Annonce
Danmark

Funding: Tre ting vi lærte af finanslovsforløbet

Thomas Funding mener, at forløbet med finanslovsforhandlingerne kan være et varsel om en besværlig fremtid for regeringen. Foto: Michael Nørgaard
Regeringen fik forhandlet en historisk sen finanslov på plads mandag aften.

Politisk redaktør på avisen Danmark, Thomas Funding, fortæller her, hvad vi lærte af den første finanslov fra den socialdemokratiske regering.

Annonce

1. Første stresstest af rød blok

Regeringen og dens støttepartier har mandag aften indgået en finanslovsaftale. Foto: Philip Davali/Scanpix

De første måneder af valgperioden har været en dans på roser for den socialdemokratiske regering. De frygtede regeringsforhandlinger gik væsentlig nemmere end forventet, og oven i det hele gik oppositionen i gang med at rive hovederne af hinanden i stedet for at gå efter den nye regering.

Men træerne vokser ikke ind i himlen. Tyngdeloven gælder også for Mette Frederiksen, og det mærkede statsministeren for første gang i slutforløbet af finanslovsforhandlingerne. Også hun skal kunne tælle til 90 for at få flertal for sin politik i Folketinget, og Socialdemokratiet får ingenting foræret.

I den sidste uge af finanslovsforhandlingerne fik vi en lille forsmag på, hvor dysfunktionel rød blok potentielt kan blive. Vi glemmer det i forbifarten, men der er kæmpe forskel på de partier, der har bragt Mette Frederiksen til magten.

Det så vi helt konkret, da Radikale Venstre i 11. time begyndte at stille nye krav til den økonomiske politik for at stemme for finansloven. Socialdemokratiet kunne måske godt følge med på noget af det, men Enhedslisten var lige ved at sprænge i luften. Og lige præcis det er regeringens problem.

Enhedslisten er den absolut yderste venstrefløj i dansk politik, og Radikale Venstre er et borgerligt parti på den økonomiske politik. Det er meget svært at rumme de to yderpunkter, når man skal lave aftaler, der har med penge at gøre.

Finanslovsforhandlingerne var første rigtige stresstest af sammenholdet i regeringsblokken. Den bestod, men testen afslørede, at de indbyggede modsætninger lurer lige under overfladen.

2. Radikale fik markeret sig som noget særligt

Morten Østergaard og Radikale Venstre har forsøgt at markere sig kraftigt over for regeringen ved forhandligerne. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

En anden ting, finanslovsforhandlingerne lærte os, var, at Radikale Venstre ikke føler, at de skylder regeringen eller resten af rød blok en hujende hatfis.

De radikale er vrede. De føler ikke, at Socialdemokratiet behandler dem med den respekt, de fortjener. Set igennem radikale briller, er det dem, der har sikret Mette Frederiksen statsministeriet. Hun sidder der på grund af Radikale Venstre, og det vil de have noget for.

Men Socialdemokratiet har nægtet dem det, Radikale Venstre mener, de fortjener. Først ved ikke at ville tage dem med i regering, og igen i finanslovsforhandlingerne ved at behandle dem som et støtteparti på lige fod med SF og Enhedslisten.

Radikale Venstre er i deres selvopfattelse noget særligt parlamentarisk, og sådan vil de behandles. Derfor er finanslovsforhandlingerne også et forsøg på at statuere et eksempel. Socialdemokratiet skal forstå, at sådan behandler man ikke Radikale Venstre, og gør man det alligevel, har det konsekvenser.

3. Et forvarsel om en besværlig fremtid

Mette Frederiksen kan se frem til mere bøvl i fremtidige forhandlinger, hvor De Radikale vil fortsætte med at presse regeringen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix

Socialdemokratiet kan for så vidt være godt tilfreds med den indgåede finanslov. Og det gælder også resten af regeringsblokken. Der bliver leveret helt eller delvist på en række løfter fra valgkampen, hvilket nok skal gå rent hjem ved især de røde vælgere.

Men på trods af det, er det som om, forligspartierne ikke tør slippe glæden løs. Der er en bekymring, der nager. Spillet mellem Radikale Venstre og resten af blokken varsler ilde for valgperioden.

De fleste ser således ikke Radikale Venstres ageren i finanslovsforhandlingerne som en enlig svale. Det er udtryk for en strategi, som partiet har tænkt sig at blive ved med at forfølge.

Og det er et dilemma for regeringen. Fortsætter Socialdemokratiet med at forsøge at behandle de radikale på lige fod med SF og Enhedslisten, kommer det til at skabe kaotiske forhandlingsforløb, men føjer de sig, får de problemer med især Enhedslisten.

Den ultimative frygt i Socialdemokratiet er i den sammenhæng, at finanslovsforløbet er et forvarsel om, at regeringen ender med at køre fast parlamentarisk. Altså at det viser sig, at det ikke er muligt at få enderne til at mødes i rød blok. Det er stadig for tidligt at konkludere, men sker det, er gode råd dyre.

Fakta: Fire korte om finanslov

1. Regeringen skal hvert år fremsætte sit finanslovsforslag før 1. september. Det står i grundloven. Kan man ikke nå det, kan reglen omgås teknisk ved at fremsætte en videreførelse af den tidligere finanslov.
2. Finanslovsforslaget skal - ligesom andre lovforslag - behandles tre gange i Folketingssalen, inden det vedtages. Sideløbende foregår politiske forhandlinger mellem typisk regeringen og støtteparti(er).
3. I gennemsnit fylder en finanslov cirka 500 sider. Bemærkningerne til loven fylder omkring 2500 sider. Finansloven er således den mest omfattende af alle love.
4. Oftest er finanslovaftalen på plads i november og endeligt vedtaget i december.
Kilde: Folketinget.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia HK

FHK var tæt på sensationen men faldt med ære mod Aalborg

Sport

navne

Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Fredericia HK

FHK-general: Aalborg kom for at få en dag på kontoret, men det fik de ikke

Annonce