Annonce
Fredericia

Fysioterapeuter må lukke fire svømmehold

Der er ændringer på vej på varmtvandsholdene hos Lillebælt Fysioterapi og Træningscenter. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Lillebælt Fysioterapeuterne må lukke fredagshold i varmtvandsbassinet, men satser på at flytte patienter til andre tilbud.

Fredericia: Efter sommerferien lukker fire fredagshold i varmtvandsbassinet på Fredericia Sundhedshus.

Lillebælt Fysioterapi og Træningscenter må lukke holdene, hvor man kan få en smertelindrende tur i det varme bassin. Det sker, fordi kommunen har ændret tidspunktet for en ugentlig gennemskylning af vandet. Umiddelbart efter gennemskylningen er vandet koldt.

- De har valgt at placere det fredag middag, hvor vi tilfældigvis havde fire hold, som vi er nødt til at lukke. Det er selvfølgelig ærgerligt, at det sker lige på det tidspunkt, men vi har også forståelse for, at det er nødvendigt at skifte vandet, siger John Schack, som er fysioterapeut ved Lillebælt Fysioterapi og Træningscenter.

Fysioterapeuterne forsøger nu at flytte patienterne fra fredagsholdene til andre dage, eller også vil man tilbyde andre træningstilbud.

- Vi har ikke det fulde overblik endnu, men vi håber at finde gode erstatninger for vores patienter, siger John Schack.

Annonce

Rift om tiderne

Der er i øvrigt rift om tiderne i varmtvandsbassinet i Fredericia Sundhedshus.

Tidligere var Lillebælt Fysioterapi ene om at tilbyde timerne i det 34 grader varme bassin. Men siden er Fredericia Fysioterapi rykket ind i sundhedshuset og er begyndt at bruge bassinet. Desuden rykker Fredericia Genoptræning ind i sundhedshuset til september og har booket sig ind på nogle af tiderne. De forskellige aktører sender ønskerne om tider ind til Fredericia Sundhedshus.

- Da vi overtog varmtvandsbassinet, var der kun én privat aktør, som brugte varmtvandsbassinet. Nu er der kommet endnu en privat aktør, og Fredericia Genoptræning kommer også snart, forklarer Sille Kloppenborg, projektchef for Fredericia Sundhedshus.

Der er især rift om formiddagstiderne. De aktuelle sider kan ses under halbooking på Fredericia Kommunes hjemmeside.

- Andre aktører er også velkomne til at byde ind, siger Sille Kloppenborg.

Om eftermiddagen og aftenen bruges varmtvandsbassinet især af Folkeligt Oplysningsforbund (FOF).

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce