meget, men det er det ikke, når vi skal have ændret kursen på velfærdssamfundet.

SF foreslog her i avisen Danmark fem måder, hvor på man kan skaffe flere penge at forhandle finanslov om. Fire af dem var afgifts- og skattestigninger. Samtlige af regeringens støttepartier kræver nu, at der bliver fundet flere penge.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce