Annonce
Debat

Havde det været en privat virksomhed, var de gået konkurs forlængst

I sommeren 2017 blev der annonceret med støtte til skovrejsning på landbrugsarealer af Hede Danmark. Da mit lille landbrug på otte hektar ikke er rentabelt, og Skat ikke vil anerkende, at jeg modregner landbrugets underskud i overskuddet fra mine fiskesøer, besluttede jeg at nedlægge landbruget.

Jeg har en enkelt parcel på 2,5 hektar, som jeg så ville tilplante med skov. Jeg kontaktede Hede Danmark, som skulle stå for ansøgning og tilplantning. Vi fik i foråret 2018 tilsagn om, at jeg kunne få tilskud, imod at Miljøstyrelsen bestemte, hvilke træer som skulle plantes og hvordan. Der blev plantet i midten af maj, og så tror man, at den hellige grav er velforvaret. Men nej, i skrivende stund efter utallige henvendelser til Miljøstyrelsen/Landbrugsstyrelse er der ikke indbetalt en krone i tilskud. Der er ansat rigtig mange folk i de forskellige styrelser, men hvad laver alle disse mennesker?

Når man ringer til styrelserne, sidder de personer, jeg skal tale med, i møde - ellers afspadserer de. Hvordan man optjener afspadsering må guderne vide, når en så simpel sag som at godkende tilplantning og få støtten udbetalt ikke sker. Papirerne, som ligger til grund for støtten, er indsendt flere gange, men hvor bliver de af? Der er også meget sygefravær? Så er der lige problemer med it-systemer, som ikke kan tale sammen. Hvad f….. laver de mennesker i styrelserne?

Det kan overføres til en uduelig minister, Jakob Ellemann-Jensen. Havde det været en privat virksomhed, var den gået konkurs for længst! Det er, hvad man får ud af, at lade akademikere lede.

Annonce
Jørgen Mose Hansen
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Men vil borgerne landdistrikterne?

I sidste uge kom en god nyhed til landdistrikterne. En planlagt besparelse på 30 mio. kr. på de såkaldte LAG-midler bliver trukket tilbage, så landdistrikterne nu har 90 mio. kr. om året fra staten til udvikling - oveni et EU-tilskud. Pengene falder på et tørt sted, for banker og andre investorer har en tendens til at smække kassen i, så snart postnummeret bliver nævnt. Derfor er de såkaldte LAG-midler, der de seneste 11 år har været med til at udvikle og bevare livet i de mindre landsbyer, et fint tiltag, og det er rigtig godt, at politikerne på den måde vælger at tilgodese landdistrikterne. Spørgsmålet er så, om naturstier, byparker og nogle arbejdspladser ændrer på borgernes trang til at bo i selvsamme landdistrikter? Der er ingen tvivl om, at pengene kommer de mennesker, der allerede bor på landet til gavn, men kan LAG-midlerne og andre lignende initiativer vende udviklingen fra by til land? Desværre ser det ikke ud til at være tilfældet. I byer som Ølholm, Barrit og Bjerre, som alle har modtaget LAG-midler, er befolkningstallet de seneste 10 år faldet lige så stille. Ikke voldsomme fald, men en stille afsivning, der bekræfter tendensen, der gælder på landsplan: Borgerne vælger i stigende grad byerne frem for landsbyerne. At LAG-midlerne dermed skulle være en dårlig investering, vil borgerne i de byer, der modtager pengene, sige klart nej til. De mange projekter giver en øget livkvalitet og kan om ikke andet så bremse faldet i indbyggertal. Men det giver anledning til at stille spørgsmålet om, hvad der så skal til for at stoppe affolkningen af landdistrikterne, og om det overhovedet kan lade sig gøre? En kommunal embedsmand, avisen interviewede forleden, nævnte det emne som landkommunens største udfordring. At bevare strukturen med mindre byer, hvor folk kender hinanden og taler sammen om problemer og udfordringer. Der er med garanti ingen lette løsninger på den udfordring, og derfor kan man godt frygte, at de 30 mio. kr. ekstra, der nu bliver fordelt over hele landet, slet, slet ikke er nok.

Annonce