Annonce
Fredericia

Gamle gadeskilte bliver nyt guld i fredericianeres hjem: Et styk Kongensgade, tak!

Lang kø i Danmarksgade fredag - og den var længere end på billedet. Fredericia Kommune satte 300 gamle blå og hvide gadeskilte til salg. Inden for voldene er de afløst af nye røde og hvide, men fredericianerne giver dem nye liv hjemme i carporten, entreen, stuen eller haven. Foto: Yilmaz Polat
Meget lang kø fredag eftermiddag. Kommune satte 300 blå og hvide gadeskilte til salg, fordi nye røde er sat op inden for voldene. Først til mølle. Og hvad solgte så bedst?

Fredericia: Det længe siden, en kø er set så lang i Fredericia.

Men fredag eftermiddag strakte den sig fra Fredericia Kommunes miljøbutik Det Grønne Rum i nummer 13 og 30-40 meter op ad gaden. For rigtig mange ville gerne købe et af de 300 aflagte blå og hvide gadeskilte, kommunen satte til salg efter først til mølle.

Skiltene er for nylig afløst af nye røde og hvide gadeskilte inden for voldene, fordi kommunen og A.P. Møller Fonden har ønsket et mere unikt og ensartet udtryk. 720.000 kroner har fonden doneret til udskiftningen. 600 nye skilte er sat op. Når der kun var 300 gamle til salg, skyldes det, at en stor del var ødelagte.

De skal hænge i entréen og fortælle en historie om det gamle Fredericia.

Poul Erik og Inge Wolff, købte et skilt med Danmarksgade og et med Købmagergade

Tyvstart pga. varmen

De gode godstunge blå og hvide skilte blev derimod solgt for 150 kroner stykket, og man kunne kun købe ét skilt per person.

Pengene bruges til nye aktiviteter i Det Grønne Rum, oplyser Ramona Wolter Vilhelmsen, arkitekt og byplanlægger i Fredericia Kommune.

Hun fortæller, at salget tyvstartede klokken 15.30, fordi det så ud til at være varmt at stå i kø. I mindre grupper kom man ind og valgte et skilt. De lå i stakke, som klinker i et byggemarked.

Folk ville reservere

- Vi er blevet tæppebombet med mail og telefonopkald, fordi folk gerne ville reservere et skilt, forklarer Ramona Wolter Vilhelmsen, til Fredericia Dagblad.

Men alle skulle stilles lige. Derfor måtte man stille sig i kø.

Det gjorde fredericianerne gerne, og stemningen var fin. Både ude og inde.

I Fredericia Kommunes miljøbutik Det Grønne Rum lå skiltene i stakke. Prinsessegade røg først. Foto: Yilmaz Polat

De røg først:

Poul Erik og Inge Wolff fra Skovkrogen fik et skilt med Danmarksgade og et med Købmagergade.

De har boet det ene sted og gået i skole det andet. Poul Erik havde også allerede boret hullerne til skiltene:

- De skal hænge i entréen og fortælle en historie om det gamle Fredericia.

Ved kassen kunne det i øvrigt oplyses, at Prinsessegade var den stak, der først forsvandt. Lidt pudsigt var det også at opdage, at der i stakken med blå og hvide skilte fra Gothersgade lå et skilt med påskriften Godtersgade.

Hvor har det mon siddet?

Åh, Norgesgade. Der har jeg mange minder fra, tænkes der måske? Foto: Yilmaz Polat

Se video fra begivenheden

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Åbent brev til byrådet i Fredericia: Tænk disse punkter ind i arbejdet med næste års budget

Læserbrev: På det ugentlige tværpolitiske, offentlige møde i Demokraticontaineren i Kanalbyen var emnet tirsdag 10. september "Velfærdspolitik i de kommende år i Fredericia". Som sædvanlig var der en livlig diskussion i en positiv ånd. Samtalen foregik endnu en gang på tværs af partiskel og andre interesser. Mødet endte ud med enighed om at opfordre byrådspolitikerne til at tænke nedenstående punkter ind i arbejdet med næste års budget. Vi håber, I vil sætte fokus på de svageste borgere og på arbejdsmiljøet for de kommunalt ansatte. Der var enighed om, at velfærden generelt skal være i centrum, og følgende områder blev specifikt nævnt som indsatsområder: Folkeskolerne. Der er kun fem kommuner i landet, der bruger færre økonomiske midler pr. elev. Var det en ide og en mulighed at tildele midlertidig "førtidspension” til syge borgere, så de får ro til at komme sig og samle kræfter, inden der tages stilling til deres fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet? Fritidstiltag for den ungdomsgruppe, der ikke er knyttet til Ungdommens Hus. Sikring af, at frivillig indsats ikke på nogen måder indregnes i normeringsbehovet. Personale nok til at tage sig dybtgående nok af de underretninger, der indsendes til familieafdelingen. For at fremme arbejdsmiljøet på de offentlige arbejdspladser skal der være mindre kontrol og mere tillid, og i den sammenhæng vil det være en god idé at lade en stor del af arbejdsprocesserne bestemmes af selvstyrende teams. Det er vigtigt, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for de områder, der vedrører velfærden. Når forholdene er gode for de kommunalt ansatte, er der stor sandsynlighed for, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for disse områder, så der på sigt kan blive et tilstrækkeligt antal kvalificerede medarbejdere at vælge imellem. Det er væsentligt, at der bliver lagt endnu mere vægt på et positivt og inkluderende menneskesyn i den kommunale organisation. Vi ønsker byrådet rigtig god arbejdslyst i processen med budgetforhandlingerne!

Annonce