Annonce
Vejle

Gensyn i Guds hus: 50 kirkegængere genoplevede gudstjeneste i Vor Frelsers Kirke

Sognepræst Elon Jepsen bød velkommen til genåbningen af Vor Frelsers Kirke, som kun har afholdt virtuelle gudstjenester den seneste coronatid. Foto: Mette Mørk
Alt var ikke helt ved det gamle, da Vor Frelsers Kirke afholdt sin første af tre gudstjenester på Kristi himmelfartsdag. Selvom hver anden kirkebænk var afspærret med wire, og kirkesang foregik med to meters afstand, frydede kirkegængerne sig over at kunne gense hinanden, sognepræsten og Guds hus på indersiden.

Vejle: Selvom kirkekoret var skrumpet fra 14 til fire, salmebøgerne gemt af vejen, og kirkegængerne sad med to meters afstand til hinanden, afholdt det ikke Vor Frelsers Kirke fra at holde tre gudstjenester i kirkerummet for første gang i godt to måneder under coronakrisen.

Over 50 kirkegængere deltog i dagens første gudstjeneste klokken ni, og allerede i døren mellem våbenhuset og kirkerummet vinkede og nikkede de nyankomne til hinanden, som når familiemedlemmer genser hinanden.

Et af de par, som havde glædet sig til at gense kirkerummet og deltage i gudstjenesten Kristi himmelfartsdag, var ægteparret Bo og Henriette Søndergaard.

- Påsken var godt nok hård at undvære uden gudstjenesterne. Det var næsten værre, end hvis nedlukningen var sket i julen. At vi kan vende tilbage til kirken og fylde os op åndeligt er dejligt. Jeg har især også savnet nadveren, sagde Henriette Søndergaard kort før gudstjenesten tog sin begyndelse.

Også menighedsrådsformand Emil Tang og hans kone Bodil var lykkelige over at være vent tilbage til en gudstjeneste i fysisk form.

- Jeg har virkelig set frem til at se de andre kirkegængere i kirken og høre orglet for fuld udblæsning. En virtuel gudstjeneste derhjemme over computeren er altså ikke det samme, når fællesskabet hernede er så stort, som det er, fortalte Emil Tang, der har set samtlige gudstjenester, der er blevet streamet over internettet de seneste mange uger.

Annonce
Jeg har virkelig set frem til at se de andre kirkegængere i kirken og høre orglet for fuld udblæsning. En virtuel gudstjeneste derhjemme over computeren er altså ikke det samme, når fællesskabet hernede er så stort, som det er.

Emil Tang.

Kirkesangen var høj og klar

Kordegn Irena Nyholm stod ved de første kirkebænke efter våbenhuset og hjalp de tilbagevendte kirkegængerne på pladserne, så afstandskravene kunne overholdes.

- Vi har klistret A4-ark for enden af kirkebænkene, så alle kan se, hvorhenne det er tilladt at sidde. Folk fra samme husstand må dog sætte tættere på hinanden end andre. Hvis vi bliver over 60 personer, så kan resten træde over i kirkehuset, hvor de kan følge gudstjenesten på storskærm, fortalte Irena Nyholm.

Sognepræst Elon Jepsen, der kun har været præst i Vor Frelsers Kirke i en måned før, coronakrisen lukkede landet, stod for gudstjenesten.

Han indledte gudstjenesten med, at det var glædeligt at se så mange ansigter tilbage i kirken, og at alle nok måtte forberede sig på at gå i kirke på en lidt anden måde - også de kommende måneder.

Selvom nadveren måtte vente til gudstjenesten på søndag 24. maj, blev trosbekendelse, salmer og evangelielæsning godt hjulpet på vej af både powerpoint og sognepræsten.

Første salme var ”Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre”, og salmen blev sunget med de kræfter, der ligger helt nede i bunden af lungerne på både kirkegængere, kirkepersonale og det lille firemands-kirkekor.

Dagen byder på tre gudstjenester med start klokken 9, 10.30 og 16, hvoraf den sidste er tiltænkt børnefamilier.

Øjnene på ægteparret Anker og Grethe Sønderlund lyste op, da de havde fået sig en plads på kirkebænken. Foto: Mette Mørk
Bo og Henriette Søndergaard fik alle baktierer af hænderne i våbenhuset. De havde begge savnet gudstjenesterne i påsken især. Foto: Mette Mørk
Menighedsrådsformand Emil Tang og hans kone Bodil var kommet i god tid på Kristi himmelfartsdag og ventede spændt på dagens første gudstjeneste klokken ni. - Jeg har udover fællesskabet også glædet mig til at høre orglet for fuld udblæsning, fortalte han. Foto: Mette Mørk
Foran orgelpiberne var 14 kirkekorssangere blevet til fire af sundhedsmæssige årsager. Foto: Mette Mørk
Genåbning af Vor Frelsers Kirke. Foto: Mette Mørk
Genåbning af Vor Frelsers Kirke. Foto: Mette Mørk
Elon Jepsen, Genåbning af Vor Frelsers Kirke. Foto: Mette Mørk
Genåbning af Vor Frelsers Kirke. Foto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Rickey opdagede brand: Frygtede sovende beboere i tidligere bordel

Annonce