Fredericia: Onsdag eftermiddag blev eleverne på Fredericia Gymnasium informeret om, at de bliver sendt hjem til virtuel undervisning de sidste to dage inden jul og de første tre dage i det nye år.
Det betyder, at eleverne vil modtage undervisning online 21. og 22. december og først skal møde fysisk på skolen 7. januar 2021, da de tre første skoledage foregår virtuelt.
- Intentionen er, at vi gerne vil prøve at gøre noget forebyggende i forhold til julen. Vi har omkring 900 unge, som er hjemme og måske skal fejre med deres bedsteforældre i julen, fortæller rektor på Fredericia Gymnasium Poul Erik Madsen.
Poul Erik Madsen, rektorJeg oplever, at mange forældre ringer til os og er bekymrede her op til jul. Det er altså for at sikre julen, vi gør det, og de tre dage efter nytår er for at dække os selv af i forhold til coronasmitte.
Han oplyser, at gymnasiet ikke har nogle nye corona-smittede pt, men forleden havde 11 smittede.
- Om få dage vil de være tilbage på skolen, men der popper hele tiden smitte op, så intentionen er, at de to dage med virtuel undervisning inden jul vil betyde, at eleverne har en uge, hvor de ikke kan komme hjem med noget, fortæller han.
Bekymrede forældre ringer
Eleverne møder altså fysisk på skolen sidste gang i år fredag 18. december.
- Så hvis nogen af dem har noget, vil det altså være kommet for en dag inden julefestlighederne, og inden de ældre kommer. Og så appellerer jeg selvfølgelig til, at de unge i weekenden før jul tænker sig rigtig godt om, siger Poul Erik Madsen.
Når juleferien er slut, og det nye år går i gang, bliver det altså også med tre dages virtuel undervisning - undtaget er de elever, som har mundtlige eksaminer i de tre første dage. Eleverne skal modtage virtuel undervisning og først møde fysisk 7. januar.
- Så går der også så mange dage efter nytårsfesten, at smitten ikke bringes ind på skolen, håber rektor.
Fredericia Gymnasium håber med tiltaget at kunne bidrage til at bringe smittetrykket ned i Fredericia i juledagene.
- Jeg oplever, at mange forældre ringer til os og er bekymrede her op til jul. Det er altså for at sikre julen, vi gør det, og de tre dage efter nytår er for at dække os selv af i forhold til coronasmitte, forklarer Poul Erik Madsen.