Annonce
Kolding

Gulerods-gnaskende heste besøgte plejehjem

Birthe Fønss havde mariekiks og rugbrød med i rollatoren og var den første af plejehjemsbeboerne til at fodre hestene. Foto: Morten Pape
- Jeg tænkte, at hvis nu alle kunne få en dag, som de kunne snakke om i et par uger, så var det et godt initiativ, siger Christina Madsen, der er leder af Cedergaard Sportsrideklub, og som søndag havde taget fire heste med på besøg på plejecentret Bertram Knudsens Have.

Kolding: Der lyder et vrinsk inde fra den kæmpestore hestetrailer, der holder parkeret ved plejecentret Bertram Knudsens Have. Ud kommer først en flok muntre hestepiger, der efter lidt bakserier trækker fire heste ud af traileren.

I mens er en beboer på plejecentret bevæget sig ud på sin altan, hvor hun følger med i, hvad der sker nede på parkeringspladsen. En forbipasserende, der er ude at gå tur, stopper også op. Samtidig er en håndfuld beboere stimlet sammen foran indgangen til plejecentret, hvor de står klar med gulerødder og rugbrød.

Langsomt bevæger beboerne sig hen mod hestene. Den første, der kommer tæt nok på til at kunne fodre hestene, er Birthe Fønss.

- Jeg har kage med til den, siger hun og giver en af hestene et par mariekiks efterfulgt at nogle skiver rugbrød.

Søndag havde plejecentret besøg af Cedergaard Sportsrideklub, der havde taget fire heste med, som plejecentrets beboere fik lov at hilse på og fodre. Det var en dag, som de ældre havde glædet sig og set frem til.

- Det er så hyggeligt, at de kommer. Jeg synes, det er pænt af dem, at de gider, siger Birthe Fønss, der trisser videre til en anden hest og giver den et par gulerødder.

Annonce

Cedergaard Sportsrideklub

  • Hvis du selv har lyst til en ridetur, så har du mulighed for at få en gratis tur hos Cedergaard Sportsrideklub fra og med 1. december.
  • Her slår rideklubben nemlig dørene op til deres juletræssalg, hvor du også kan få lov til at prøve at ride.
  • Læs mere på www.cedergaard.dk

Godt initiativ

- Vi tager lige en gang mere, siger en af ridepigerne, mens hun trækker John Madsen, der bor på Bertram Knudsens Have, rundt om plejecentret på en hest.

John Madsen er far til Christina Madsen, som er leder af Cedergaard Sportsrideklub. Og det er netop hendes far, der har været inspiration til at tage hestene med ud på plejecentret.

- Hvis min far har været ude bare én dag med hestene, kan han snakke om det i flere uger. Så jeg tænkte, at hvis nu alle kunne få en dag, som de kunne snakke om i et par uger, så var det et godt initiativ. Jeg er sikker på, at det er stort for dem, siger Christina Madsen.

Det er anden gang, Christina Madsen er forbi med heste på plejecentret.

- Jeg var forbi i sommer, så min far kunne få en tur. Jeg kunne se på de andre beboere, at de var vældig interesseret i, hvad der skete og kiggede ud gennem vinduerne, så jeg ringede og spurgte, om vi ikke skulle komme med ponyerne. Plejehjemmet blev meget glade, da jeg ringede til dem, siger hun.

John Madsen fik med det samme hjælp til at komme op på en hest, og så blev han ellers trukket rundt om plejecentret af en af ridepigerne. Foto: Morten Pape
En af beboerne på plejecentret havde en bakke fyldt med gulerødder klar i sin rollator, så hestene kunne blive fodret. Foto: Morten Pape
Hestene fra rideklubben besøgte plejehjemmet Bertram Knudsens Have Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce