Annonce
Erhverv

Gode mælkepriser gjorde økologisk omstilling lettere

Det har været en fordel for Henrik Søgaard, at meget af hans jord ligger lige omkring gården, så han ikke behøver at flytte sine køer ret langt. Foto: Carsten B. Grubach
Kvægbonde har ikke fortrudt, at han overtog familiegården fra sin far.

NORDENSKOV: Henrik Søgaard var lidt i tvivl, om han skulle gå den samme vej som sin far. Både handelsskole og gymnasium trak lidt i ham:

– Det havde spøgt lidt, men jeg syntes dengang ikke, at det var særligt fancy at være landmand. Mine forældre havde gården, jeg var den yngste af de tre børn, og de to andre havde gang i noget helt andet. Og så var det, min far trak mig til side og sagde, at han og min mor havde haft et godt liv på gården.

- Det var lige det, jeg havde brug for at høre. At man kan give familien nogle gode fysiske rammer og ikke flytte meget rundt omkring. Så jeg startede på landbrugsuddannelsen i Grindsted og på Bygholm, fortæller Henrik Søgaard, der i dag er 49 år, gift med Pia og far til parrets tre børn, som alle hjælper til på den økologiske kvægbedrift på Dalagergård på Hostrupsvej i Nordenskov.

Han har siden ikke fortrudt sit valg et eneste sekund, selv om omlægningen til økologi var noget af en udfordring. Den vender vi lige tilbage til.

– En stor del af mit arbejde går med at holde fødekæden i gang. Vi har tre elever og to fastansatte, og min kone er bogholder og holder styr på regnskabet. Vi prøver at plukke de bedste elever og håber så, at vi kan præge dem og beholde dem bagefter. De to ansatte er tidligere elever.

Annonce

Jeg kan mange ting med mine hænder, jeg kan ikke 100 procent på det hele, men bare det, at jeg kan 80 procent, er nok til, at jeg har lyst til at gå i gang med det.

Henrik Søgaard, landmand

Varierende hverdag

Henrik Søgaard, der fortæller om sit landmandsliv i stuehuset med fotos af både sin og sin kones familier i baggrunden, står selv op klokken 3.45 og får malket de 300 køer på gården. Når der er spist morgenmad med familien, er der både kontor- og reparationsarbejde, der skal passes.

- Og bliver der lige tid til ti minutter på sofaen, så gør man det. Et powernap er tit guld værd, som landmanden indskyder.

Weekenden holder han fri, men ellers er han på det meste af tiden på Dalagergård.

– Jeg kan godt lide selv at have hænderne nede i materialet. Jeg kan mange ting med mine hænder, jeg kan ikke 100 procent på det hele, men bare det, at jeg kan 80 procent, er nok til, at jeg har lyst til at gå i gang med det.

De ansatte er med i alt på gården – både i stald og på mark.

- Vores hverdag er så varierede, så du kan aldrig sige, hvordan dagen bliver, siger Henrik Søgaard, der har udvidet og moderniseret voldsomt med årene.

Det gamle stuehus blev revet ned, et helt nyt kom til, og der er opført nye stalde. Og omlægningen til økologi i 2016 kostede både kapital og kræfter, efter at han havde købt sin far ud af gården.

Henrik Søgaard har løbende købt og lejet jord, så han nu i alt råder over 500 hektar til sine køer og til de fire kendte kornsorter, majs, hestebønner og græs. Og lige nu er der blevet snittet græs – lige noget for de unge, for så skal der rigtigt køres traktor.

Store udfordringer

Henrik Søgaard har mere øje for den økologiske mælkepris. Den er på 3,25 kroner pr. liter for tiden. Hans køer leverer årligt 2,7 millioner liter til Arla, så det løber mere end rundt på gården, som heller ikke i svære tider har haft underskud.

- Da vi lagde om til økologi, havde vi nogle store udfordringer. Vi måtte købe økologisk foder hos andre, vi skulle lave andre drivveje ud til markerne, der skulle være mere dyrevelfærd - for eksempel et blødere leje at ligge på, så vi skulle renovere staldene. Vi skulle også have et pasteuriseringsanlæg, så vi kunne fodre kalvene med sødmælk, fortæller Henrik Søgaard og fortsætter:

- Vi investerede en million kroner, men da staten jo gerne ville have, at vi omlægger til økologi, fik vi en halv million kroner i adfærdsregulerende støtte. Vi er så heldige, at vi har meget jord lige omkring gården, og det passer fint med økologien, når køerne skal på græs.

- Da vi omlagde, var der en voldsom prisstigning på økologisk mælk, fordi de tyske mejerier manglede mælk og hentede 60 millioner liter i Danmark, så det gjorde vores omlægning lettere. Vi gik fra 1,80 kroner pr. liter for den konventionelle mælk til 3,10 kroner pr. liter for den økologiske.

- Det går op og ned hele tiden, men nu er det mere stabilt på et højere niveau. Vi har stadig en stor gæld i ejendommen, men er hjulpet af, at renten er ekstrem lav, siger Henrik Søgaard og gyser ved tanken om, at de første lån, han i sin tid optog, havde en rente på syv procent.

Familien betyder meget for Henrik Søgaard, så i stuehuset hænger der fotos af både hans og hans kones familie. Foto: Carsten B. Grubach
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia For abonnenter

Vold, trusler og Playstation-røveri: Fire mænd slog og sparkede offer i hovedet, lyder anklagen

Annonce