Annonce
Danmark

Funding: Mette Frederiksen lægger godt fra land

Thomas FundingFoto: Michael Nørgaard
Socialdemokratiet kan være godt tilfredse. Nøglerne til Statsministeriet har ikke været gratis, men prisen er til at leve med. Det såkaldte ”forståelsespapir” er så tilpas ukonkret, at det ikke bliver en spændetrøje for Mette Frederiksen. Kun på udlændingeområdet leger Socialdemokratiet med ilden. Nu begynder det hårde arbejde, hvor alle drømmene skal realiseres. Finansieringen af valgløfterne tegner til at blive de næste fire års helt store politiske slagsmål, og det er i sidste ende det, der afgør, om Mette Frederiksen bliver en succes som statsminister.

Juryen er stadig ude

Inden forhandlingerne startede, stod det klart, at der var to områder, hvor Socialdemokratiet ikke ville kunne give sig: Den stramme udlændingepolitik skulle bestå, og der skal indføres en ret til lavere pensionsalder for de mest nedslidte.

Mette Frederiksen havde så meget personlig troværdighed bundet op i de to emner, at et løftebrud ville være altødelæggende.

Det var derfor også der, journalister og politiske fjender orienterede sig først, da partierne i rød blok natten til onsdag præsenterede deres længe ventede politiske aftale – eller ”forståelsespapir”, som det er blevet døbt på christiansborgsk.

Ser man på spørgsmålet om differentieret pensionsalder, er der ikke tale om et løftebrud. I hvert fald ikke endnu. Projektet er ikke dødt, da onsdagens aftale ikke tvinger Mette Frederiksen til at droppe forslaget. Men svært ser det ud. Forståelsespapiret er en udpensling af, at Socialdemokratiet ikke har flertal for sit forslag, da Radikale Venstre vender det ryggen.

Socialdemokratiet må nu forsøge at sjakre sin mærkesag igennem i det nye folketing, men mange har en interesse i at få det til at kuldsejle. Enten fordi de er uenige i indholdet, eller fordi de vil skade Socialdemokratiet. Alt kan selvfølgelig købes, men det kan ende med at blive endog meget dyrt for Mette Frederiksen at indfri sit valgløfte.

Også på udlændingeområdet er juryen stadig ude. Vi ved nogenlunde, hvad Socialdemokratiet har givet af indrømmelser, men om det konstituerer et løftebrud, er svært at sige. Der er ikke nogen facitliste, så i sidste ende er det vælgernes afgørelse.

Socialdemokratiet havde på forhånd sikret sig, at de havde noget elastik at forhandle med. Mange af de indrømmelser, partiet har givet i forhandlingerne, er derfor ikke – når man kigger nøgternt på det – løftebrud. Mette Frederiksen havde for eksempel ikke garanteret, at hun ville holde fast i beslutningen om at gøre øen Lindholm til et udrejsecenter.

Kun på et punkt leger hun med ilden, og det er i relation til paradigmeskiftet. Radikale Venstre havde i valgkampen stillet krav om, at flere udlændinge skulle have lov til at blive i landet, hvis de ellers havde et job og var velintegrerede.

Det afviste Mette Frederiksen dengang blankt, men endte alligevel give sig i forhandlingerne.

Spørgsmålet er om dette kombineret med den samlede buket af lempelser i vælgernes øjne summerer op til et løftebrud. De har ikke nødvendigvis haft blik for Frederiksens elastikker, men blot hæftet sig ved, at hun i valgkampen garanterede, at den stramme udlændingepolitik ville bestå og forstået det sådan, at der ikke ville blive ændret et komma.

Umiddelbart ser det dog ikke ud til, at der for alvor er energi i diskussionen. I hvert fald ikke i medierne. Dansk Folkeparti og Inger Støjberg pander helt forventeligt til Mette Frederiksen, men det er, som om kritikken ikke rigtigt letter.

De næste målinger vil give os et fingerpeg om, hvad vælgerne tænker om sagen.

Annonce

Frederiksens succes står og falder med økonomien

Regeringsforhandlingerne tog næste tre uger, og de fire partier har brugt tiden effektivt, hvad angår brugen af penge.

Uden at det endelige regnestykke står klart, er der i gennemsnit blevet brændt et mindre milliardbeløb af hver eneste dag.

En reduktion af drivhusgasser på 70 procent, penge til de flere ældre og børn, bedre velfærd, investeringer i uddannelse og forskning, minimumsnormeringer og meget mere. Alt sammen koster penge.

Nogle af dem er allerede fundet. Det økonomiske råderum bliver brugt rub og stub, men det forslår som en skrædder i helvede. Forståelsespapiret forpligter derfor også regeringen til at skaffe ekstra 10 milliarder kroner, men præcis hvordan svæver i det uvisse.

Det var netop dette spørgsmål, der voldte store problemer i slutfasen af forhandlingerne. Radikale Venstre ville have reformer, der gjorde arbejdsudbuddet større, men de andre partier sagde nej. Enhedslisten var kraftigst i sin modstand.

Det lykkedes ikke parterne at blive enige, og derfor er forståelsesdokumentet udtryk for, at man har udskudt den diskussion til de kommende års finanslovsforhandlinger. Dog har både Morten Østergaard og Pernille Skipper fået indført hvert deres benspænd.

Radikale har fået med i aftalen, at det samlede arbejdsudbud ikke må falde. Det betyder, at Mette Frederiksen ikke bare kan hæve skatter og afgifter, da det ofte har en negativ effekt. Sætter man skatten op, og mindsker det arbejdsudbuddet, skal man altså modvirke det med andre initiativer.

Modsat har Enhedslisten fået skrevet ind, at de økonomiske skel ikke må øges. Altså at uligheden ikke må stige. Det er før set, at arbejdsudbudsreformer har haft netop denne effekt.

De to formuleringer stritter i hver sin retning, og det er et åbent spørgsmål, om de reelt umuliggør hinanden.

Gør de det, er det dårligt nyt for Mette Frederiksen. Rød bloks forståelsesdokument er ikke i sig selv noget værd. Det er bare 18 stykker A4-ark med bogstaver på. Mette Frederiksens succes som statsminister afhænger af, at hun kan skaffe finansieringen til at gøre indholdet af dokumentet til virkelighed.

Men den tid, den sorg. Lige nu er socialdemokraterne glade, og det forstår man godt. De er kommet ind i regeringskontorerne, og det giver muligheder.

Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Vores demokrati betaler prisen for Big Techs angreb på de lokale annoncekroner

I dag melder Jysk Fynske Medier ud, at mediehuset skal spare 117 mio. kr. i 2020 - samlet 228 mio. kr. fra 2022. En udmelding, der gør ondt på alle os, der er af den opfattelse, at journalistisk redigerede medier er en af grundpillerne i vores demokrati. Situationen er ikke unik for Jysk Fynske Medier. Sparerunden er en øvelse, vi desværre har set alt for mange af de senere år – fordelt over hele landet både lokalt, regionalt og landsdækkende.Besparelserne kommer som konsekvens af en medie- og annonceudvikling, der disse år rammer de lokale og regionale medier ekstra hårdt. Annonceomsætningen bevæger sig i store linjer fra print til digital, og fra de danske medier til techgiganter som Facebook og Google. I 2018 stod de to giganter for 61 procent af den danske annonceomsætning på internettet. Ikke mange ører af den indtjening er ført tilbage til og investeret i dansk indholdsholdsproduktion og journalistik. Og det har konsekvenser.En betydelig del af Facebook og Googles omsætning kommer fra lokale servicevirksomheder og den lokale detailhandel. Det er penge, som tidligere blev brugt på annoncering i lokale ugeaviser og lokale dagblade og som på den måde var med til at finansiere den lokale presse og dermed støtte det lokale demokrati. Ved årtusindskiftet havde de lokale og regionale ugeaviser på landsplan en print-annonceomsætning på knap 2,9 mia. kr. I 2018 havde samme medier en annonceomsætning på 1,24 mia. kr. Det svarer til et fald på 58 procent. Og alene fra 2017 til 2018 faldt annonceomsætningen med 154 mio. kr.Tilsvarende tendens ser vi for de regionale dagblade, der i 2014 havde en annonceomsætning på knap 425 mio. kr. I 2018 talte kasseapparatet bare 233 mio. kr. Det er dybt bekymrende tal, fordi det som bekendt alene er annoncekroner, der finansierer de lokale ugeaviser – og i nogen grad de regionale dagblade. Og på trods af, at mange i dag får deres nyheder fra diverse digitale kanaler, så er der fortsat flere end 2 millioner danskere, der ugentligt læser den lokale ugeavis på print.Annonceudviklingen har afledte konsekvenser og medfølgende udfordringer, som den danske mediebranche og efter bedste evne navigerer efter. Derfor er det mere end vigtigt, at vores folkevalgte politikere til foråret, når medieforhandlingerne begynder, ikke misser betydningen af noget af det allermest nære og demokratiske, vi har: De lokale og regionale medier.I medieaftalen 2019-2023, indgået af VLAK-regeringen i juni 2018, blev der givet en tiltrængt støtte til og fokus på betydningen af lokale og regionale medier. Klart og tydeligt endda. Det lød blandt andet, at det var en prioritet at sikre en bedre balance mellem landsdækkende og lokale samt regionale medier. Et konkret initiativ lød, at der fra og med 2020 skulle etableres en ny demokratistøttepulje med henblik på at støtte distrikts- og ugeaviser. Kontant lød støtten på 25 mio. kr. øremærket de lokale ugeaviser.Siden aftaleindgåelsen 2018 har vi imidlertid fået en ny regering og et flertal i Folketinget imod den nuværende medieaftale. Derfor er puljen med de 25 mio. kr. til ugeaviserne ikke blevet ført ud i livet. Det nye politiske flertal i Folketinget betyder forhåbentligt ikke, at de lokale og regionale medier ikke kan se frem politisk opbakning i et nyt medieforlig. Detaljen er bare, at vi endnu ikke ved, om det er tilfældet. Og mens vi venter, så bliver situationen for de regionale og lokale aviser samt ugeaviserne bare værre og værre.S-regeringen har kommunikeret et gentagende og tydeligt fokus på og ambitioner om at styrke det danske demokrati. At man vil sikre betingelserne for tillid til vores institutioner. Vi minder i den sammenhæng om, hvilken betydning de lokale og regionale medier har for nærdemokratiet, sammenhængskraften og det, der vedrører os alle - vores fælles hverdag.Derfor er det også glædeligt, at fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S) til fagbladet Journalisten har udtalt: ”Regeringen lægger meget stor vægt på, at et stærkt lokalt demokrati også kræver en stærk lokal og regional presse. At vi har en lokal presse, der også kan dække det lokale politiske liv og sikre dækning af beslutningerne på rådhuset og i regionerne.”Journalistiske vagthunde er vigtige, men de lokale ugeavisers og dagblades store betydning ligger også i at skildre de begivenheder, der berører borgernes hverdag. Det kan være alt fra foreningslivet, kriminalitet i lokalområdet, åbningen af nye butikker, kulturarrangementer og sportsaktiviteter til de politiske debatter i kommunalbestyrelsen. Alene de godt 200 lokale ugeaviser i Danmark er forskellige både i redaktionelt omfang, oplag og prioritering af indhold, men de har hver for sig en vigtig rolle at spille i lokalsamfundene.De lokale og regionale medier skal tilpasse sig markedet og udvikle deres journalistiske og kommercielle produkt. Måske ugeaviserne i fremtiden skal udkomme i nye formater og på nye platforme. Tro os, forretningsmodellerne vendes, drejes og testes over hele landet. De svindende redaktioner og mediehuse kæmper. Viljen er der. Men det er ikke nok.Det er tvingende nødvendigt, at der fra politisk hold er fokus på betydningen af lokale og regionale medier, og at rammevilkårene for et mangfoldigt medielandskab opretholdes i en ny medieaftale. Lokale og regionale medier er en afgørende betingelse for et tillidsfuldt (lokalt) samfund og et velfungerende (lokalt) demokrati.Kilder: Mediernes annonceomsætning, side 9, kilde: Det Danske Reklamemarked 2018, IRM. Omregning til faste priser: Danmarks Statistik, Forbrugerprisindeks (basisår: 2015). Data bearbejdet af Slots- og Kulturstyrelsen.Annoncestatistik dagblade 2017 – 2019Annoncestatistik dagblade 2014 – 2016

Annonce