Annonce
Jelling

Fordrevet for tredje gang: Indre Mission køber erhvervsejendom med plads til genbrugsbutik

IM Genbrug kommer fremover til at satse mest på tøj og andre varer, der ikke fylder så meget, når adressen hedder Vejlevej 11. Foto: Anders Kynde
Efter 31 år i Jelling er det slut med at bo til leje for IM Genbrug. Indre Mission har købt erhvervsejendommen på Vejlevej 11, hvor der følger et butikslokale og en bolig med i handlen.

Jelling: Fordrevet for tredje gang siden 1989.

Dette er historien for IM Genbrug, som gennem tiden har lejet sig ind på adresser i Møllegade, på Vejlevej og Jernbanevej. De første par gange skulle bygningerne væltes grundet byplaner, mens den seneste fraflytning skyldes, at butikken er blevet opsagt, fordi en fysioterapeut har købt lokalet i den gamle posthusbygning på Jernbanevej.

Men blot en uge efter den seneste nyhed er der kommet styr på fremtiden for IM Genbrug. Således har Indre Mission, som ejer genbrugsbutikken, valgt at købe erhvervsejendommen på Vejlevej 11.

Det oplyser Ernst Hoffmann, der er kontaktperson for IM Genbrug.

- Der vil fortsat være IM Genbrug i Jelling, da huset på Vejlevej 11 er købt og underskrevet af begge parter. Bygningen overtages 15. marts, så der vil være tid til renovering, fortæller en glad Ernst Hoffmann.

Han tilføjer, at man også overvejede at leje den gamle Fakta-bygning i Møllegade. Dog ligger lejebeløbet over det, som genbrugsbutikken omsætter for, så denne mulighed blev hurtigt udelukket.

Annonce

Tidligere erhverv på Vejlevej 11

  • 2017-2018: Evas Pizzeria
  • 2016-2017: Amigo Pizza Restaurant
  • 2008-2013: Jelling Cafeteria ved Jytte Pjedsted
  • 1983-2013: Døgnkiosken (senere Spillestedet) ved Mogens Damgaard

Kilde: Vejle Amts Folkeblad

Mister 120 kvadratmeter

IM Genbrug har lige nu 250 kvadratmeter på Jernbanevej, men på den nye adresse bliver der blot 130 kvadratmeter at boltre sig på.

- Vi kunne godt ønske os et større lokale, men frivilliggruppen kan godt se mulighederne for en butik på stedet. Flere har endda udtrykt, at lokalerne virker større end forventet, lyder det fra Ernst Hoffmann.

- Dog betyder det, at vi fremover ikke kan satse på møbler, lamper, malerier og lignende på grund af pladsmangel. Derfor vil der være mest tøj samt varegrupper som duge, nips, skåle, bøger, køkkenredskaber og smykker, forklarer han.

Egentlig skal IM Genbrug først være ude af Jernbanevej inden 1. juli 2020. Derfor har genbrugsbutikken ikke travlt med at skifte adresse.

- Der er flere ting, der skal laves om i de nye lokaler. Det gælder blandt andet renovering af et toilet, vægge skal fjernes, og der skal monteres ovenlysvinduer. Vi skal også have fjernet den nuværende trappe mod gaden og etableret en rampe, så tøjstativer kan køres ud, siger Ernst Hoffmann.

Det er endnu ikke oplyst, hvad Indre Mission har betalt for Vejlevej 11, men udbudsprisen var 1.795.000 kroner. I handlen medfølger en 131 kvadratmeter stor bolig. Den er på nuværende tidspunkt udlejet, og det vil den også fortsætte med at være, når IM Genbrug flytter ind i erhvervslokalet.

Her på adressen har der tidligere været døgnkiosk, spillested, cafeteria og pizzeria. Snart skal der være en genbrugsbutik. Foto: Anders Kynde
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Se med live: Skatteminister til pressemøde i Port House om nyt skattecenter

Fredericia

Regeringen åbner et nyt skattecenter i Fredericia: Skal bremse hvidvask og svindel

Annonce