Annonce
Læserbrev

Hallo, Jacob Bjerregaard - skal vi have minimumsnormeringer?

Læserbrev: TV2 har spurgt borgmestrene i landes kommuner, om de vil indføre minimumsnormeringer i deres daginstitutioner. Her er Kolding og Fredericia de to eneste kommuner i Sydjylland, hvor borgmesteren ikke har tilkendegivet sin holdning til, om der maksimalt må være seks børnehavebørn og tre vuggestuebørn pr. pædagog.

Derfor håber, vi at Jacob Bjerregaard som byens borgmester vil tilkendegive sin holdning til dette vigtige spørgsmål. For hver dag er vi forældre, som tager på arbejde og afleverer vores børn til pædagoger i institutioner og SFO. Vi har brug for tryghed om, at når vi ikke kan være tilstede, så er der andre voksne, der har tid til at trøste, pudse næser og snakke.

Men mange forældre har nået grænsen for, hvad de vil byde deres børn i daginstitutionerne. De har været på gaden for bedre normeringer - flere pædagoger - til deres børn. I SF støtter vi forældrenes krav, og vi er enige i BUPL's mål om, at der skal være mindst én voksen til tre vuggestuebørn og seks børnehavebørn.

Selvom mange institutioner ser ud til at ligge tæt på denne normering, snyder tallene. Vikartimer for syge pædagoger og administrativt personale tæller med, og derfor ligger mange kommuner i realiteten et godt stykke under. I 2017 viste en medlemsundersøgelse fra pædagogernes fagforening BUPL, at tre ud af fire pædagoger i løbet af dagen oplever at være alene med i gennemsnit 17 børn.

Vi står over for et valg. Valget mellem flere pædagoger i vores daginstitutioner eller skattelettelser primært til de rigeste. Regeringen har de seneste år valgt sidstnævnte. Vores børn oplever historisk dårlige normeringer, og vores børnehaver og vuggestuer mangler ca. 4800 pædagoger til at tage sig af vores børn. Der skal handles nu, hvis vores institutioner ikke bare skal udvikle sig til et opbevaringstilbud.

Annonce
Lars Olesen
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Men vil borgerne landdistrikterne?

I sidste uge kom en god nyhed til landdistrikterne. En planlagt besparelse på 30 mio. kr. på de såkaldte LAG-midler bliver trukket tilbage, så landdistrikterne nu har 90 mio. kr. om året fra staten til udvikling - oveni et EU-tilskud. Pengene falder på et tørt sted, for banker og andre investorer har en tendens til at smække kassen i, så snart postnummeret bliver nævnt. Derfor er de såkaldte LAG-midler, der de seneste 11 år har været med til at udvikle og bevare livet i de mindre landsbyer, et fint tiltag, og det er rigtig godt, at politikerne på den måde vælger at tilgodese landdistrikterne. Spørgsmålet er så, om naturstier, byparker og nogle arbejdspladser ændrer på borgernes trang til at bo i selvsamme landdistrikter? Der er ingen tvivl om, at pengene kommer de mennesker, der allerede bor på landet til gavn, men kan LAG-midlerne og andre lignende initiativer vende udviklingen fra by til land? Desværre ser det ikke ud til at være tilfældet. I byer som Ølholm, Barrit og Bjerre, som alle har modtaget LAG-midler, er befolkningstallet de seneste 10 år faldet lige så stille. Ikke voldsomme fald, men en stille afsivning, der bekræfter tendensen, der gælder på landsplan: Borgerne vælger i stigende grad byerne frem for landsbyerne. At LAG-midlerne dermed skulle være en dårlig investering, vil borgerne i de byer, der modtager pengene, sige klart nej til. De mange projekter giver en øget livkvalitet og kan om ikke andet så bremse faldet i indbyggertal. Men det giver anledning til at stille spørgsmålet om, hvad der så skal til for at stoppe affolkningen af landdistrikterne, og om det overhovedet kan lade sig gøre? En kommunal embedsmand, avisen interviewede forleden, nævnte det emne som landkommunens største udfordring. At bevare strukturen med mindre byer, hvor folk kender hinanden og taler sammen om problemer og udfordringer. Der er med garanti ingen lette løsninger på den udfordring, og derfor kan man godt frygte, at de 30 mio. kr. ekstra, der nu bliver fordelt over hele landet, slet, slet ikke er nok.

Annonce