Annonce
Debat

Højrepopulismen og Trump udfordrer vores verdensorden

Den internationale orden slår revner. USA og Storbritannien har i mange år været garanter for internationalt samarbejde, men vender nu multilateralismen ryggen. Det samme gør stærke højrepopulistiske bevægelser verden over. Det er ellers en orden, der rækker langt tilbage. Den fik sin første konkrete manifestation for ret præcist 100 år siden, i juni 1919, da sejrherrerne efter Første Verdenskrig underskrev Versaillesfreden og oprettede Folkeforbundet – verdens første moderne internationale organisation.

Folkeforbundet var både et bevarende og et revolutionært, liberalt projekt. Det var konservativt, fordi organisationen institutionaliserede de europæiske stormagters dominerende position siden Wienerkongressen i 1815. Uden USA’s deltagelse og med Sovjetunionens sene medlemskab i 1933 blev Folkeforbundet samtidig en dybt eurocentrisk organisation. Men Folkeforbundet var også revolutionært. Den amerikanske præsident Woodrow Wilson – indpisker på ideen om den nye organisation på fredskonferencen i Paris – ville skabe et globalt forum, hvor repræsentanter for liberale og demokratiske stater sammen kunne gøre det oplyste verdenssamfunds idealer til virkelighed. Ambitionen var verdensfred. Intet mindre.

Det lykkedes som bekendt ikke, men organisationen fik vidtrækkende og langsigtet indflydelse på den internationale politik. Folkeforbundets første store bidrag var at håndtere de kriser og konflikter, som fulgte i kølvandet på Første Verdenskrig: sult- og flygtningekatastrofen i Rusland, epidemier, migration og etniske konflikter over hele Europa, økonomisk fallit i Østrig og Grækenland og territorielle stridigheder. Mest omstridt var det såkaldte minoritetsregime, som gav etniske, religiøse og sproglige mindretal i de nye østeuropæiske stater traktatfæstede rettigheder. Men organisationen blev også omdrejningspunkt for økonomisk, infrastrukturelt og kulturelt samarbejde. Med andre ord betød oprettelsen af Folkeforbundet en radikal udvidelse og internationalisering af udenrigspolitikkens virkeområde.

Selv om Folkeforbundet knækkede halsen på 1930’ernes økonomiske depression og Italien, Japan og Tysklands aggressive nationalisme, gik meget dog gik i arv til efterkrigstiden. Organisationens aktiviteter inden for humanitært samarbejde, kollektiv sikkerhed og koordineret økonomisk ekspertise blev udfoldet, professionaliseret og forankret i internationale organisationer som FN, OECD, NATO og EF/EU. Som noget nyt blev organisationerne båret frem af atomsupermagten USA, der havde vilje til og ambitioner om en ny verdensorden i konkurrence med det kommunistiske Sovjetunionen. Også andet var nyt: Hvor man med Folkeforbundet havde haft én organisation, der favnede alle typer internationalt samarbejde, opstod der nu regionale organisationer med hver sit arbejdsområde. Fælles for alle var dog, at de byggede videre på Folkeforbundets måske mest radikale, men stilfærdige innovation: Ideen om at international politik måtte koordineres og opretholdes af en stand af internationale embedsmænd, hvis loyalitet alene lå hos organisationen, og som opsamlede vigtig viden og forberedte og implementerede politiske beslutninger.

Den liberale verdensorden nåede sit klimaks i 1990’erne, hvor Sovjetunionen efterlod USA som verdens ubestridte geopolitiske, økonomiske og kulturelle magt, mens venstrefløjen omfavnede liberalismen og dens ideer om globalisering og demokratisering gennem markedet. Internationale organisationer spillede en helt afgørende rolle. Det gjaldt ikke mindst i Europa, hvor EU dannede rammen om et genforenet Tyskland. EU’s liberale tiltrækningskraft kulminerede med østudvidelserne i 2004 og 2007. Samtidig markerede 1990’erne nederlaget for de bestræbelser, udviklingslande og nyligt afkoloniserede stater siden 1970’erne havde udfoldet for at skabe en globalt omfordelende økonomisk verdensorden gennem FN. Ud af den Kolde Krig kom et FN med ambitiøse humanitære mål, men uden tænder til eller mave for at udfordre den etablerede økonomiske orden.

