Annonce
Børkop

Gårslev bliver skønnere: Arkitektens plan er klar

Sådan forestiller arkitekterne sig, at det kan klomme til at se ud på det nye bytorv i Gårslev. Illustration: Labland Landskabsarkitekter
Gårslev Lokalråd har præsenteret planerne for et kommende bytorv midt i Gårslev. Der er tænkt på både den grønne oase, pejlemærke, parkeringsforhold og trafikdæmpende tiltag.

Gårslev: Gårslevs midte skal efter planen forskønnes, og nu ligger planerne klar.

Konceptet er bygget op med fokus på følgende hovedelementer: Et samlende bygulv, fartdæmpning, tankstation som pejlemærke, ny parkeringssstruktur samt grønne rum.

Det hele bindes sammen af små rum, der samlet skaber et stort rum. Konceptet, der vil kræve et investeringsomfang på op til kroner 5,4 millioner kroner, beskriver fire hovedområder: "Oasen", "Eventpladsen", "Lunden" og "Bygulvet".

- Det er interessant at se den måde, konceptet muliggør kombinationen af flere små, separate byrum omkring Dagli'Brugsen. Der er tale om separate byrum, hvor der opereres med grønne oaser, spændende belægningsformer og en ny parkeringsstruktur. Den fleksibilitet er vigtig, når vi nu engang har sat os for at udvikle på et område, hvor æstetiske og kulturelle ønsker skal kunne gå hånd-i-hånd med kommercielle vilkår og krav, forklarer Henrik Juhl Kristensen, der er formand for lokalrådet i Gårslev.

Bytorvet skal ligge ved Dagli'Brugsen og Dancenter. Det er her, der i forvejen er plads til et torv, og desuden er det her, at blandt andet årets juletræ altid står. Det er, kort sagt, et naturlig midte i Gårslev. Men også et sted, hvor der er private aktører at tage hensyn til og samarbejde med.

- Med det nye konceptforslag for udviklingen af Gårslev Midtby har vi fået et rigtig fint afsæt for at tage den videre drøftelse i kredsen af nøgleaktører, som omfatter Dagli' Brugsen, Dancenter, Gårslev Lokalråd og Vejle Kommune, siger han videre.

Annonce

Brugs har købt naboejendom

Som et led i planerne om at skabe et bytorv har Dagli'Brugsen i Gårslev købt en naboejendom, så der kan skabes endnu mere plads. Torvet skal både kunne rumme grønne områder og p-pladser, og det er der ikke mulighed for uden mere plads.

Det er planen, at Dagli'Brugsen i Gårslev overtager naboejendommen 19. december, og dermed kan den ejendom, der tidligere har været købmandsbutik og telefoncentral, rives ned.

I første omgang vil der blive lagt stabilgrus på i stedet, indtil planerne om et bytorv i Gårslev på sigt bliver realiseret.

Samler inputs sammen

Der har i Gårslev været stor interesse for projektet. Mange har budt ind med inputs, tanker og visioner. Senest ved lokalrådets årsmøde, hvor det foretrukne udkast til projektet blev præsenteret, men også før det, hvor borgerne har været inddraget til at komme med bud, som arkitektfirmaet Labland landskabsarkitekter så lavede fire forslag til. De fire bud er nu kogt ned til ét bud.

- Fra lokalrådets side er vi meget glade for den store interesse, som konceptforslaget blev mødt fra de tilstedeværende ved årsmødet. Spørgelysten var betydelig, og der blev givet mange såvel både kritiske som konstruktive kommentarer. De input tager vi nu med os ind i processen herfra. Næste skridt, som jeg forventer kommer til at ske indenfor de nærmeste uger, vil være, at vi nøgleaktører sætter os sammen omkring et bord for at vurdere, om vi nu har et tilstrækkeligt grundlag og enighed til, at vi kan gå i gang med den konkrete afsøgning af finansieringsmulighederne, siger lokalrådsformanden.

Den endelig køreplan er ikke på plads endnu. Det skal planlægges på næste møde.

Der bor cirka 1100 indbyggere i Gårslev.

Torvet skal ligge lige midt i byen. Illustration: Labland Landskabsarkitekter
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland For abonnenter

26,5 milliarder fordelt til sundhed, forurening og trafik: Sådan påvirker regionens budget dig

Annonce