Annonce
Vejle

Gule veste på Vejles veje: Forældre forsøgte at råbe Christiansborg op

Cathrine Bøhne, Vejle, (t.v.) og Kristine Wikman fra Jelling var to af de mange forældre, der lørdag gik gennem Vejles gader med krav om flere voksne i daginstitutionerne. Foto: Leif Baun
Omkring 800 forældre og børn gik i demonstration gennem Vejle lørdag eftermiddag for at få flere voksne på arbejde i daginstitutionerne.

Artiklen er rettet i sidste citat. Tidligere fremgik, at Lotte Rod ikke støttede minimumsnormeringer. Men det gør hun.

Vejle: I Frankrig er gule veste blevet et symbol på en vrede og et oprør fra neden i samfundet. Arrangørerne af "hvor er der en voksen"-demonstrationen i Vejle lørdag eftermiddag bar også gule veste. Lighedstrækket med Frankrig er, at gårsdagens demonstration også er ret spontant organiseret "nedefra" af forældre til børn i kommunens pasningsordninger.

Slagsange, kampråb og fløjter fyldte gader og veje i Vejle Midtby, da 600 forældre og 200 børn (arrangørtal) gik i demonstration. I lighed med planlagte demonstrationer 56 andre steder i landet skulle larmen fra optogene trænge gennem Christiansborgs tykke mure, så Folketinget kræver flere pædagoger i daginstitutionerne.

"Klappe klappe kage,der er ingen voksne tilbage."

En tv-udsendelse om børnenes liv i daginstitutioner har sendt rystelser gennem forældrekredse landet over. Pludselig blev det meget synligt, at børnene er mere alene, men mange forældre bryder sig om at tænke på, mens de passer deres arbejde.

Annonce
Der skal i dén grad flere penge til området. Det handler om ordentlighed og værdighed i forhold til de små mennesker, der er her, og som ikke selv kan sige noget.

Christiane Wikman

Let at se: For få hænder

Demonstrationstoget endte i Byparken, hvor der var gøgl, taler, boder fra rød blok og hoppeborg. Her slog forældrene, flest kvinder, sig ned på græsset i det fine solskin og snakkede og lyttede. En af dem var Cathrine Bøhne fra Vejle. Hun sagde:

- Der er ikke nok hænder. Vi kan jo se, hvordan pædagogerne kæmper. Det går ud over både børn og pædagoger. Når man afleverer eller henter sit barn, kan man ofte se nogle, der sidder og græder, uden at der er nogen voksen ved dem. Så går man som forældre ind og hjælper til, hvis man for eksempel ser et barn falde, mens to voksne ude på legepladsen står med 20-30 børn.

Mathilde Friis fra Vejle supplerede:

- Børns hjerner kan slet ikke holde til det her. Når de er fem år, skal en femtedel af deres hjerne være udviklet. Men det er ingen hjælp, at de ikke kan være sammen med nogle voksne.

Kristiane Wikman fra Jelling håber, at opråbet bliver hørt:

- Jeg ved ikke, om det lige skal være minimumsnormeringer, der skal være løsningen, men der skal i dén grad flere penge til området. Det handler om ordentlighed og værdighed i forhold til de små mennesker, der er her, og som ikke selv kan sige noget, fastslår hun.

Folketinget sagde nej

SF foreslog netop minimumsnormeringer i Folketinget, altså et krav om, at der højst må være et vist antal børn pr. pædagog. Folketingets flertal sagde nej.

- Det koster under to milliarder kroner. Lige bagefter var blå blok klar til at bruge 112 milliarder kroner på trafikting. Så spørgsmålet er ikke, om pengene er der. Spørgsmålet er, om man virkelig ikke vil prioritere vore børn. Det er specielt, at det er forældrene, der har organiseret de her demonstrationer, sagde tidligere SF-folketingsmedlem og kandidat ved det kommende valg, Karina Lorentzen Dehnhardt.

Socialdemokratiet stemte imod SF-forslaget. Måske lidt overraskende. Folketingskandidat Birgitte Vind (S) forklarer:

- Det er let at kræve minimumsnormeringer, som SF gør. Men så enkel er virkeligheden ikke. Eksempelvis ser det ud til på tallene, at Vejle Kommune overholder den minimumsnormering, der er talt om. Men der er da vist ingen, der vil sige, at situationen i Vejles pasningstilbud er god. Vi frygter, at minimumsnormering kan blive en sovepude. I stedet skal man ændre budgetloven, så kommunerne kan prioritere området op.

Nanna Sørensen var indpiskeren med megafon, der satte gang i slagordsråb og kampsange ved "Hvor er der en voksen"-demonstrationen i Vejle lørdag. Foto: Leif Baun

R: ja til minimumsnormering

Det radikale folketingsmedlem Lotte Rod, der også var med i demonstrationen i går, tænkte tilbage på dengang, hun i 2011 blev valgt til Folketinget første gang.

- Dengang syntes folk, at det var mærkeligt, at jeg mente, at der skulle investeres mere i børnene. Det er så vigtigt, at flere og flere gør opmærksom på det her, hvis det skal lykkes. Især fordi det bliver endnu værre end nu, da antallet af børn stiger de kommende år. I Radikale Venstre foreslår vi, at vi sætter 2 milliarder kroner af om året til at få 4500 flere pædagoger og binder kommunerne på en minimumsnormering. En ny regering med S skal være villig til at opprioritere området, hvis vi skal støtte den, siger Lotte Rod.

Omkring 800 deltog i forældredemonstrationen, der begyndte på Nørre Torv. Foto: Leif Baun
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Juletiden nærmer sig - sæson for indbrud

Middelfart

Middelfart på verdenskortet til sommer: Amerikanske rocklegender giver kæmpekoncert under Lillebæltsbroen

Fredericia

Det kræver sit skæg: Tidligere leder af Det Bruunske Pakhus er 'ægte' julemand i San Diego

Middelfart For abonnenter

Stort lån fra boldklub baner vejen for mega-koncert med Aerosmith i Middelfart

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce