Annonce
Erhverv

Gyldendal nedlægger datterselskab og fyrer 25-30 ansatte

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Rosinante & Co. ophører som selvstændigt selskab i forbindelse med strømlining af forlaget Gyldendal.

Forlaget Gyldendal strammer op på organisationen og lægger op til at afskedige 25-30 medarbejdere i løbet af september.

Det oplyser det 249 år gamle forlag i en pressemeddelelse.

Omlægningen betyder, at datterselskabet Rosinante & Co. ophører som selvstændigt selskab.

I den forbindelse fratræder administrerende direktør Jakob Malling Lambert sin stilling.

Baggrunden for manøvren er ifølge pressemeddelelsen, at Gyldendal skal "kunne agere offensivt på ændret kundeadfærd og nye forretningsmodeller i forlagsbranchen".

- For at vi fortsat kan værne om de stærke udgivelseslinjer på et ændret marked, er det nødvendigt, at vi i højere grad samler vores forretning, siger administrerende direktør Morten Hesseldahl, Gyldendal.

De fem forlagslinjer - Rosinante, Cicero, Høst & Søn, Pretty ink og Flamingo - videreføres under Gyldendal.

Alle aktiviteter samles i Gyldendals hoveddomicil i Klareboderne i København.

Det gamle forlag er udfordret af blandt andet digitaliseringen, oplyser Morten Hesseldahl.

- Digitaliseringen stiller samtidig nye krav til os som forlæggere både i forhold til nye formater, distribution, markedsføring og ikke mindst it.

- Vi ser en række fordele ved at samle og styrke organisationen af særligt disse områder, siger Morten Hesseldahl.

Gyldendal er Danmarks største forlag. Det blev grundlagt i 1770 af Søren Gyldendal.

Ifølge det seneste årsregnskab havde koncernen sidste år i gennemsnit 462 fuldtidsansatte.

Morten Hesseldahl tiltrådte i maj 2018 som ny direktør for Gyldendal efter Stig Andersen, som gik på pension efter 19 år i Gyldendal.

Gyldendal vedtog sidste år en strategi for udviklingen af koncernen frem mod 2022.

Det seneste tiltag med at samle forretningen skal ifølge pressemeddelelsen sikre, at forlaget "kan leve op til den strategiske ambition om at udvikle og fokusere forretningen".

/ritzau/

Annonce
Selskabsmeddelelse fra Gyldendal
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce