Annonce
Danmark

Funding: Fløjkampen i Venstre ulmer igen, og det er meget farligt

Thomas Funding Foto: Michael Nørgaard
Chokket er stadig ved at bundfælde sig i Venstre, efter at Lars Løkke Rasmussen i denne uge åbnede op for at gå i regering med Socialdemokratiet. Kristian Jensen-fløjen er målløse og mener, formanden opfører sig hasarderet. Magtkampen fra 2014 er vakt til live igen og risikerer at eskalere.

Man må give Lars Løkke Rasmussen, at han spiller for at vinde. Den nemme løsning ville have været at give op køre Venstre i garagen på omkring de 18 procent og så ellers overlade nøglerne til Kristian Jensen.

Men det ligger ikke til Løkkes natur. Han er altid bedst på de sidste meter, og han mangler ikke risikovillighed, når han står med ryggen mod muren.

Og det er det, der er problemet, hvis man spørger i visse kredse i Venstre. De ser en tendens. En tendens hvor Løkke er klar til at gøre næsten hvad som helst for at holde fast i magten.

Flere joker i en syrlig tone med, at formanden tidligere har vist, at han vil være statsminister for enhver pris og nu også, at han vil være minister for enhver pris. De er bekymrede over, hvilket parti de står tilbage med, når statsministeren er fortid i dansk politik, hvilket de anser som et nært forestående scenarie.

Tag bare de sidste måneder under Løkkes ledelse. Her har Venstre taget flere standpunkter, kritikerne har svært ved at se sig selv i. Regionerne skal lukkes, minimumslønninger er ikke længere et fyord, der skal indføres en bund under selskabsskatten i EU, det økonomiske råderum skal bruges på offentligt forbrug, skatten skal som udgangspunkt ikke sænkes, og her til sidst har statsministeren så åbnet op for et regeringssamarbejde med arvefjenden i Socialdemokratiet.

En vittig sjæl lagde i den forbindelse et billede op på de sociale medier, hvor Løkke står storsmilende og tager et billede af sig selv med sin mobiltelefon. En såkaldt selfie. I baggrunden er der fotomanipuleret et billede af en paddehattesky fra en atombombe ind. Flere venstremedlemmer har grint højlydt af dette billede. Det indkapsler for dem deres frygt. Løkke satser, og de står tilbage med den potentielle ruinhob.

Det hele har fået et ekstra twist ved, at Løkke de facto har annulleret formandskabet i Venstre med sin åbning til Socialdemokratiet. Formandskabet er betegnelsen for den magtdeling Lars Løkke Rasmussen indgik med Kristian Jensen i kælderen under Odense Congress Center i 2014 som modydelse for, at Jensen ikke væltede ham som formand.

Der var således kun 15 personer, der vidste, at Lars Løkke Rasmussen på Venstres vegne ville åbne op for et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. Det har forfatteren til bogen, hvor Løkke fortæller om sine tanker, berettet. Kristian Jensen var ikke en af de 15. Det er meget svært ikke at se som andet end en bevidst handling fra Lars Løkke Rasmussens side. Han har altså bevidst holdt sin næstformand i mørket.

Kristian Jensen så derfor heller ikke ligefrem tilfreds ud, da han skulle kommentere på formandens tanker. I første omgang forsøgte han at lægge afstand ved at sige, at det hverken var hans 1. eller 2. prioritet at gå i regering med Socialdemokratiet. Senere måtte han dog trække i land på Twitter.

Og det er da også et dilemma for Kristian Jensen. Går han imod sin formand midt i en valgkamp, bryder der borgerkrig ud i Venstre, noget vælgerne med sikkerhed vil straffe hårdt på valgdagen. Ingen kan sige, hvor galt det så kan gå for partiet. Men gør Kristian Jensen ingenting, lader han Løkke fortsætte sin stil. En stil flere omkring Kristian Jensen betegner som hasarderet.

