Annonce
Udland

GDPR-bøvl: Slut med skolefoto i Malmø

Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
På grund af GDPR er det ifølge SVT blevet for besværligt for skoler i Malmø at indhente samtykke.

Det er slut med skolefoto i Malmø, da det ifølge kommunen er for besværligt at indhente samtykke fra skolebørnenes forældre. Et krav, som EU's persondataforordning GDPR har ført med sig.

Det skriver SVT ifølge TV2.

Fra næste år er skolefotografering derfor ikke længere en del af skolelivet for børnene i Malmøs omkring 70 skoler.

- Det er virkelig ulykkeligt, specielt fordi vi ved, at skolerne og eleverne gerne vil beholde det, siger fotograf og medlem af det svenske forbund for skolefotografer Magnus Bagge til SVT.

Ifølge Mats Johnsson, chef hos grundskoleforvaltningen i Malmø, er det at indhente samtykke dog ikke noget, skolerne bør beskæftige sig med.

I Danmark er det ifølge TV2 ikke skolernes, men fotografernes ansvar at sørge for, at forældrene har givet samtykke. Fotograferne herhjemme var forberedt på de ændringer, EU's persondataforordning førte med sig.

- Det har taget noget tid at implementere det, men vi har heldigvis ingen problemer med at overholde alle retningslinjerne, som de har i Sverige, og vi beder i dag altid om samtykke fra forældre, siger direktør for Dansk Skolefoto Jesper Klausen til TV2.

Skolerne i Malmø kommer ifølge SVT til at gennemføre de skolefotograferinger, som allerede er planlagt. Af kommunen har de dog fået besked på ikke at lave nye aftaler om skolefotografier.

Flere andre kommuner i Skåne har på grund af GDPR diskuteret, hvorvidt det stadig er muligt at tage billeder af skolernes klasser. En af de kommuner, der ligesom Malmø nu stopper med traditionen, er Bjuv.

- Vi kommer ikke til at have skolefotograferinger i år. Det har meget med GDPR at gøre, siger kommunen til SVT.

Flere sydsvenske kommuner har ladet det være op til den enkelte skoleleder.

/ritzau/

SVT: Kommunen stoppar skolfotografering för Malmös elever
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce