Annonce
Fredericia

Gratis pølser: Og kritiske spørgsmål til politikerne

Hvorfor skal politikerne have langt bedre pensionsordninger end almindelige danskere? lød det fra Helle Oldenborg til de to kandidater fra S og V. Foto: Søren Gylling
Lokale vælgere mødte tre lokale Folketings-kandidater, da Fredericia Dagblad mandag indbød til "politik og pølser" i Erritsø. Tobias Jørgensen (V) og Jens Jonatan Steen (S) blev blandt andet mødt af kritiske spørgsmål om politikernes lukrative pensionsordninger.

Erritsø: Duften af ristede pølser blev blandet med politik mandag eftermiddag foran SuperBrugsen i Erritsø.

Her bød Fredericia Dagblad for første gang på "politik og pølser", som kører under folketingsvalget. En pølsevogn var stillet op foran Brugsen, og lokale vælgere kunne få en pølse for en snak med en lokal Folketingskandidat.

En af vælgerne, Helle Oldenborg fra Erritsø, tog fat i Tobias Jørgensen (V) og Jens Jonatan Steen (S) om politikernes pensionsordninger. Hun er utilfreds med, at Folketingspolitikere har mere lukrative ordninger end almindelige danskere.

- Hvorfor stemte I ikke for at nedsætte de pensioner, da I havde chancen? spurgte Helle Oldenborg.

- Jamen det er da skidepinligt, erkendte Jens Jonatan Steen.

Hverken ham eller Tobias Jørgensen er dog ansvarlige for ordningerne, da ingen af dem p.t. er i Folketinget. Jens Jonatan Steen lover heller ikke at gøre noget ved det, hvis han bliver valgt ind 5. juni.

- Jeg tror, det bliver svært at ændre på, for der er konsensus i Folketinget om det. Men hvis diskussionen kommer op igen, vil jeg tale for at ændre dem. Som politikere kan vi ikke kræve noget af andre, som vi ikke kræver af os selv, sagde Jens Jonatan Steen.

Her kan du møde politikerne

Fredericia Dagblad/Elbobladet inviterer til "Politik og pølser" op til folketingsvalget 5. juni. Vi besøger fire byer, hvor vælgere kan møde lokale Folketingskandidater, som er på stemmesedlen.
Konceptet er enkelt: Har man et spørgsmål til en politiker, får man en gratis pølse.

Mandag den 20. maj klokken 16-18: SuperBrugsen Erritsø
Torsdag den 23. maj klokken 16-18: Dagli’Brugsen Egeskov
Mandag den 27. maj klokken 16-18: Dagli’Brugsen Skærbæk
Onsdag den 29. maj klokken 16-18: Føtex, Prinsessegade i Fredericia

Hvad vil du gøre for de gamle?

Tobias Jørgensen blødte op på uenigheden med medbragte chokoladekager, hvor glasuren viste et "V". Men han holdt fast på, at der også skal følge goder med til jobbet på Christiansborg, og at det skal være en ordentligt lønnet job. Så enige blev de ikke.

Men Venstre-politikeren var generelt glad for at snakke med de vælgere, der kom forbi.

- Én spurgte, hvad jeg ville gøre for de gamle over 80. Han skulle nok selv klare sig, men mange har ikke sparet op. Og deres pension er ikke fulgt med prisudviklingen de sidste par år. Det er en helt konkret ting, som vi ikke snakker så meget om i valgkampen. Jeg kunne ikke svare på det, for jeg er mere kloakminister end økonomidreng. Men jeg vil gerne være med til at kigge på, hvordan vi får velfærdssystemet til at fungere optimalt, sagde Tobias Jørgensen.

Til daglig er han kloakmester, og som en del af valgkampagnen optræder han også i flere Youtube-videoer under navnet "Kloakministeren".

Riskær-kandidat: Kig på politikken

Ved et andet cafébord stod Peter Martin Pedersen fra Partiet Klaus Riskær Pedersen. Også han blev mødt af en kritisk kommentar. Nemlig om finansmanden, der har lagt navn til det nye parti, og som blandt andet har en bedrageridom i bagagen.

- Det er unfair at sige det til mig. Partiet har hans navn, men det er ikke ham, der bestemmer det hele, lød svaret fra kandidaten, som blot har været politisk aktiv i et par måneder. Over for Dagbladet uddybede han:

- Det er en reaktion, folk ofte kommer med i starten. Men så tænker de lidt over det og kigger lidt på politikken. Jeg skal ikke stå på mål for andre, men for hvad jeg selv står for. Jeg synes hellere, man skulle kigge på politikken, forklarede Peter Martin Pedersen og pegede på partiets ønske om et mere fair skattesystem og et opgør med bankerne.

Din stemme - dit valg

Fredericia Dagblad og Ugeavisen Elbobladet dækker valgkampene til EU- og folketingsvalg. Denne gang med ekstra kræfter. Vi har takket ja til 75.000 kroner i økonomisk støtte til dækningen af begge valg. Støtten kommer fra demokrati- og borgerudvalget i Fredericia Byråd.
Vi har taget imod støtten, da vi ser det som en af vore vigtigste opgaver at være medvirkende til, at flest mulige fredericianere går i stemmeboksene på bedst muligt oplyst grundlag.
Vi har som et ufravigeligt krav naturligvis betinget os fuld redaktionel frihed i forhold til, hvilken dækning vi laver ud fra støtten. For at tydeliggøre det for læserne er den redaktionelle dækning, der er økonomisk støttet, tydeligt markeret med en særlig grafisk opsætning i printudgaverne af Fredericia Dagblad og Ugeavisen Elbobladet.

Næste stop Egeskov

Ida Sørensen fra Erritsø tog en runde blandt alle tre kandidater.

- Jeg plejer at stemme rødt, og det gør jeg nok også igen. Men de blå partier har også fornuftige argumenter. Jeg kommer for at få et bedre indtryk af kandidaterne, for det får man, når man snakker med dem, sagde Ida Sørensen.

Mandag blev hun ikke "omvendt" af nogen af de tre politikere. Men krydset skal som bekendt også først sættes 5. juni.

Inden da tager Fredericia Dagblad ud med pølsevognen tre gange mere. Første gang er på torsdag 23. maj ved Brugsen i Egeskov på samme tidspunkt - fra klokken 16 til 18.

Peter Martin Pedersen (i midten) fra Partiet Klaus Riskær Pedersen snakkede politik ved pølsevognen i Erritsø. Foto: Søren Gylling
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Åbent brev til byrådet i Fredericia: Tænk disse punkter ind i arbejdet med næste års budget

Læserbrev: På det ugentlige tværpolitiske, offentlige møde i Demokraticontaineren i Kanalbyen var emnet tirsdag 10. september "Velfærdspolitik i de kommende år i Fredericia". Som sædvanlig var der en livlig diskussion i en positiv ånd. Samtalen foregik endnu en gang på tværs af partiskel og andre interesser. Mødet endte ud med enighed om at opfordre byrådspolitikerne til at tænke nedenstående punkter ind i arbejdet med næste års budget. Vi håber, I vil sætte fokus på de svageste borgere og på arbejdsmiljøet for de kommunalt ansatte. Der var enighed om, at velfærden generelt skal være i centrum, og følgende områder blev specifikt nævnt som indsatsområder: Folkeskolerne. Der er kun fem kommuner i landet, der bruger færre økonomiske midler pr. elev. Var det en ide og en mulighed at tildele midlertidig "førtidspension” til syge borgere, så de får ro til at komme sig og samle kræfter, inden der tages stilling til deres fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet? Fritidstiltag for den ungdomsgruppe, der ikke er knyttet til Ungdommens Hus. Sikring af, at frivillig indsats ikke på nogen måder indregnes i normeringsbehovet. Personale nok til at tage sig dybtgående nok af de underretninger, der indsendes til familieafdelingen. For at fremme arbejdsmiljøet på de offentlige arbejdspladser skal der være mindre kontrol og mere tillid, og i den sammenhæng vil det være en god idé at lade en stor del af arbejdsprocesserne bestemmes af selvstyrende teams. Det er vigtigt, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for de områder, der vedrører velfærden. Når forholdene er gode for de kommunalt ansatte, er der stor sandsynlighed for, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for disse områder, så der på sigt kan blive et tilstrækkeligt antal kvalificerede medarbejdere at vælge imellem. Det er væsentligt, at der bliver lagt endnu mere vægt på et positivt og inkluderende menneskesyn i den kommunale organisation. Vi ønsker byrådet rigtig god arbejdslyst i processen med budgetforhandlingerne!

Annonce