Annonce
Mærkedage

Fylder 85 og er stadig aktiv bag disken: Kendt borger klarer sig selv i høj alder

Birgit Ørum (th) har gennem årene været aktiv i mange sociale og lokale sammenhænge i Skærbæk og Taulov, blandt andet i arbejdet med at skrive fortællinger fra Skærbæk ned i bogform. Her ses Birgit Ørum i den forbindelse sammen med en af redaktionens øvrige medlemmer, Bodil Munk Hansen, i 2015. Arkivfoto: Mads Hansen
Birgit Ørum fra Skærbæk ved Fredericia kan fejre halvrund fødselsdag lørdag 21. september. Hun har skåret ned på mange års engagement og omsorg for andre i forskellige sociale sammenhænge. Men ikke i Taulov Genbrug.

Fredericia: Lørdag 21. september fylder Birgit Ørum, Overgade, Skærbæk ved Fredericia, 85 år.

Hun var en af Skærbæks og Taulov Sogns særdeles aktive borgere, men alvorlig sygdom for fem år siden - og efterfølgende rekonvalescens - har fået Birgit Ørum til at skrue lidt ned. Lidt.

Hun plejer at sige, at hun nu gør lidt mere for sig selv og lidt mindre for andre. Det er kun forståeligt. For andre har i rigeligt mål mærket Birgit Ørums engagement og hjælpsomhed gennem mange år.

Annonce
Men jeg skal jo ikke klage i min alder, når jeg kan passe mig selv og mit hus.

Birgit Ørum

Hædret flere gange

I 2017 modtog hun det lokale Luchts Legat på 30.000 kroner for store indsatser i sit nære samfund.

I 22 år var Birgit Ørum for eksempel med til at arrangere café-eftermiddage for ældre.

Samme legat ærede man i øvrigt også Birgit Ørum med 40 år tidligere. Dengang var hun ansat som omsorgsassistent i den daværende Taulov Kommune og kørte på hjemmebesøg til gamle og var med til at skabe fælles aktiviteter.

Senere blev hendes titel beskæftigelsesvejleder, og Birgit Ørum fulgte med over i den nye Fredericia Kommune.

Hun sluttede på arbejdsmarkedet på ældre- og beskæftigelsescentret Tavlhøj i Taulov. I begyndelsen hed det De Gamles Hjem.

I 1989 gik fødselaren på efterløn. Hun bor dejligt og højt i villaen på Overgade og har udsigt over Kolding Fjord.

Aktiv i genbrug

I rækken af initiativer, Birgit Ørum er kendt for, bør også nævnes, at hun har instrueret i stolegymnastik for Taulov Skærbæk Idrætsforening og været leder af Dansk Røde Kors' telefontjeneste i området.

Tidligere sad lørdagens halvrunde fødselar otte år i Taulov Sogns Menighedsråd, heraf fire som formand.

Birgit Ørum er medforfatter til "Skærbækfortællinger", som efterhånden er udkommet i flere bind, og hun var med til at starte Taulov Genbrug.

Lige netop denne butik på hjørnet af H.C. Ørsteds Vej og Adelvej er Birgit Ørum stadig aktiv i med vagter bag disken. Butikken samler penge ind til Kirkens Korshær og KFUM's Sociale Arbejde.

Skal ikke klage

Birgit Ørum passer selvsagt sin familie, venner og veninder, og hun går til gymnastik.

På spørgsmålet om, om hun har det godt efter sit sygdomsforløb, svarer Birgit Ørum med livrem og seler, at hun har det:

- Men jeg skal jo ikke klage i min alder, når jeg kan passe mig selv og mit hus.

Har fire børn

Birgit Ørum er fra Skærbæk og et af grosserer Gerhard Ørum og fru Maries syv børn.

Han solgte blandt andet olie og tørv, og senere skabte familien en stor frugtplantage.

Efter syv års skolegang stod Birgit Ørum en tid i forretning, blev forlovet og gift og fik med sin første mand fire børn: Susanne, Mette, Peter og Jens - i dag henholdsvis 64, 63, 59 og 57 år.

Hendes familie tæller også syv børnebørn, fem bonusbørnebørn og fem oldebørn.

Birgit Ørum lærte i 1980 sin anden ægtemand, Erik Jensen, at kende. Han var vandværksbestyrer i Fredericia og døde i 2007.

Fødselsdagen på lørdag fejres under private former.

Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Forældre i kamp for Ungdommens Hus: - Havde det ikke været for huset, havde vores datter aldrig fået sin studentereksamen

Fredericia

Private plejere demonstrerer i eftermiddag: - De ældre er taberne her

Annonce