Annonce
Trekantområdet

Hele byen kan forandre Aftensang, og hele landet vil kigge på Egtved

Aftensang er i dag Egtveds hovedgade, men det er også en meget bred og åben gade uden megen samling og hygge. Men måske det bliver anderledes efter 25. april 2020. Foto: Christina Møgelvang Mosegaard
Alle borgere i Egtved bliver i nær fremtid inviteret til at deltage i et helt særligt BID-kick-off møde i januar 2020. Her bliver de opfordret til i fællesskab at være med til at skabe noget helt specielt i byens hovedgade, Aftensang.

Egtved: Kan Egtveds borgere på bare én dag i fællesskab give nyt liv og skabe en helt anden stemning på byens hovedgade, Aftensang?

Det er i hvert tilfælde målet i "Projekt Bedre By", som der er blevet talt meget om på BID-møder i Egtved. Og her er man ikke i tvivl om, at sådan et projekt kan gøre noget rigtig godt for Aftensang.

På BID-møderne kommer der mange spændende idéer og tiltag på bordet. Blandt andet er det her, at konceptet omkring Mød Egtved er blevet til. Nu er BID-gruppen altså klar med endnu en helt særlig idé, der ikke blot kan gøre bylivet på Aftensang mere levende, men som også kan sætte Egtved på landkortet som den første by i hele Danmark, der kaster sig ud i sådan et projekt.

- Jeg er sikker på, at det her vil kunne være noget, som de landsdækkende medier vil komme til at have stor interesse i, for det er virkelig specielt, og ingen andre byer i Danmark har gjort det før, lyder det fra Mikkel Niess, der står bag konceptet BIDdanmark.

Han er ikke i tvivl om, at hvis nogen by i Danmark kan løfte den opgave, som kommer til at ligge bag udviklingen af Aftensang, ja, så er det Egtved, for her er byens borgere rigtig dygtige til at stå sammen og løfte i flok.

Annonce

BID-samarbejdet

BID står for Buisness Improvement Districts, og det er en samarbejdsmodel, hvor kommunen og alle interessenter mødes for på den måde at styrke samarbejdet, forme udviklingen og skabe events. Det var maj 2017, at deltagerne i BID Egtved for første gang satte hinanden stævne.

BID-deltagere kan være erhvervslivet, foreningslivet, borgere og kommune.

Mikkel Niess er direktør for BID-Danmark og han faciliterer møderne.

Better Block (faktaboks)

Projekt Bedre By og et forandret Aftensang

Torsdag 9. januar er det planen at kalde alle mand sammen i Egtved til et kick-off-møde, der skal inspirere borgerne til både at komme med idéer og til at være med i projektet.

Og hvad går projektet så konkret ud på?

"Projekt Bedre By" er inspireret af et amerikansk koncept kaldet "Better Block", hvor hele bysamfund går sammen og løfter et kvarter eller en hovedgade til at blive mere spændende og attraktiv for både handel, byens borgere og turister. Samtidig er den slags projekter med til at skabe vækst og endnu mere sammenhold, viser de amerikanske erfaringer.

På samme måde er det meningen, at Aftensang skal forvandles til en blomstrende og farverig hovedgade.

Rent praktisk kan det eksempelvis handle om at udsmykke facader og tomme butiksvinduer, bygge legefaciliteter eller lave hyggemiljøer med borde og bænke. Man kan måske endda gøre en del af Aftensang overdækket, eller male en farvet cykelsti langs vejen. En del af konceptet bag "Better Block" er, at alle initiativer skal foretages af byens borgere på én eneste dag.

I Egtved er den dag allerede nu planlagt til at være 25. april 2020. Inden da er det meningen, at byens borgere i samarbejde med BID og en betalt lokal tovholder efter det første kick-off-møde i januar skal mødes til en stor workshop, hvor der skal brainstormes og planlægges.

Mikkel Niess fortæller også, at Vejle Kommune har meldt ud, at man her er klar til at hjælpe med projektet.

Skal være inspiration til fremtiden

Når Aftensang efter 25. april måske er blomstret op til noget helt særligt, og byens borgere i fællesskab har hamret, banket, male, dekoreret, og hvad der ellers er behov for, vil man kunne nyde gadens vidundere, så længe de kan holde.

For det er nemlig ikke meningen, at det, der bliver lavet på denne ene dag, skal holde for evigt. Derimod skal det danne eksempel for, hvad byen i samarbejde med blandt andet Vejle Kommune efterfølgende kan gøre med Aftensang.

Første gang Mikkel Niess, der ikke blot er indehaver af BIDdanmark men også leder BID-møderne i Egtved samt kommunens øvrige centerbyer, viste en inspirationsvideo frem omkring et lignende projekt i USA ved et af møderne i Egtved, var alle, der havde set den, helt med på idéen. Og her var der ingen tvivl;

Ja, Egtveds borgere kan helt sikkert på bare én dag i fællesskab give nyt liv og skabe en helt anden stemning på Aftensang.

Du kan se inspirationsvideoen her

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Meningerne er delte: Diskussion om ny bro over Lillebælt optager læserne

Annonce