Grindsted: Inden længe kommer der nye skilte og logoer op på den tidligere DuPont-fabrik i Grindsted. Med virkning fra 1. februar er den del af DuPont, der arbejder med fødevarer og ingredienser, fusioneret med en anden stor amerikansk virksomhed, IFF.
Fabrikken i Grindsted, der med 500 medarbejdere er byens største, slår samtidig 10 ledige stillinger op.
Martin K. MadsenNu har vi nogle job, der skal genbesættes plus nogle nye arbejdspladser, da vi har ganske travlt i produktionen.
- Vi har vidst i lang tid, at vi skulle fusionere per 1. februar. Derfor har vi i en periode holdt pause med at ansætte nye folk. Men nu har vi nogle job, der skal genbesættes, plus nogle nye arbejdspladser, da vi har ganske travlt i produktionen, fortæller fabrikschef Martin K. Madsen.
De 10 stillinger er både timelønnede og funktionærer, der er spredt ud over flere afdelinger.
Tror på fremtiden
Selvom fremtidsudsigterne i disse tider kan være meget omskiftelige under en verdensomspændende pandemi, så er der optimisme i Grindsted.
- De ti stillingsopslag er også udtryk for, at vi tror på fremtiden, corona eller ej. Markedet er selvfølgelig gået op og ned over de seneste 12 måneder, men folk skal jo have noget at spise, uanset om der er en pandemi. Vi leverer ingredienser til brød og andre basisfødevarer, så vi har holdt produktionen kørende næsten uændret i hele perioden. I de første måneder havde vi endda ekstra travlt, fordi kunderne ville sikre sig tilstrækkelige leverancer, fortæller Martin K. Madsen, som forventer, at fabrikken i Grindsted fortsat skal have fokus på de produkter, der allerede fremstilles.