Kigger man på de seneste 100 års multilaterale samarbejde, kan den aktuelle krise forstås som tredelt. Det første element handler om lederskab. USA afløste i 1945 Storbritannien som den ‘venlige magt’, der understøttede en stabil multilateral orden. Nu står vi ved en korsvej, hvor USA vender sit fokus indad, og den amerikanske rolle skal afstemmes med nye globale spillere som Kina og EU.

Det andet element er populisme og polarisering. Internationale organisationer er kompromismaskiner, der kun fungerer, hvis medlemsstaterne grundlæggende bakker op om organisationens formål og spilleregler. Populismen er lammende for internationalt samarbejde, fordi den reducerer handlingsalternativerne til enten tilbagetrækning eller destruktiv deltagelse. I den forstand er den aktuelle situation sammenlignelig med den, Folkeforbundet gennemlevede i 1930’erne.

Det tredje element handler om den internationale orden som vidensregime. Siden 1920’erne har internationale organisationer oparbejdet, forbundet og målrettet viden og ekspertise om grænseoverskridende problematikker. USA’s udtræden af UNRWA (FN-organisation for palæstinensiske flygtninge), den internationale postunion og UNESCO er ikke i sig selv nok til at vælte dagens internationale orden. Men over tid er der fare for, at det igangværende ideologiske og politiske opgør udhuler det univers af tekniske og praktiske samarbejdsrelationer, som Folkeforbundet satte i gang for 100 år siden.

Heldigvis viser et historisk blik ikke kun, hvor møjsommeligt og besværligt det har været at opbygge et internationalt samarbejde, men også hvor sejlivet og tilpasningsdygtigt det har været i de seneste 100 år.

Haakon A. Ikonomou og Karen Gram-Skjoldager er historikere og forsker i Folkeforbundet. I anledning af 100-året udgiver de i juni ”The League of Nations – Perspectives from the Present” på Aarhus Universitetsforlag.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Men vil borgerne landdistrikterne?

I sidste uge kom en god nyhed til landdistrikterne. En planlagt besparelse på 30 mio. kr. på de såkaldte LAG-midler bliver trukket tilbage, så landdistrikterne nu har 90 mio. kr. om året fra staten til udvikling - oveni et EU-tilskud. Pengene falder på et tørt sted, for banker og andre investorer har en tendens til at smække kassen i, så snart postnummeret bliver nævnt. Derfor er de såkaldte LAG-midler, der de seneste 11 år har været med til at udvikle og bevare livet i de mindre landsbyer, et fint tiltag, og det er rigtig godt, at politikerne på den måde vælger at tilgodese landdistrikterne. Spørgsmålet er så, om naturstier, byparker og nogle arbejdspladser ændrer på borgernes trang til at bo i selvsamme landdistrikter? Der er ingen tvivl om, at pengene kommer de mennesker, der allerede bor på landet til gavn, men kan LAG-midlerne og andre lignende initiativer vende udviklingen fra by til land? Desværre ser det ikke ud til at være tilfældet. I byer som Ølholm, Barrit og Bjerre, som alle har modtaget LAG-midler, er befolkningstallet de seneste 10 år faldet lige så stille. Ikke voldsomme fald, men en stille afsivning, der bekræfter tendensen, der gælder på landsplan: Borgerne vælger i stigende grad byerne frem for landsbyerne. At LAG-midlerne dermed skulle være en dårlig investering, vil borgerne i de byer, der modtager pengene, sige klart nej til. De mange projekter giver en øget livkvalitet og kan om ikke andet så bremse faldet i indbyggertal. Men det giver anledning til at stille spørgsmålet om, hvad der så skal til for at stoppe affolkningen af landdistrikterne, og om det overhovedet kan lade sig gøre? En kommunal embedsmand, avisen interviewede forleden, nævnte det emne som landkommunens største udfordring. At bevare strukturen med mindre byer, hvor folk kender hinanden og taler sammen om problemer og udfordringer. Der er med garanti ingen lette løsninger på den udfordring, og derfor kan man godt frygte, at de 30 mio. kr. ekstra, der nu bliver fordelt over hele landet, slet, slet ikke er nok.

Annonce