Annonce
Erhverv

Havnevirksomheder i åbent brev til byrådet: Vi vil ikke have boliger på havnen

12 virksomheder har skrevet et åbent brev til byrådet, hvor de efterlyser en hurtig afklaring om erhvervshavnens fremtid. ”Ingen ved, hvordan verden ser ud på den anden side af den her krise. Men vi kan konstatere, at havnen også i 2019 klarede sig fornuftigt og ser lyst på fremtiden, siger Michael Frihagen, der er direktør i H. Daugaard og talsmand for de 12 virksomheder. Foto: Søren Gylling
12 havnevirksomheder efterlyser i et åbent brev til byrådet, at der kommer en afklaring om erhvervsvirksomhedernes fremtid på havnen, og samtidig siger de, at de ikke kan forestille sig, at der kan bygges boliger på erhvervshavnens områder.

Kolding: Kombinationen af boliger og en erhvervshavn stritter. Sådan lyder det i et åbent brev fra 12 havnevirksomheder til byrådet. Samtidig er corona-krisen en anledning til at gå efter det sikre og bevare erhvervshavnen, lyder det i brevet, der kommer på et tidspunkt, hvor de planlagte stormøder om havnens fremtid er udskudt på grund af corona-krisen.

- Vi har brug for en afklaring, og det skal også ses lyset af den her covid-19-krise. Vi har en aktiv havn, hvor virksomhederne ønsker at investere og bidrage til kommunes ve og vel med arbejdspladser og skatteindtægter. Alternativet er at gå i gang med boligprojekter, der er dyre og usikre, og som måske først på lang sigt bidrager til kommunens kasse. Lige nu skal vi værne om det, vi har, siger Michael Frihagen, der er administrerende direktør i H. Daugaard og talsmand for de 12 virksomheder.

Virksomhederne er lejere på den kommunalt ejede havn og har store anlæg på stedet.

- Vi er nødt til at sige det her nu, og det er derfor, vi forsøger at råbe byrådet op. Det at drive en aktiv erhvervshavn, som vi kender den i dag, harmonerer ikke med boliger på selve havnen. Det holder ikke praktisk eller juridisk, for der er en planlov, og den giver næppe lov til både havn og boliger, siger Michael Frihagen.

Annonce
Siden 2018 har vi levet i en form for ingenmandsland, og det er frustrerende, når vi står med en havn, der skaber mange arbejdspladser og sikrer store skatteindtægter til en slunken kommunekasse.

Michael Frihagen, direktør i H. Daugaard

Købt eller solgt

Byrådet besluttede i november 2018, at man ville arbejde henimod at afvikle erhvervshavnen, men i slutningen af 2019 smuldrede flertallet bag forliget. Og i december 2019 indgik hele byrådet et nyt havneforlig, hvor der er fokus på inddragelse og dialog under overskriften ”mere by og grønnere havn”.

- Tilbage i 2018 fik vi ud af det blå at vide, at man ønskede at nedlægge Kolding Havn, og at der var en slutdato. Lige siden har vi levet i en form for ingenmandsland, og det er frustrerende, når vi står med en havn, der skaber mange arbejdspladser og sikrer store skatteindtægter til en slunken kommunekasse. Det harmonerer ikke, og lige nu ved vi ikke, om vi er købt eller solgt. Det kan vi ikke leve med længere, siger Michael Frihagen.

I det åbne brev fremgår det, at virksomhederne ikke har noget imod ”boligbyggeri på områder knyttet til havnen”, men altså ikke på selve havneområdet.

Tættere på fjorden

Borgmester Jørn Pedersen (V) siger i en kommentar, at han godt kan forstå, at virksomhederne ønsker afklaring. Og netop tirsdag sætter forligskredsen sig sammen for at lægge en plan for det videre forløb.

- Det undrer mig lidt, at for halvt år siden, da de fire byrådsmedlemmer sprang fra forligt, mente blandt andre Michael Frihagen, at man godt kunne lande en løsning, hvor der for eksempel var erhvervshavn på nordsiden, og vi udviklede sydsiden. Men nu siger virksomhederne, at der dybest set ikke må ske noget, siger Jørn Pedersen, der på mødet i morgen vil foreslå, at havnevirksomhederne kommer med deres eget oplæg.

Havnevirksomhederne siger, at man ikke kan kombinere boliger med havnen? Hvad tænker du om det?

- Vi har sagt, at byen skal bindes sammen med fjorden, og vi skal have en grønnere erhvervshavn. Og så har vi sagt, at vi ønsker en dialog om det. Det er vores udgangspunkt, siger Jørn Pedersen.

Virksomhederne siger samtidig, at corona-krisen er anledning til se tingene i nyt perspektiv? Hvad tænker du om det?

- Den her proces skal foregå over de næste 30 år, så du skal ikke misbruge den her krise. Det ville klæde dialogen, at vi tog dialogen mere direkte end på den her måde, siger Jørn Pedersen.

Åbent brev til byrådet

12 havnevirksomheder har skrevet et åbent brev til byrådet i Kolding Kommune med overskriften ”Kolding Havn skaber værdi for hele Kolding”. Det er styregruppen bag Bevar Kolding Havn, der tæller Svane Shipping, Grau Shipping, Hjaltelin og H. Daugaard, der har taget initiativet til brevet og derudover har følgende ”underskrevet” brevet: Aalborg Portland, DLG, Danish Agro, S. A. Christensen & Co., Rimeco, NCC Industry, Kolding Havne Entreprenør, Vejer og Måler.
Foto: Søren Gylling
Foto: Søren Gylling
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce