Annonce
Danmark

Funding: Lækager vidner om stigende uro i Dansk Folkeparti

I dele af partiet er der frustration over, DF-leder Kristian Thulesen Dahl efter manges mening ikke har taget de nødvendige konsekvenser af partiets nedsmeltning sidste år. Billedet er fra Kristian Thulesen Dahls partiledertale på Hovedscenen i Allinge under Folkemødet 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Sidste års valgnederlag er langtfra færdigbearbejdet i Dansk Folkeparti. Kilder i partiet fortæller, at der i dele af partiet er en voksende frustration over, at man ikke synes, Kristian Thulesen Dahl har taget de nødvendige konsekvenser af nedsmeltningen sidste år. Og så har det gjort stort indtryk, at Pia Kjærsgaard på et gruppemøde i sidste uge tog ordet og skældte ud. Avisen Danmarks politiske redaktør, Thomas Funding, giver her en udvidet analyse af Dansk Folkeparti bag facaden.

DF: For at forstå, hvorfor uroen lige nu vokser i Dansk Folkeparti, bliver man nødt til at spole tiden tilbage til 5. juni 2019. Datoen for folketingsvalget.

Dansk Folkeparti skrev sig den dag ind i danmarkshistorien. Ikke siden 1915 har et parti i ét hug mistet så mange stemmer, som DF gjorde. Ikke mindre end 433.841 danskere vendte liste O ryggen, og partiets gruppeværelse gik fra at skulle rumme 37 folketingsmedlemmer til kun 16.

Et nederlag så eklatant ville i alle andre partier havde været ensbetydende med formandens afgang. Men ikke i Dansk Folkeparti. Her er partikulturen anderledes. Formandens ord er lov, og den følger man.

Men måske ikke så meget mere. I hvert fald var det helt uhørt, da en række af partiets profiler i dagene efter valget gik ud og kritiserede ledelsen i medierne.

- Jeg tror, at der kommer til ske nogle ændringer i partiet, udtalte en tydeligt skuffet Alex Ahrendtsen således til TV2/Fyn og blev bakket op af Morten Messerschmidt i et interview på TV2.

- Det er selvfølgelig en kæmpe øretæve, og det er ledelsen, der bærer ansvaret. Man er nødt til at gøre noget anderledes, fortalte det tidligere medlem af Europa-Parlamentet.

Den kraftigste kritik kom dog fra Christian Langballe, der som søn af det afdøde DF-koryfæ Jesper Langballe taler med stor vægt i partiet.

- Har vi overhovedet ført nogen valgkamp? Da valgkampen gik i gang, blev jeg bare efterladt på perronen. Jeg har spejdet langt efter ledelse. Det har der ikke været, tordnede han i TV Midt-Vest.

Annonce
Det har gjort stort indtryk, at partistifter Pia Kjærsgaard på et gruppemøde i sidste uge tog ordet og skældte ud på partitoppen. På billedet taler hun til sine DF'erne på Charistiansborg på aftenen for europaparlamentsvalget i maj sidste år. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Presset til handling

Det var ikke sådan, at kritikken for alvor fik stolen til at vakle under Kristian Thulesen Dahl, og det har nok heller aldrig været hensigten fra kritikerne, men DF-formanden var ikke desto mindre presset af sit bagland i tiden efter valget. Morten Messerschmidt, Alex Ahrendtsen og Christians Langballe havde nemlig sat ord på noget, mange medlemmer følte, men kun få turde tale offentligt om.

Avisen Danmark talte i ugerne efter valget med en lang række DF’ere, der uden for citat bakkede kritikken op. Strategien var slået fejl, kampagnen havde ikke fungeret, noget måtte ske!

Kristian Thulesen Dahl var derfor nødt til at vise handling. Gjorde han ikke det, var der en risiko for, at han ville blive målskive for baglandets frustrationer. Og så sagt som gjort, allerede i DF-formandens tale på valgaften forsøgte han at komme de kritiske røster i møde.

- Vi skal nu i partiet have lagt en strategi for, hvordan vi bedst kommer videre fra den vælgerlussing, vi får i dag. Og jeg vil som led i dette arbejde tage en rundtur til Dansk Folkepartis bagland og drøfte situationen med dem, forklarede Kristian Thulesen Dahl, mens pressefotografernes ubønhørlige blitzlys fik hans allerede eksisterende furer i ansigtet til at se endnu dybere ud.

- Og så videre

Idéen med baglandsturneen var at give baglandet mulighed for at komme af med frustrationerne på en kontrolleret måde. Det var således ikke et tilfælde, at Kristian Thulesen Dahl til møderne medbragte en lille rød notesbog, hvor han møjsommeligt skrev medlemmernes kritik ned. Signalet var, at han var der for at tage slagene og lytte.

Og efter en endeløs række af møder med kritik af ledelsen og dennes dispositioner, forsøgte Kristian Thulesen Dahl på partiets landsmøde i september at samle op på noterne i den lille røde bog. Ifølge ham var der særligt tre ting, der gik igen.

Det havde været en fejl, at DF ikke var gået efter at komme i regering, samarbejdet med Socialdemokratiet var blevet for tæt, og så havde den interne kommunikation i partiet været for dårlig, forklarede han fra talerstolen og sluttede af med at forsøge at trække en streg i sandet.

- Vi viser danskerne, at vi er et stærkt parti - med stort sammenhold - et parti, som danskerne ved, hvor de har. Som de kan have tillid til. Men også et parti, som vedkender sig at kunne begå fejl. Men som lærer af de fejl og kommer videre.

Kommer videre. To helt centrale ord. Baglandet var blevet lyttet til, Kristian Thulesen Dahl havde taget slagene og erkendt sine fejl. Nu skulle der ikke tales mere om nederlaget, nu skulle man videre.

Og strategien så faktisk ud til at fungere i starten. På landsmødet virkede medlemmerne godt tilfredse med formandens bodsgang, men det har ændret sig de seneste måneder. Utilfredsheden ser ud til igen at vokse.

Skuffede medlemmer

En række af hinanden uafhængige kilder i DF fortæller således til avisen Danmark, at der i dele af partiet er en stigende frustration over, at man ikke synes, at der sker nok. Flere forlod landsmødet i september med en tro på, at nu ville forandringerne komme. Men mange af disse fortæller, at de i dag sidder tilbage skuffede.

De føler i det store hele, at partiet fortsætter som hidtil, og at man har ladet de samme personer, som var ansvarlige for det historiske valgnederlag, fortsætte på partiets ledende poster. Det er underforstået, at man anser disse som stopklodser for forandring.

Med til historien hører dog, at ledelsen i partiet faktisk har sat gang i en række projekter. Sekretariatsbistanden til folketingsmedlemmerne er for eksempel blevet omorganiseret, man er i gang med at besætte tre stillinger, der skal have fokus på sociale medier, og så sent som torsdag meldte man ud, at han havde ansat en tidligere medarbejder som ny souschef i partiet.

De skuffede medlemmer mener dog ikke, det er nok, hvis DF skal tilbage på sporet. De efterlyser mere radikal handling fra formanden.

- Hun er utålmodig

Intet af alt dette er dog nået ud til offentligheden. Dansk Folkeparti er notorisk et af de mest lukkede partier, hvad interne forhold angår. Men i sidste uge fik danskerne et sjældent glimt af, hvad der foregår bag facaden i det ellers så topstyrede parti.

Torsdag i sidste uge kunne netmediet Altinget fortælle, at folketingsmedlemmet Marie Krarup havde valgt at træde ud af DF’s gruppeledelse. Ikke i sig selv en stor nyhed, men det sendte alligevel chokbølger igennem Dansk Folkeparti. Det er stort set aldrig før sket, at der er blevet lækket fra de inderste kredse i partiet, og der er klare regler for, at gør man det, får man først en advarsel, og sker det igen, bliver man ekskluderet af partiet. Ledelsen begyndte derfor også straks at efterforske, hvem den skyldige kunne være.

