Annonce
Fodbold

Gumpetung langgaber i Georgien

Danmarks Yussuf Poulsen og Georgiens Jemal Tabidze sloges så det bragede i de mange dueller. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2019)
Danmark har sat sig selv under pres i EM-kvalifikationen med forfærdelig kamp på umulig bane i Tbilisi.

FODBOLD: Det var en forfærdelig gange tungt og uinspireret fodbold af det danske landshold i Tbilisi og helt fortjent tilfaldt bifaldet fra tribunerne hjemmeholdet efter en nulløsning på det smattede underlag på Dinamo Tbilisis stadion.

Nu er Danmark under pres i EM-kvalifikationsgruppen og skal nu formentlig bringe sig ind i kampen om EM-billetterne igen med en hjemmesejr over Schweiz i oktober.

Det havde regnet tungt hele dagen i Tbilisi, da det 24 mands store militærorkester i stærk formation betrådte den sjaskvåde grønsvær anført af dirigenten med den bredeste kasket.

Som Erik Åkerwalls mænd i forrige årtusinde var der styr på udeholdets nationalmelodi, der blev spillet med stor indlevelse med to sousafoner i bagkæden i en version, der gjorde en helt bevæget.

Men så var det slut med glæderne. Danmark havde ændret hele højresiden fra Gibraltar og sat Daniel Wass og Robert Skov på bænlen og lukket Martin Braithwaite og Henrik Dalsgaard ind i folden. Som spidsangriber luskede Kasper Dolberg ind i stedet for den mere bastante Christian Gytkjær.

Det var ikke militærorkestrets skyld, men banen blev trådt op. Om det var undskyldning nok til at spille så langsomt, som danskerne gjorde, er tvivlsomt.

Georgierne havde det meget bedre på græsset og viste den kendte tekniske kunnen, der har skabt karrierer på gode adresser i Holland, Tyskland og Italien gennem tiderne.

Danmark skabte intet før pausen. Georgierne var derimod ved at overraske i venstre side, da de rød-hvide tabte bolden et par gange og Valeri Qazashvili stormede afsted og helt ind i feltet.

Danmarks bedste var klart Martin Braithwaite i venstre side. Han lod flere gange Otar Kakabadze stå som en lygtepæl i tusmørke, men slutproduktet manglede af manden fra Leganes - han havde dog et skud, der slikkede sidenettet.

Andreas Christensen vandt de nødvendige dueller i luften og georgierne gik selv til stålet, når det var påkrævet. Forsvarsklippen Gia Grigavala var langt fremme med albuen og Yussuf Poulsen fik en på lampen kort før pausen, hvor reportere fra nær og fjern noterede absolut nul chancer til de to hold.

Thomas Delaney slog ud med armene, da han headede mod mål uden, at en vågen medspiller snittede videre kuglen i mål. Den situation skulle nævnes, når der nu ikke var andet, som fornøjede fodbold-hjertet.

Kampen Kort

EM-kvalifikation, Georgien-Danmark 0-0

Advarsler: Gia Gragalava, Georgien (42), Lasse Schöne, Danmark (87), Otar Kakabadze (89), Georgien.

Georgien: (4-5-1): Giorgi Loria - Otar Kakabadze, Guram Kashia, Gia Gragalava, Jemal Tabidze - Tornike Okriashvili, Giorgi Aburjania (85. Valerian Gvilia), Jano Anidze, Otar Kiteishvili, Valeri Qazhaisvili - Giorgi Kvilitaia (90. Murtaz Daushvili)

Danmark: (4-3-3) Kasper Schmeichel - Henrik Dalsgaard, Simon Kjær, Andreas Christensen, Jens Stryger Larsen - Pierre Emile Højbjerg (73. Lasse Schöne), Christian Eriksen, Thomas Delaney - Yussuf Poulsen, Kasper Dolberg (67. Christian Gytkjær), Martin Braithwaite.

Bedste spillere: Georgien: Valeri Qazaishvili Danmark: Andreas Christensen.

Dommer: François Letexier, Frankrig - karakter: 10.

Tilskuere: 28.000.

Næste kamp: Lørdag 12. oktober, kl.18.00 Danmark-Schweiz, EM-kvalifikation.

Dolbergs glideri

Efter pausen startede danskerne med mere mod og Kasper Dolberg nåede frem til en Martin Braithwaite-centring ved den forreste stang, men keeper Giorgio Loria var vågen og synligt stolt af sin redning.

Men efterhånden blev også Jon Dahl Tomasson træt af, at Dolberg skøjtede rundt på det våde græs og tog ham ud.

Det lidt mere end halvfyldte stadion var ved at blive tændt, og reagerede kraftigt ved mindste uretfærdighed. Georgiernes landstræner Vladimir Weiss fik gult kort af den stærke franske dommer midtvejs i anden halvleg, da danskerne higede og søgte efter løsninger mod de stadigt mere optændte georgiere, som blev båret frem af folket.

Hele stadion var ved at koge over, da den tårnhøje primitive forward Giorgio Kvilitai snittede bolden på overliggeren, men blev dømt offside. Sekunder efter tordnede Christian Gytkjær bolden på træværket i modsatte ende.

I sidste ende måtte de rød-hvide traske fra banen og være glade for, at et frispark langt ind i overtiden blev snusfornuftigt vurderet af Kasper Schmeichel efter en tung-tung aften.

Karakterer

Kasper Schmeichel 4

Henrik Dalsgaard 02

Simon Kjær 02

Andreas Christensen 4

Jens Stryger Larsen 02

Pierre Emile Højbjerg 4

Christian Eriksen 02

Thomas Delaney 02

Yussuf Poulsen 02

Kasper Dolberg 00

Martin Braithwaite 4

Christian Eriksen havde også svært ved at finde løsninger i Tbilisi. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Pierre Emile Højbjerg arbejdede hårdt, men havde det også vanskeligt på den svære bane rent offensivt. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2019)
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia For abonnenter

Fra rugby i Erritsø til banko i Egeskov: Fotografens 10 favoritter fra ét års søndagsaviser

FC Fredericia

Minut for minut: FC Fredericia havde masser af chancer - men tabte alligevel til gæsterne fra Amager

Annonce