Annonce
Livsstil

Hanne Boel: - Har man en gave, skal man dele den med verden

- Man kan begræde tabet af en storhedstid, men man kan også vælge at sige, ”det var fantastisk, mens det var”. Jeg er så taknemlig for, at jeg fik lov til at være med. 90’erne er en byggesten for, at jeg i en alder af 62 år stadig har lyst til musik, siger Hanne Boel. Foto: Carsten Lauridsen
Hanne Boel har surfet på en solid bølge af succes og mærket skvulpene fra pladebranchens nedtur, der til gengæld betød, at hun fik dyrket alt det, hun også er dygtig til. - Man må tage livtag med sig selv, lyder det fra sangerinden, der er vendt tilbage til musikken på fuld tid efter sit farvel til jobbet som prorektor på Det Rytmiske Musikkonservatorium. Nu er hun aktuel med albummet ”Between Dark and Daylight”, der indeholder helt nye sange.

Hanne Boel læner sig op ad bardisken på det københavnske spillested Vega på fotografens opfordring og spejder ud over rummet. Håret lyser rødt og varmt, posituren er cool, og ordene falder med lige dele myndighed og latter, da journalisten leverer en småkikset bemærkning om, at hun ligner en, der venter på at blive samlet op.

- Nej, nej, samle op. Ikke blive samlet op. Der er en vigtig forskel, siger hun og blinker, inden hun fortsætter med at følge fotografens anvisninger.

Det er kærligt ment og sagt lidt for sjov, men ikke kun.

For det ligger ikke til Hanne Boel at læne sig tilbage og vente på, at nogle andre får tingene til at ske. Tværtimod har hun de seneste mange år forfinet kunsten selv at sætte retningen for sit liv, og hun er en varm fortaler for at sætte sig selv i spil. Det er på sin vis også det, hun nu gør med sit nye album.

Det er længe siden, hun sidst har skrevet og udgivet egne sange, og succesen er jo ikke givet på forhånd. Men Hanne Boel stiller sig frem med ro i sindet. Velvidende, at hun også gør det fra et privilegeret ståsted.

- Hvis jeg stod her og kæmpede for det gennembrud, jeg aldrig havde fået, ville jeg føle mig ynkelig. Men jeg HAR jo haft stor succes engang, og jeg føler mig ikke det mindste ynkelig. Jeg har egentlig ikke noget til gode, men jeg har stadig lyst til at lave musik.

Annonce

Hanne Boel

Er født 31. august 1957 og er opvokset i Bagsværd som den yngste af en børneflok på fire.

Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1980 og fortsatte studierne på Berklee School of Music i Boston.

Efter hjemkomsten underviste hun, men kom også med i flere forskellige musikalske sammenhænge. Hun flirtede med jazzen, kom med i soul-funk-bandet Blast og turnerede også som korsanger - for blandt andre Sanne Salomonsen og Kasper Winding.

I 1988 udgav hun debutalbummet ”Black Wolf”, der blev startskuddet til en omfattende solokarriere. Efterfølgeren ”Dark Passion” sikrede hende fem Grammyer og et pladesalg på over en halv million.

Siden er fulgt adskillige pladeudgivelser, og hendes nye album er det 18. i rækken af soloudgivelser.

I 2009 blev hun ansat som professor på Rytmisk Musikkonservatorium, hvor hun siden blev udnævnt til prorektor. Efter otte år valgte hun at stoppe og arbejder lige nu med musikken på fuld tid.

Hun har to voksne børn, en datter og en søn, og er gift med Søren Hasager.

Albummet ”Between Dark and Daylight” udkommer 31. januar og følges op af foreløbig tre koncerter: 25. marts i DR Koncerthuset, København, 27. marts i Musikhuset, Aarhus, og 29. marts i Musikkens Hus, Aalborg.

Nye tider

Fortællingen om Hanne Boel er fortællingen om sangerinden med den klassiske konservatorieuddannelse, der efter års knoklen og et væld af værdifulde samarbejder bragede igennem med albummet ”Black Wolf”.

Året var 1988, Hanne Boel var 31 år, og pludselig blev hun båret på hænder og fødder af en branche i medvind, der ikke bare så talentet, men også øjnede muligheden for at tjene penge.

