Annonce
Sport

Hareide: Der skal være plads til de små fodboldnationer

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Det er en del af fodboldens kultur og charme, at der er kampe med en stor forhåndsfavorit, mener Åge Hareide.

Når fodboldlandsholdet fredag aften møder Gibraltar i en EM-kvalifikationskamp, ligner det et opgør, hvor spændingen er væk på forhånd.

Danmark er tårnhøj favorit mod verdensranglistens nummer 196, der aldrig har fået så meget som et eneste point i en EM- eller VM-kvalifikationskamp.

Spørger man landstræner Åge Hareide, har en kamp mod en miniput a la Gibraltar sin berettigelse, for det er en del af fodboldens kultur og charme, at alle hold skal kunne møde alle.

- Der skal være plads til de små nationer, fodbolden skal have plads til alle. Det synes jeg rent politisk. Gibraltar er en del af vores gruppe, og det accepterer vi. Gode fodboldspillere kan komme fra alle afkroge af verden.

- Der er også nationer langt mod øst, Kasakhstan er for eksempel med i den europæiske kvalifikation. Der skal være plads til alle, og det er vi med på. En del af landsholdsfodbolden er, at der er plads til de små nationer, siger Åge Hareide.

Han sammenligner det med pokalkampe, hvor der til tider kan være mange rækker mellem holdene, hvilket skaber en særlig ramme og stemning omkring det undertippede hold.

- Når de små nationer møder topnationer, er det en stor kamp for dem. Det ser man også i pokalturneringer. Sådan nogle opgør giver altid noget til fodbold, og det skal vi tage vare på.

- Man kan også se, at et fodboldlandshold kan være med til at samle en nation, siger Åge Hareide.

Han medgiver, at det sportslige udbytte af et møde Gibraltar eller en anden miniputnation er ret begrænset og ikke udvikler de danske spillere så meget, som hvis Danmark mødte Tyskland eller Spanien.

- Vi får mest ud af at spille mod de bedste hold, men vi lærer også noget af at håndtere flere typer af modstandere. Vi mødte jo Luxembourg i oktober, fordi vi skal møde Gibraltar nu, siger Hareide.

Fredagens EM-kvalifikationskamp begynder klokken 20.45 i Parken.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Efter politisk pres: Nu inviterer kommunen til borgermøde om Dan Gødning

Kultur

Dodo & The Dodos i Eksercerhuset i 2020

Fredericia

Politikere ønsker borgermøde om Dan Gødning A/S-tankanlæg - hvad synes du?

Annonce