Annonce
Læserbrev

Højskoleforstander om FGU: Ny uddannelse er i udu - de unge svigtes

Send de unge, der er hårdest ramt, til os, og giv dem den ro, de fortjener, mens tingene falder på plads på hjemmefronten, og kursen sættes for et nyt FGU.

Læserbrev: Formand for FGU (den forberedende grunduddannelse) Hanne Pontoppidan beskriver i FGU Nyt fra august i år, hvordan rammerne for at kunne levere en god undervisning for de nye FGU-elever overhovedet ikke er i orden.

FGU er den nye forberedende grunduddannelse for unge, der ikke kan komme ind på en ungdomsuddannelse.

Hanne Pontoppidan beskriver, hvordan alle de nye FGU-institutioner lider under alvorlige it-problemer, som bevirker, at man ikke kan registrere eleverne eller få adgang til relevante undervisningsmaterialer.

Hun beskriver, hvordan der på flere af de nye FGU-institutioner er kommet flere elever end forventet, og flere end der er plads til.

Og hun gør ærligt opmærksom på, hvordan mange af de nye FGU-lærere endnu ikke aner, hvad de skal undervise i.

FGU er en splinterny uddannelse fra august i år, og begyndervanskeligheder må selvfølgelig forventes.

Men den aktuelle situation går ud over de unge, der i forvejen er ramt. De unge søger netop uddannelsen, fordi de har haft de svære liv og er påvirkede af uheldige oplevelser i folkeskolen.

De brug for ro og ordnede forhold, så de kan vinde læringslysten tilbage.

I stedet får de nu fuldstændig kaotiske forhold, ja, nogle elever bliver simpelthen sendt hjem, fordi der ikke er plads eller undervisning til dem, andre får undervisning af lærere, der er usikre på, hvad de skal.

Jeg gør opmærksom på, at højskolerne, og jeg skriver fra Brande Højskole, har årelang erfaring på det her felt. Vi har faste og trygge rammer, der matcher de unge med de svære liv, og vi kan give dem den undervisning, de behøver. Vi kan sammen med FGU løfte de unge ind på en ungdomsuddannelse.

Kære FGU, brug os, mens I får styr på det derhjemme.

Vi er indskrevet i FGU-loven som et tilbud, lovgiverne har ønsket at FGU benytter sig af.

Send de unge, der er hårdest ramt, til os, og giv dem den ro, de fortjener, mens tingene falder på plads på hjemmefronten, og kursen sættes for et nyt FGU.

Højskolerne hjælper gerne til - både nu og i det videre arbejde med at gøre FGU'en til det gode alternativ, de unge fortjener.

Annonce
Mogens Sommer Madsen. Privatfoto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Fritidsjob udvikler kompetencer og ressourcer, som kommer de unge til gavn i deres voksne liv

Læserbrev: "Jeg er 15 år gammel, har fire søskende i forskellige aldersgrupper - så jeg er vant til at passe børn..." Sådan skriver en knægt i Vejle, som gerne vil få et fritidsjob i forbindelse med rengøring, havearbejde, hundeluftning eller børnesang. Da jeg fandt hans henvendelse i min postkasse, blev jeg rørt og meget nysgerrig efter at høre, hvem han er. Ikke fordi jeg har børn til at passe eller hunde til at lufte, men simpelthen for at blive klædt på til at tage en aktiv del i vores samfundsmæssige diskussion om de unges fritidsarbejde. Jeg ringede til ham for at spørge, om det ville være i orden at bruge ham som en case i mit læserbrev, hvad Kamiran sagde god for. Når et ungt mennesker på 15 år går rundt fra hus til hus med sin "uopfordret jobansøgning", så viser han ikke kun et stort engagement, men også og især integritet. Og det sidste er en kompetence, som rigtig mange unge har brug for i overgangsperioden fra barn til ung. For mig er fritidsjob ikke kun en del af social inklusion, men også en måde at holde unge væk fra gaden, kriminalitet, ensomhed og isolation. Andelen af børn og unge, som har fritidsjob, varierer fra kommune til kommune, og i 2016 har 35 procent af børn og unge i Vejle haft et fritidsjob ifølge Danmarks Statistik. Siden 2008, hvor finanskrisen satte sine spor, ikke mindst på beskæftigelsen, har flere unge søgt et fritidsjob. Dette er en positiv tendens, som vi burde glædes over - som politikere, som arbejdsgivere, som forældre og som almindelige borgere. Når de unge mennesker tager et fritidsjob ved siden af deres skolegang og fritidsaktiviteter, udvikler de kompetencer og ressourcer, som kommer dem til gavn i deres voksne liv. Sidegevinsten er, at man gør noget godt for andre mennesker, som netop har brug for en, som skal lufte hunden eller passe børn, ordne have, gøre rent, sidde ved kassen eller lave noget andet. Derfor hilser jeg velkommen alle de henvendelser, som finder vej ind i min postkasse, hvis afsenderen er et ungt menneske, som søger et fritidsjob. Har jeg ikke noget job til vedkommende, vil jeg kontakte mit netværk og på den måde gøre en indsats. For jo flere unge, der søger og får et fritidsjob, desto bedre klarer de sig i deres voksne liv, såvel fagligt, socialt og personligt. Og dette må være vores fælles ønske.

Annonce