- Selvom jeg altid har været en artist med ben i næsen, kunne jeg alligevel mærke suset. Der var blæst omkring mig. Men det var også en fantastisk tid. En fest. For det var i de år, hvor solen i høj grad skinnede på branchen.

Men fortællingen om Hanne Boel er også fortællingen om en branches optur og nedtur.

- Jeg er vel det bedste eksempel på det, der skete i de år, som hun selv siger om overgangen fra selvskreven succes til faldende salgstal og et publikum, der ikke længere var givet.

Efter nogle gode 80’ere og nogle fantastiske 90’ere gjorde digitaliseringen sit indtog, og Hanne Boel kunne med resten af branchen konstatere, at en storhedstid var forbi.

- Jeg var helt klar over, hvad der foregik. Jeg havde siddet i flere råd og udvalg og kunne sagtens aflæse, at det ikke var mig, der var noget galt med. Det var tiderne, der ændrede sig. For alle. Men det var da stadig en kunstart at lade være med at blive bitter eller i hvert fald være sådan lidt ”æv” og spørge sig selv, om man havde fået det ud af det, man ville. Blev jeg færdig? Er JEG færdig?

Det andet liv

Kvinden med det viltre hår og det varme blik har sat sig til rette i caféens mørke med en kop kaffe og en ugeavis med overskrifter om sidste nyt fra stenbroen.

På bordet står en pose med brød fra ”en virkelig god bager”. En af storbyens luksusvarer, som det gælder om at nyde, når turen går til hovedstaden fra hjemmet i nordsjællandske Frederiksværk.

Hanne Boel trives fint med storbyvrimmel, travlhed og gang i den, men hun har aldrig fået fast adresse her og i de kreative miljøer, hvor alle ligner hinanden. Heldigvis, siger hun i dag og peger mod alt det andet, hun også havde og var, da krisen ramte, som en af de afgørende faktorer for, at hun ikke blev væltet omkuld.

- Jeg har altid haft et landbrug af en eller anden størrelse kørende ved siden af, en stor del af mit liv foregår i gummistøvler, og samtidig havde jeg jo min familie. Jeg fandt også mening i mit musikpolitiske arbejde, og ikke mindst flyttede vi i 2006 med min yngste søn til Italien og blev der i to år. Det at komme ind under huden på en anden kultur blev en daglig opgave, der styrkede mig, og samtidig var det fantastisk at være et sted, hvor jeg ikke var en skid. For det gav mig plads til at skabe min egen idé om, hvad folk skulle vide, jeg var, siger Hanne Boel og taler om, hvordan hendes faglighed også var et vigtigt fundament.

Hun vidste, hun var en god sanger og musiker. At hun kunne noget, der ikke forsvandt.

- Mange af mine omgivelser havde travlt med at holde fast i, at det da ikke kunne være rigtigt, at ”sådan en som mig ikke kunne ...”, men jeg brugte nogle indvendige kræfter på at sige til mig selv, at det var cool nok. Jeg VILLE ikke lægge mig ned og sige æv. Der var heller ingen grund til at sige æv. For det første havde jeg været så sindssygt privilegeret. For det andet var det aldrig pengene, der drev mig. Det var mere en følelse af nødvendighed.

Tre hurtige til Hanne Boel

Hvad er det bedste råd, du har fået?- Jeg ved ikke, om man kan kalde det et råd, men som 17-årig blev jeg gennemrost af operasangeren Kurt Westi. Han sagde ikke, at jeg bare skulle gå efter musikken og sangen, men alt i hans måde udtrykte ”du kan ikke gøre andet”. Det, at der var et så magtfuldt og dygtigt menneske, der udstrålede det, kom til at få afgørende betydning for mig.Hvad har du sidst brugt mange penge på?- En ny seng. Alderdommen giver jo sine rygskader, og det gik op for mig, at en ny seng måske kunne gøre noget godt for det.Hvad er din indre alder?- Den svinger mellem 50 og 70 år, tror jeg. På nogle punkter er jeg stadig i 50’erne. Det nye ved at blive 60 er, at det er første gang, jeg tænker videre til 70 og 80. Det har jeg ikke gjort før. Der er sket noget, hvor jeg tager de næste 10 til 20 år ind. At jeg ser enden, og det er dybt positivt ment, for det gør, at jeg sætter lidt mere pris på det hele og overvejer, hvad der er vigtigt at nå. Og måske har det givet mig nogle nye kræfter og lidt mere mod.

Mødet med publikum

Digitaliseringens indtog i pladebranchen og den efterfølgende krise, som mange kunstnere ramlede ind i, var på mange måder et forvarsel for den omstilling, mange i dag står over for, hvor det kan føles, som om det, man kan, ikke længere har en plads. Hvor det er fristende at sukke efter gamle dage og med bløde penselstrøg male skønmalerier over alt det gode, der var engang.

Hanne Boel taler med lige del humor og alvor om den forandring, hun og hendes kolleger har oplevet. For musikken og kunsten i det hele taget har sværere vilkår i dag, og det er ikke nemt at gøre det til en levevej.

Dengang i branchens storhedstid var mange til gengæld pakket ind i både vat og vidunderlighed, og det har krævet tilvænning at træde ind i den nye virkelighed.

- I dag styrer jeg utrolig meget selv. Jeg har ingen manager. Jeg går ud efter koncerter og skriver autografer, og jeg gør det med både stor glæde og stor selvfølgelighed. I 90’erne var den slags helt utænkeligt! Vi blev derimod skærmet og havde bodyguards og havde sjældent direkte kontakt til publikum. Det var ligesom normen, men det betød jo også, at man levede i sådan underlig boble. I dag synes jeg, det er nemt at være i begge ting og synes, det er dejligt at møde publikum og høre, hvad de synes. Men alle artister kan fortælle om dengang, de tog sig sammen og skrev autografer alene, siger hun og griner.

- Jeg har altid vidst, at jeg fagligt set var god nok. Som musiker og sanger. Jeg vidste, jeg kunne noget, og jeg har været pot og pande med musikerne og følt mig som en af drengene. Når vi spiller, er vi ligemænd. Jeg er ikke bare en lagkagefigur. Så min redning har været, at jeg stolede på, at jeg kunne. Jeg blev ikke nødt til at løbe efter de billige point, siger Hanne Boel. Foto: Carsten Lauridsen

Det, man også kan

Små hårde smæld runger i væggene på det tomme Vega, når Hanne Boel skridter rundt i højhælede støvler med fotografen. Her har hun også spillet engang, fortæller hun, og giver så gode fif til, hvilke nye navne der er værd at tage til koncert med.

Hanne Boel har for længst vristet sig løs fra et ærgerligt ”dengang” og er så absolut opdateret på dansk musik anno 2020. Det skyldes ikke mindst det job, hun forlod for to år siden, og som viste sig at få en helt afgørende betydning for hendes vej videre med musikken.

Da de svære 00’ere sang på sidste vers, og man som musiker kunne blive enten bitter eller beslutsomt tage livtag med sig selv og nye muligheder, blev Hanne Boel opfordret til at søge en stilling som professor på Rytmisk Musikkonservatorium.

- Ja, heldigvis kom det her og forstyrrede mig og gjorde mig glad på en anden måde. Det gav mig en vidunderlig chance for at prøve kræfter med nogle andre talenter i mig, som jeg måske vidste, jeg havde, men ikke havde udnyttet særligt godt, siger hun og fortæller om at træde ind på en helt ny arena og vide, at her kunne man ikke bare læne sig op ad: ”I ved godt, jeg er Hanne Boel, ikk'?”

- De studerende giver ikke en skid, før de har lyst og kan mærke, at man kan give dem noget. Og i dag kan jeg sige, at den største gave var, at jeg netop ikke fik anerkendelse, fordi jeg var hende med ”I Wanna Make Love to You”. Jeg fik accept og respekt for det, jeg mentalt og fagligt bød ind med. Det var den bedste terapi, jeg kunne få i hele verden.

Hanne Boel brød igennem med albummet ”Black Wolf” i 1988 og husker de efterfølgende år som ”meget intense”. Album blev fulgt op af en turné, der blev fulgt op af et album, og sådan fortsatte det i nogle år, og der var sjældent tid til at reflektere over, hvad hun ville. Foto: Carsten Lauridsen

At vande andres blomster

Hanne Boel fik for første gang længe ikke først og fremmest anerkendelse for sin stemme. På Rytmisk Konservatorium var det i stedet hendes faglighed og menneskelighed, der betød noget.

Her to år efter sit farvel taler hun stadig engageret om at insistere på at få det bedste frem i hvert eneste menneske. At tage kærligt fat i kraven på et spirende talent og sige: ”Hey, jeg ved, du kan. Kom nu!” Og her midt i det summende liv på en café bliver øjnene blanke, når hun skal sætte ord på noget af det, der var allermest fantastisk ved de år, hvor hun gjorde sit bedste for ”at vande andres blomster”.

- Det berørte mig dybt, når vi lykkedes med at nå derhen, hvor de studerende gav af sig selv, som var det et spørgsmål om liv eller død. Jeg har selv været en kunstner, der har tænkt, at man også skal gemme noget til bedre tider. Men jeg har lært og ville også lære dem, at den gave, man har fået, uanset om man er skrivende eller udøvende, det er en gave til hele verden. Den skal man ikke være karrig med. Tværtimod skal vi vise den frem - og man skal turde stille sig åben for det, der kommer tilbage. Hvis man lærer at sortere i lortet, går man altid klogere ud ad døren, siger Hanne Boel og indrømmer blankt, at hun overhørte advarslen fra en kollega, der gjorde hende opmærksom på, hvor nemt jobbet kunne opsluge hende.

For det var lige præcis det, det gjorde. Men det gjorde hende også dygtigere, klogere, mere inspireret og gav mere indsigt. Ikke mindst i forskellen på hendes egen ungdom og ungdommen i dag.

Hanne Boel har aldrig selv oplevet, at det, at hun er kvinde, har haft en betydning for hendes muligheder, men hun kan se, at de unge kvinder i dag kæmper langt hårdere og også er præget af en langt større tvivl. Foto: Carsten Lauridsen

En anden tid

For når Hanne Boel tænker tilbage på sit eget tidlige voksenliv, føles det, som om der var blevet rullet en rød løber ud for hende. Ikke fordi det var nemt, ubesværet og kom af sig selv. Men økonomisk vækst, ungdomsoprøret og kvindefrigørelsen skabte et sikkert fundament og en følelse af, at alt var muligt.

- Jeg havde ikke nogen fornemmelse af, at det var sværere for mig, fordi jeg var kvinde. Jeg havde heller ikke nogen fornemmelse af, at jeg røg på røven, hvis jeg i perioder ikke tjente så meget. Den slags perioder var der masser af, men så fik jeg måske et lille undervisningsjob eller indsang en reklame. Jeg var enlig mor, men fik altid patchworket mig frem til at overleve. Jeg tabte aldrig tilliden, og det kan jeg mærke, de unge gør. De er så bange for, om det hele nu går, siger hun og uddeler så et kærligt spark til sin egen generation, der måske godt kunne have klædt deres unger lidt bedre på. Det er nemlig de unger, der nu står på blandt andet musikkonservatoriet og simpelthen er så uvante med at gøre sig dygtigere og umage.

- Mange af de studerende gav udtryk for, at de ville have ønsket, at deres mødre bare en gang imellem havde sagt: ”Ah, den tegning kan da godt blive bedre." De er vokset op med, at alt, hvad de gjorde, var godt nok. Selv når de slog en skid, var det vidunderligt. Men pludselig går det jo op for dem, at de ikke kun er fantastiske.

Så griner hun lidt ad sig selv. For sandheden er, at hendes egne to nu voksne børn nok vil mene, at deres mor til gengæld var lidt for meget til den nøgterne side. ”Benhård med vekslende held,” som hun siger.

Årene som underviser på Rytmisk Musikkonservatorium har givet Hanne Boel et indblik i al den gode musik, der bliver skabt i disse år, og hun sørger for jævnligt at komme ud at høre kunstnerne optræde live. Foto: Carsten Lauridsen

Nye indspark

Efter otte år sagde Hanne Boel farvel til konservatorie-livet. Hun var 60 år, nu også prorektor og kunne se, hvordan arbejdsugen ofte lå og svingede mellem 70 og 100 timer. Så hun valgte at gå, inden hun blev træt og ikke længere havde noget at give, og det var en på én gang lettet og sørgmodig Hanne Boel, der gik ud ad døren den sidste dag. I øvrigt med en rygsæk pakket med uvurderlige indspark og inspirationskilder, og dermed er dette også fortællingen om de små og store gaver, der kan ligge i at gå en anden vej end først antaget.

- De unge er vidunderligt genrefri. De er ligeglade med, hvad tingene hedder, og hvilke bokse de hører hjemme i. De splintrer derimod alting, og det lærte jeg enormt meget af. I starten havde jeg det godt nok lidt svært med, at de lænede sig MEGET op ad 1980’erne. Det var jo det årti, jeg forsøgte at gøre mig fri af, og så kom de der med deres trommemaskiner og digitale keyboards, men det endte jo med at blive skidesjovt. Også fordi jeg forstod, at ethvert årti har noget at byde på musikalsk, hvis man lader det møde nutiden, siger Hanne Boel, der i sommeren 2017 trådte direkte fra konservatoriet og ind i en efterårsturné.

For nok havde hendes egen sangskrivning stået stort set stille i årevis, men turnéerne havde hun holdt fast i. Derfor oplevede hun heller ikke overgangen som andet end naturlig.

- Og pludselig var der tid til at se venner og familie. Der var tid til at rejse til Italien. Alt det, jeg havde skudt til side, kom væltende som et fantastisk gode, som jeg sætter meget stor pris på. Jeg havde sagt på forhånd, at jeg skulle give mig selv fred til at lade tiden vise, hvad jeg skulle gøre, og det gjorde jeg også. Alle sagde: ”Har du noget, du skal?”. Nej, jeg havde ikke en skid. Det var jo netop pointen. Og pludselig kom musikken igen.

- Jeg har så mange tanker om ting, jeg har lyst til. Også ting, der har kigget på mig i årevis og ventet på, at jeg skulle få tid. Nu har jeg tiden. Og lysten. Så jeg forestiller mig, at jeg bare skal videre og fortsætte festen, siger Hanne Boel. Foto: Carsten Lauridsen

- Jeg ER jo 80’erne

Så her står hun så og føler sig rig. Med to voksne børn, sin mand gennem et kvart århundrede og hul igennem til et nyt, kreativt univers, der har udfoldet sig i samarbejde med dygtige musikere. I knap to år har hun arbejdet på det nye album, som ikke har skullet andet end at fungere som musikalsk legeplads.

- Hvis man lytter til det, kan man endda høre 80’erne stikke ud, så det vil noget. Der er for eksempel nogle basgange, der er Elton John værdig, griner hun.

- Og det føles ok?

- Fuldstændig okay! Da de opstod, smilede jeg bare og tænkte, nå ja, selvfølgelig kan man det. På den måde er der måske også nogle ender, der mødes lidt bedre, end de har gjort før. For jeg var der jo i 1980’erne, siger hun og korrigerer sig selv:

- Jeg ER jo 80’erne, og det er ret fint at mærke, at det møde mellem dengang og nu godt kan lade sig gøre.

Forude venter adskillige spillejobs. Både herhjemme og i udlandet. Med bandet fra albummet og med Hanne Boel Trio. Og så må tiden vise, hvad der ellers skal ske.

- Jeg har så mange tanker om ting, jeg har lyst til. Også ting, der har kigget på mig i årevis og ventet på, at jeg skulle få tid. Nu har jeg tiden. Og lysten. Så jeg forestiller mig, at jeg bare skal videre og fortsætte festen.

- Det var da stadig en kunstart at lade være med at blive bitter eller i hvert fald være sådan lidt ”æv” og spørge sig selv, om man havde fået det ud af det, man ville. Blev jeg færdig? Er JEG færdig?, siger Hanne Boel om musikbranchens nedtur efter nogle gode 80’ere og nogle fantastiske 90’ere. Foto: Carsten Lauridsen
- I dag styrer jeg utrolig meget selv. Jeg har ingen manager. Jeg går ud efter koncerter og skriver autografer, og jeg gør det med både stor glæde og stor selvfølgelighed. I 90’erne var den slags helt utænkeligt!, siger Hanne Boel. Foto: Carsten Lauridsen
- Jeg føler mig så utrolig privilegeret over den succes, jeg har opnået og oplevet. Den har haft så afgørende betydning for mit videre liv og givet mig en ro, siger Hanne Boel. Foto: Carsten Lauridsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Ved du noget?: Uønsket vaskebjørn kørt ned ved afkørsel 59

Annonce