Reelt har Kristian Jensen dog ikke noget valg, og det har Lars Løkke Rasmussen for længst gennemskuet. Risikoen for, at Venstre nedsmelter, er for stor, og det disciplinerer. Næstformanden må sidde stille af hensyn til partiet og så ellers håbe på, at formanden ikke kører Venstre ud over skrænten.

Og det kan da heller ikke afvises, at Løkke endnu engang i 11. time har fundet et musehul, han kan kravle ud af. Ligesom da han i 2014 reddede sin formandspost ved at dele magten med Kristian Jensen.

Store dele af befolkningen ønsker et regeringssamarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet, og måske nogle af dem kan tiltrækkes af Lars Løkke Rasmussens melding. Lykkes det, vil Løkke blive udråbt som et politisk geni. Grænsen mellem gal og genial er som bekendt hårfin.

Men selv hvis Løkke kan få Venstre til at vokse, så er det tæt på umuligt at se, at det bliver nok til, at blå blok vinder. Særligt ikke hvis statsministeren ikke vil basere sig på Stram Kurs og Nye Borgerliges mandater.

Derfor bliver der også spekuleret voldsomt i Venstre lige nu. Hvad er Løkke egentlig ude på? Han har tydeligvis kørt Kristian Jensen ud på et sidespor, men betyder det, at han forsøger at omgå ham som Venstres næste formand? Vil Løkke insistere på at blive siddende som formand for Venstre, hvis han isoleret set sikrer partiet en fremgang ved valget?

Ingen synes dog at kunne blive klog på formanden. Særligt ikke blandt Kristian Jensens støtter. Og den usikkerhed er farlig for partiet. Følelserne sidder udenpå tøjet, og tilliden kan ligge på et meget lille sted. Der skal ikke meget mere til for at få tingene til at eskalere.

Annonce

Fundings udvalgte citater fra ugen i politik

- Jeg er dybt bekymret over, hvordan det parlamentariske grundlag kan komme til at tegne sig efter grundlovsdag. Der kan opstå en situation, hvor jeg måske kunne fortsætte som statsminister, men hvor det ville kræve, at jeg gav nogle indrømmelser, som jeg ganske enkelt ikke er parat til at give.

Lars Løkke Rasmussen (V) begrundede på et pressemøde, hvorfor han "åbner døren på klem" for et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet efter valget.

- De politiske uenigheder er af sådan en karakter, at en sådan regering ikke kan komme på tale.

Mette Frederiksen (S) var dog til Ritzau ganske afvisende overfor Lars Løkke Rasmussens tilbud om samarbejde.

- Jeg synes jo, vi skal slå pjalterne sammen og arbejde fuldtonet for, at der stadig er et borgerligt flertal i Danmark.

Søren Pape Poulsen (K) var ligesom Anders Samuelsen (LA) ikke ligefrem begejstrede over tanken om en SV-regering, da han blev interviewet af TV 2.

- Jeg synes, det er fantastisk. Særligt hvis Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kan finde sammen. Så kommer vi fri af Liberal Alliances ønsker om at lempe topskatten samt, at Radikale Venstre skal styre udlændingepolitikken.

En der dog var begejstret overfor Lars Løkke Rasmussens dør på klem, var Kristian Thulesen Dahl (DF). Dog kun hvis samarbejdet bygger på Dansk Folkeparti, som han fortalte til DR.

- Jeg har ikke nogle kommentarer, fordi det, du spørger til, er noget, der vedrører privatlivet, og det har jeg ingen kommentarer til.

Rasmus Paludan var meget formælt, da avisen Danmark konfronterede ham med historien om, at han i årevis har chikaneret en ung mand, så han og hans familie ifølge vidner var på sammenbruddets rand.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Tillidsmand: Det handler om borgernes sikkerhed

Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen. Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op. Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til. Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid? Jeg fortsatte min rundringning. Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling? Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer. Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold. Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt? En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere. Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i? Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen. Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden. Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

112

Brandfolk kører i gamle biler, og nu skal der måske spares endnu mere

Annonce