Altinget kunne videre fortælle en yderst interessant forhistorie til Marie Krarups exit. Ifølge mediets politiske redaktør havde hun truffet sin beslutning efter at være blevet kritiseret af den øverste ledelse for uden tilladelse at have gennemført en undersøgelse blandt partiets folketingsmedlemmer. Angiveligt havde Marie Krarup sat sig for at undersøge, hvad folketingsmedlemmerne tænkte om den hjælp, de får fra DF’s sekretariat. Konklusionen var ifølge Altinget, at folk var jævnt utilfredse med både den politiske og mediemæssige sparring.

Partiledelsen forsøgte at afdramatisere Marie Krarups exit, men gruppeformand Peter Skaarup kom tæt på at erkende, at der har været knas på linjen, da han blev presset i et interview med Berlingskes journalister.

- Har hun ytret utilfredshed?

- Hun har på linje med andre - herunder mig selv - været utålmodig med, om vi kan følge med tiden, og om vi hele tiden kan matche det rundt om. Vi får også nogle nye medarbejdere til at hjælpe med sociale medier, der er blevet mere dominerende end før i tiden. Hun er utålmodig, og det er jeg også, svarede Peter Skaarup efter at have undveget spørgsmålet ad flere omgange.

Pia skælder ud

Avisen Danmark har talt med en række kilder, der fortæller, at historien om Marie Krarup blev taget op på et gruppemøde i sidste uge, og at det hurtigt udviklede sig til en meget direkte meningsudveksling. Det gjorde især indtryk, da Pia Kjærsgaard tog ordet. Udlægningen af, hvad den tidligere partiformand præcis sagde, er lidt divergerende, men ingen var efterfølgende i tvivl om, at sagen havde gjort hende gal, og at en del af vreden var rettet mod partiets ledelse.

Flere kilder finder sammenstødet på gruppemødet rammende for den stemning, de oplever i partiet. ”Krybben er tom, og så bides hestene” fortæller en kilde, og en anden beskriver, hvordan personen oplever, at der i dele af partiet er en opgivende stemning. En tredje beretter om en tiltagende hvisken i krogene, men at de færreste tør lufte deres kritik åbent af frygt for mulige konsekvenser.

Frygt for kommunal massakre

En del af den voksende utilfredshed internt hænger givetvis sammen med, at Dansk Folkeparti ikke har rokket sig ud af flækken siden valget. Situationen ser faktisk ud til at blive værre. Kigger man på de meningsmålinger, Voxmeter laver for Ritzau, kan man se, at DF er faldet yderligere godt et halvt procentpoint i vælgeropbakning siden valget, så partiet, hvis der var valg i dag, kun ville få 8,1 procent af stemmerne.

Situationen er altså ikke forbigående, men snarere udtryk for et nyt normalniveau for partiet. Og det får flere af de kilder, avisen Danmark har talt med i både folketingsgruppen og i det kommunale bagland, til at frygte for kommunalvalget næste år. Det er nemlig et faktum, at DF historisk klarer sig væsentligt ringere, når vælgerne skal stemme til landets byråd og kommunalbestyrelser sammenlignet med Folketinget.

Flere kilder i DF taler derfor om en frygt for, at partiet, hvis ikke målingerne går frem, kan risikere at ende på en samlet tilslutning i landets kommuner på omkring de fem procent - eller lavere. Et regulært katastrofevalg.

Sker det, står rigtig mange af Dansk Folkepartis lokalpolitikere til at ryge ud, og det er før set, at det kan katalysere intern kritik i et parti, når folkevalgte mister deres taburetter. Hvad det kan føre til, er umuligt at sige, men de fleste af de kilder, avisen Danmark har talt med, er enige om, at det vil øge presset på Kristian Thulesen Dahl markant.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Fredericia

Beboer vred over lukning af medborgerhus: - Vi bøjer os for kriminaliteten

112

Flere genstande beslaglagt: 35 visitationer i to zoner de seneste dage

Annonce