Annonce
Livsstil

Folk har svært ved at forestille sig det: Rasmus og Anna Marie bor i et kæmpe drivhus

Drivhuset kostede tre millioner kroner at bygge, og heldigvis havde ægteparret penge på bogen, for det er ikke muligt at tage et boliglån i et drivhus, fortæller Rasmus Møller. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Anna Marie Madsen og Rasmus Møller bor i et drivhus på Mors.

Det lyder pudsigt - at bo i et drivhus. Men det er, hvad Anna Marie Madsen og Rasmus Møller gør og har gjort siden 2019, hvor de byggede et hus inde i et drivhus uden for Erslev på Mors.

Herfra, i det gamle istidslandskab, har de udsigt over bløde bakker og Thisted Bredning, og om cirka en måned også et japansk kirsebærtræ i fuldt flor.

Lige nu, hvor april lige er gledet over i maj, er der kun knopper på træet, men til gengæld blomstrer blåregnen, som indenfor slynger sig op ad et af de rustfarvede stålspær, som holder husets glasskal. Det er en slags forsmag på, hvad der senere vil komme, siger Rasmus Møller.

Annonce

- Den skal nok komme igen senere. Den blomstrer to gange på grund af temperaturen, siger han.

Glashuset på Mors modtog Morsø Kommunes arkitekturpris i 2020. Arkitekt Laura Mazanti og firmaet Drivadan har været nogle af hovedkræfterne i byggeriet. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Foruden blåregnen har ægteparret også plantet en vin i ”udeområdet”, og hele vejen rundt i kanten af drivhuset nikker tomat-, agurkeplanter og krydderurter. I et hjørne står en rustrød pizzaovn med et meterlangt røgrør, og huset samt gulvet i udeområdet er lavet af slidte, sandfarvede mursten. Lægger man den friske luft oven i oplevelsen, har man fornemmelsen af at befinde sig på en lille plads i en italiensk by, men Anna Marie Madsen og Rasmus Møller var hverken i Rom eller Napoli for at hente inspirationen til deres glashus:

- Vi har nogle venner, som fik bygget et halvt glashus på deres parcelhus, og så har vi været forskellige steder for at kigge på den her slags huse - også i Sverige, siger Anne Marie Madsen.

Oprindeligt overvejede de at flytte under jorden og bo i noget a la hobbit-hulerne i ”Ringenes Herre”, men den idé måtte vige, da de fik øjnene op for, hvad et hus i et drivhus kan.

- For mig er det bedste, at inde og ude er lidt det samme. Huset, drivhuset og udenfor er det samme. Det hele smelter sammen, lyder det fra Anna Marie Madsen, som driver en yoga-virksomhed.

Nogle af timerne foregår på den 120 kvadratmeter store tagterrasse under tagryggen med kig op i himlen.

- Det er klart, at jeg også bruger huset til at promovere min virksomhed. Det er jo et specielt byggeri, så jeg slår lidt på wow-effekten, siger Anna Marie Madsen.

Middelhavsklima

Udenfor er temperaturen omkring 12 grader, men Anna Marie Madsen går rundt i en ærmeløs bluse, og Rasmus Møller har T-shirt på.

- Vi har lidt et middelhavsklima herinde, siger Anna Marie Madsen og tilføjer, at de på en af årets kolde vinterdage målte nattemperaturen til minus 9 grader i drivhuset. I løbet af dagen steg temperaturen dog hurtigt til 22 grader.

Umiddelbart skulle man tro, at det var tæt på ulideligt at bo i et drivhus om sommeren, men en vejrstation sørger for, at der ikke bliver for varmt i drivhuset, fortæller Rasmus Møller.

- Hvis der bliver over 22 grader herinde, åbner de øverste vinduer sig i taget automatisk, og hvis der er regn på vej, lukker de sig. Vejrstationen måler også vindhastighed og vindretning, og hvis det blæser meget kraftigt fra den ene retning, lukker systemet automatisk vinduerne i den side, vinden kommer fra, så de ikke risikerer at blive revet af.

Murstenene, som er blevet brugt i byggeriet, kommer fra den tidligere gård, som stod på grunden. Ægteparret har selv renset alle stenene - 21.000 blev det til i alt. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Anna Marie Madsen er designuddannet, hvilket tydeligt ses på indretningen, som er en smule retro. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Beboelsesdelen, selve huset i drivhuset, har en grundplan på 120 kvadratmeter, men drivhuset gør, at Anna Marie Madsen og Rasmus Møllers hjem aldrig vil føles trangt. Tværtimod. Foto. Birgitte Carol Heiberg
Anna Marie Madsen og Rasmus Møller har trukket naturen endnu mere indenfor ved at skabe groplads til krydderurter og planter indenfor. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Glashuset på Mors er færdigindrettet, men der mangler stadig lamper på tagterrassen. - Det er lidt svært heroppe, jeg ved ikke helt, hvad der passer ind, siger Anna Marie Madsen. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Anna Marie Madsen elsker sit nye hus, fordi huset, drivhuset og udenfor smelter sammen i ét. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Luften, som flyder rundt i udendørsarealet, føles frisk og let, mens luften i selve huset i drivhuset føles tungere og har en anden temperatur. Men sådan er det altid, fortæller Anna Marie Madsen og stiller sig i døråbningen.

- Luften flyder ikke sammen. Selvom der er 30 grader i drivhuset, kommer luften ikke ind i huset.

Annonce

Perfekt til to

Selve huset, som Anna Marie Madsen og Rasmus Møller har fået bygget, er 120 kvadratmeter i grundplan. Det er ikke stort, når man som Anna Marie Madsen og Rasmus Møller har tre børn, men det er stort nok, mener de.

- Vores børn er voksne, men vi startede da med at ville have et hus på 163 kvadratmeter. Det blev så til 148 kvadratmeter, og til sidst landede vi på 120 kvadratmeter. Det er en helt perfekt størrelse til os to, siger Rasmus Møller.

Anna Marie Madsen og Rasmus Møller er ikke havefolk. Derfor lader de tingene gro vildt udenfor, og et par steder har de prøvet sig frem med vildblomst-blandinger. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Inde i huset er der tre værelser, et køkken-alrum, et badeværelse og en stue, og de traditionelle døre er udskiftet med skydedøre flere steder. Det er for at bevare åbenhed og luftighed, som er gennemgående i hele byggeriet.


Vi havde vores lokale murermester til at stå for byggeriet, og han sagde, det så spændende ud, men han tænkte måske også sådan lidt ”okaaaaay”. Men det er jo bare et almindeligt gartnerdrivhus. Den eneste forskel er, at vinduerne er lavet af hærdet glas, så de knuses som en bilrude.

Rasmus Møller


Selve murstenene kommer fra den gamle gård, som stod på grunden, da ægteparret købte den.

- Vi ville gerne bygge nyt, men byggeriet måtte ikke se for nyt ud, og genbrugssten giver noget spil og liv, som man ikke får i nye sten. Og så er det også godt for miljøet, siger Anna Marie Madsen, hvorefter Rasmus Møller følger op:

- Det er faktisk en ret fed fornemmelse at stå med en sten i hånden, som er kalket på tre sider, for så ved du, at det er fjerde gang, den skal bruges.

Når vi kommer længere hen på året, vil planterne i drivhuset have dannet et grønt tag. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Fordi Anna Marie Madsen og Rasmus Møller valgte selv at rense stenene, gik der et par år, fra de købte grunden i 2015, til de var klar til at bygge. Sideløbende med at de rensede cirka 21.000  sten, fik de startet et samarbejde op med arkitekt Laura Mazanti, som endte med at tegne deres hus.

Annonce

Hævede øjenbryn

Selvom huset ikke er af den slags, der bliver bygget flest af i Danmark, var det i det store hele nemt nok at bygge, fortæller Rasmus Møller, men han ved godt, at der måske blev hævet et par øjenbryn her og der.

- Vi havde vores lokale murermester til at stå for byggeriet, og han sagde, det så spændende ud, men han tænkte måske også sådan lidt ”okaaaaay”. Men det er jo bare et almindeligt gartnerdrivhus. Den eneste forskel er, at vinduerne er lavet af hærdet glas, så de knuses som en bilrude, siger Rasmus Møller.

En pizzaovn har fået sit helt eget hjørne i Anna Marie Madsen og Rasmus Møllers hus. Bag den er der udsigt til Thisted Bredning. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Tit oplever ægteparret, at folk har svært ved at forestille sig, hvordan deres hus ser ud, og hvordan det er at opholde sig i, og når de så ser det, oplever de noget andet, end de troede, de ville. Af samme grund holdt ægteparret åbent hus, da deres glashus stod færdig.

- Folk er jo nysgerrige, og det kan vi godt forstå, siger Anna Marie Madsen.

En hyggelig sovekrog til overnattende gæster. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Også Morsø Kommune fik øje på glashuset på bakken, og i 2020 blev huset tildelt Morsø Kommunes arkitekturpris.

- Huset har jo fået en pris, fordi det er flot, men også fordi det på en lidt sjov måde leger med måden at bo på, siger Anna Marie Madsen.

Annonce

Vaske, vaske drivhus

Mens vi har snakket, har solen fået overmagten, og det føles på en måde en smule bizart at sidde i sin egen vindstille have og kigge ud på verden. Glasset giver illusionen af, at man er udenfor, men vinden i håret mangler. Lydene er der dog. Det fortæller Rasmus Møller.

- Vi kan høre fuglene, vinden og regnen, siger han.

Anna Marie Madsen følger op:

- Og om sommeren er der også et fantastisk spil af dufte fra blomsterne og krydderurterne.

Og når det er vinter, kravler ægteparret ligesom alle andre danskere ind i ”hulen”. For at sikre, at glastaget kan holde til en vinter med meget sne, er taghældningen 35 grader. Det sikrer også, at kondensvand løber ned ad vinduerne i stedet for at dryppe.

Der er 7,5 meter fra top til bund i drivhuset. Tagterrassen bruger Anna Marie Madsen til sine yogahold. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Og så er der jo spørgsmålet om vinduerne. Enhver, der har et drivhus, ved, at det er er en træls, men nødvendig opgave at vaske det, hvis man vil have ting til at gro og undgå, at svampesporer og andet utøj følger med fra det ene år til det næste.

I drivhuset på Mors er det ikke så meget planter, som det er Anna Marie Madsen og Rasmus Møller, der skal bo og gro, men derfor skal det vaskes alligevel.

- Vi vasker vinduerne indvendig én gang om året. Regnen klarer ydersiden, siger Rasmus Møller med en overraskende let stemme.

Men sådan er det måske også bare. Hvis man har valgt at bo i et drivhus, så er der jo nogle hundrede glas, som skal vaskes af og til.

Glashuset på Mors

Arkitekt Laura Mazanti har tegnet drivhus-huset på Mors.

Hele byggeriet har kostet tre millioner kroner. Drivhusdelen minus støbearbejdet kostede 800.000 kroner. 

Firmaet Drivadan, som laver arkitekttegnede glasbyggerier, har leveret drivhuset. 

Huset har en grundplan på 120 kvadratmeter, og så er der 120 kvadratmeter ”udeareal” i drivhuset.

Byggeriet fik Morsø Kommunes arkitekturpris i 2020.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce