Annonce
Danmark

Funding: Fløjkampen i Venstre ulmer igen, og det er meget farligt

Thomas Funding Foto: Michael Nørgaard
Chokket er stadig ved at bundfælde sig i Venstre, efter at Lars Løkke Rasmussen i denne uge åbnede op for at gå i regering med Socialdemokratiet. Kristian Jensen-fløjen er målløse og mener, formanden opfører sig hasarderet. Magtkampen fra 2014 er vakt til live igen og risikerer at eskalere.

Man må give Lars Løkke Rasmussen, at han spiller for at vinde. Den nemme løsning ville have været at give op køre Venstre i garagen på omkring de 18 procent og så ellers overlade nøglerne til Kristian Jensen.

Men det ligger ikke til Løkkes natur. Han er altid bedst på de sidste meter, og han mangler ikke risikovillighed, når han står med ryggen mod muren.

Og det er det, der er problemet, hvis man spørger i visse kredse i Venstre. De ser en tendens. En tendens hvor Løkke er klar til at gøre næsten hvad som helst for at holde fast i magten.

Flere joker i en syrlig tone med, at formanden tidligere har vist, at han vil være statsminister for enhver pris og nu også, at han vil være minister for enhver pris. De er bekymrede over, hvilket parti de står tilbage med, når statsministeren er fortid i dansk politik, hvilket de anser som et nært forestående scenarie.

Tag bare de sidste måneder under Løkkes ledelse. Her har Venstre taget flere standpunkter, kritikerne har svært ved at se sig selv i. Regionerne skal lukkes, minimumslønninger er ikke længere et fyord, der skal indføres en bund under selskabsskatten i EU, det økonomiske råderum skal bruges på offentligt forbrug, skatten skal som udgangspunkt ikke sænkes, og her til sidst har statsministeren så åbnet op for et regeringssamarbejde med arvefjenden i Socialdemokratiet.

En vittig sjæl lagde i den forbindelse et billede op på de sociale medier, hvor Løkke står storsmilende og tager et billede af sig selv med sin mobiltelefon. En såkaldt selfie. I baggrunden er der fotomanipuleret et billede af en paddehattesky fra en atombombe ind. Flere venstremedlemmer har grint højlydt af dette billede. Det indkapsler for dem deres frygt. Løkke satser, og de står tilbage med den potentielle ruinhob.

Det hele har fået et ekstra twist ved, at Løkke de facto har annulleret formandskabet i Venstre med sin åbning til Socialdemokratiet. Formandskabet er betegnelsen for den magtdeling Lars Løkke Rasmussen indgik med Kristian Jensen i kælderen under Odense Congress Center i 2014 som modydelse for, at Jensen ikke væltede ham som formand.

Der var således kun 15 personer, der vidste, at Lars Løkke Rasmussen på Venstres vegne ville åbne op for et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. Det har forfatteren til bogen, hvor Løkke fortæller om sine tanker, berettet. Kristian Jensen var ikke en af de 15. Det er meget svært ikke at se som andet end en bevidst handling fra Lars Løkke Rasmussens side. Han har altså bevidst holdt sin næstformand i mørket.

Kristian Jensen så derfor heller ikke ligefrem tilfreds ud, da han skulle kommentere på formandens tanker. I første omgang forsøgte han at lægge afstand ved at sige, at det hverken var hans 1. eller 2. prioritet at gå i regering med Socialdemokratiet. Senere måtte han dog trække i land på Twitter.

Og det er da også et dilemma for Kristian Jensen. Går han imod sin formand midt i en valgkamp, bryder der borgerkrig ud i Venstre, noget vælgerne med sikkerhed vil straffe hårdt på valgdagen. Ingen kan sige, hvor galt det så kan gå for partiet. Men gør Kristian Jensen ingenting, lader han Løkke fortsætte sin stil. En stil flere omkring Kristian Jensen betegner som hasarderet.

Reelt har Kristian Jensen dog ikke noget valg, og det har Lars Løkke Rasmussen for længst gennemskuet. Risikoen for, at Venstre nedsmelter, er for stor, og det disciplinerer. Næstformanden må sidde stille af hensyn til partiet og så ellers håbe på, at formanden ikke kører Venstre ud over skrænten.

Og det kan da heller ikke afvises, at Løkke endnu engang i 11. time har fundet et musehul, han kan kravle ud af. Ligesom da han i 2014 reddede sin formandspost ved at dele magten med Kristian Jensen.

Store dele af befolkningen ønsker et regeringssamarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet, og måske nogle af dem kan tiltrækkes af Lars Løkke Rasmussens melding. Lykkes det, vil Løkke blive udråbt som et politisk geni. Grænsen mellem gal og genial er som bekendt hårfin.

Men selv hvis Løkke kan få Venstre til at vokse, så er det tæt på umuligt at se, at det bliver nok til, at blå blok vinder. Særligt ikke hvis statsministeren ikke vil basere sig på Stram Kurs og Nye Borgerliges mandater.

Derfor bliver der også spekuleret voldsomt i Venstre lige nu. Hvad er Løkke egentlig ude på? Han har tydeligvis kørt Kristian Jensen ud på et sidespor, men betyder det, at han forsøger at omgå ham som Venstres næste formand? Vil Løkke insistere på at blive siddende som formand for Venstre, hvis han isoleret set sikrer partiet en fremgang ved valget?

Ingen synes dog at kunne blive klog på formanden. Særligt ikke blandt Kristian Jensens støtter. Og den usikkerhed er farlig for partiet. Følelserne sidder udenpå tøjet, og tilliden kan ligge på et meget lille sted. Der skal ikke meget mere til for at få tingene til at eskalere.

Annonce

Fundings udvalgte citater fra ugen i politik

- Jeg er dybt bekymret over, hvordan det parlamentariske grundlag kan komme til at tegne sig efter grundlovsdag. Der kan opstå en situation, hvor jeg måske kunne fortsætte som statsminister, men hvor det ville kræve, at jeg gav nogle indrømmelser, som jeg ganske enkelt ikke er parat til at give.

Lars Løkke Rasmussen (V) begrundede på et pressemøde, hvorfor han "åbner døren på klem" for et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet efter valget.

- De politiske uenigheder er af sådan en karakter, at en sådan regering ikke kan komme på tale.

Mette Frederiksen (S) var dog til Ritzau ganske afvisende overfor Lars Løkke Rasmussens tilbud om samarbejde.

- Jeg synes jo, vi skal slå pjalterne sammen og arbejde fuldtonet for, at der stadig er et borgerligt flertal i Danmark.

Søren Pape Poulsen (K) var ligesom Anders Samuelsen (LA) ikke ligefrem begejstrede over tanken om en SV-regering, da han blev interviewet af TV 2.

- Jeg synes, det er fantastisk. Særligt hvis Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kan finde sammen. Så kommer vi fri af Liberal Alliances ønsker om at lempe topskatten samt, at Radikale Venstre skal styre udlændingepolitikken.

En der dog var begejstret overfor Lars Løkke Rasmussens dør på klem, var Kristian Thulesen Dahl (DF). Dog kun hvis samarbejdet bygger på Dansk Folkeparti, som han fortalte til DR.

- Jeg har ikke nogle kommentarer, fordi det, du spørger til, er noget, der vedrører privatlivet, og det har jeg ingen kommentarer til.

Rasmus Paludan var meget formælt, da avisen Danmark konfronterede ham med historien om, at han i årevis har chikaneret en ung mand, så han og hans familie ifølge vidner var på sammenbruddets rand.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce