Annonce
Fredericia

Han skulle bare have en enkelt øl i sommervarmen - men så købte Allan hele værtshuset

Johnny Mogensen og Johnna Korntved glæder sig over at have fundet den helt rigtige arvtager, Allan Wehlast, som her er i gang med at tage stole ned fra bordene efter støvsugning. Foto: Peter Friis Autzen
Tilfældigheder har det med at afgøre mange ting. Og netop en tilfældighed gør, at Allan Wehlast om få uger overtager et af Fredericias gamle værtshuse.
Annonce

Fredericia: Til nytår får værtshuset Havfruen i Vendersgade ny ejer. 58-årige Allan Wehlast rykker ind, mens Jonna Korntved og Johnny Mogensen rykker ud efter 22 år som ejere af den populære oase.

De tre er rørende enige om, at overtagelsen ikke skal føre til, at ret meget laves om. Jukeboksen bliver, så længe der kan skaffes reservedele til den. Baren og køkkenet fortsætter som hidtil, og ingen skal frygte spejlkugler eller nye, lyse møbler.

- Faktisk var vi lige ved at sælge til en anden. En del af papirerne var på plads, men så spurgte jeg ham, hvad han egentlig ville gøre med stedet. Han svarede, at han ville lave diskotek. Så aflyste jeg handlen. Det kan godt være, at Jonna og jeg stopper, men stedet skal fortsætte som før. Andet kunne vi ikke være bekendt over for kunderne, siger Johnny, mens der lyder lidt dæmpet Big Fat Snake i jukeboksen.

Derfor gik der lidt ekstra tid, inden den rette køber blev fundet. Men pludselig var han der. På en solbeskinnet dag, hvor han tilfældigt kom forbi til sin allerførste Havfrue-pilsner nogensinde.

Allan Wehlast (til højre) er glad for, at han for nogle måneder siden besluttede sig for at tage en fyraftensøl i solen ude foran Havfruen. Foto: Peter Friis Autzen
Annonce

Jamen, du kan da købe Havfruen

- Jeg var i Fredericia for at se på et par andre forretninger, siger Allan Wehlast, der har en fortid som blandt andet teknisk chef på Rigshospitalet.

Men de andre forretninger blev ikke til noget, og han trængte til en lille pause.

- Jeg kom forbi Havfruen. Solen skinnede, så jeg satte mig udenfor for at drikke en øl. Jeg faldt i snak med en stamkunde og fortalte ham om mine aflyste forretninger. Så sagde han "jamen, du kan da købe Havfruen". Og så gik jeg ind for at snakke med Jonna og Johnny, fortæller Allan, mens jukeboksen spiller Status Quo.

Formelt overtager han til nytår, men indtil da er han i praktik, så han kan få den særlige Havfrue-ånd ind under huden.

Han overtager også Jonna og Johnnys lejlighed oven på værtshuset. Mens de leder efter det helt rigtige nye sted, flytter de ud i deres sommerhus.

Annonce

Københavner i byen for alle

- Jeg glæder mig rigtig, rigtig meget. Og jeg er allerede blevet taget så godt imod. Det er virkelig dejligt, siger Allan, som er helt forelsket i den særlige stemning på Havfruen.

- Her er et frirum. Folk kommer her og hygger sig uden at sidde med hovedet i mobilen hele tiden. Her er man sammen i nuet, fordi det øjeblik man er i, er nok i sig selv. Sådan noget er sjældent, og jeg kan virkelig godt lide det. Det skal der ikke laves om på - i det hele taget forestiller jeg mig ikke at lave om på ret meget, siger han, mens Bamses Venner har fundet vej gennem jukeboksen.

Allan havde i forvejen venner i Fredericia.

- Fredericia er en by, hvor der er plads til alle. Det kan man mærke. En dag stod jeg i køen i Føtex, og hørte jeg folk tale om Havfruen - og en spurgte mig, om ikke jeg var ham den nye. De kunne kende mig på den københavnske dialekt. Jeg har faktisk ikke hørt noget tale grimt om Havfruen. Det er et populært sted.

Her kommer han til at stå en del fremover, Allan Wehlast er kommende ejer af Havfruen. Foto: Peter Friis Autzen
Annonce

Har altid ville have sit eget

Allan har haft flere forskellige job.

- Men jeg har altid vidst, at jeg en skønne dag skulle have mit eget, siger han, mens jukeboksen spiller Lars Lilholt.

Han vidste ikke, at det skulle være et værtshus. Men sådan blev det, og det er han glad for.

Jonna og Johnny glæder sig til at stoppe - men tanken er også vemodig.

- Men det bliver rart med lidt mere tid til hinanden, børnene og børnebørnene, siger Jonna, der har fundet vej ud fra køkkenet, mens Bee Gees strømmer ud fra jukeboksen.

De to er vært for deres sidste store arrangement fredag 13. december klokken 17, hvor der er julefrokost på Havfruen. Tilmelding er ikke nødvendig. Jonna og Johnny forventer et stort rykind. Måske endda større end normalt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce