Annonce
Fredericia

Helles mor døde med corona: Nu kommer lokal fotograf med nytårsønske

Fotograf Helle S. Andersen med atelier og butik i Vesterbrogade i Fredericia opfordrer efter sin mors død til, at vi husker retningslinjerne i forhold til corona. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Corona-vaccinen er kommet, men vi skal stadig passe på og holde afstand. Sådan lyder det fra Helle S. Andersen fra Fredericia. Hendes mor døde med corona kort før jul.
Annonce

Fredericia: Kort før jul mistede Helle S. Andersen sin mor. Den 83-årige kvinde døde med corona efter et hårdt sygdomsforløb i december.

Blot otte dage efter Lis Stougaards død blev den første dansker vaccineret mod covid-19. Og selvom vaccinen er et varsel om bedre tider, appellerer Helle S. Andersen til, at danskerne passer på hinanden og husker dyderne fra foråret.

- Alt det med isolation og afstand, det havde alle en forståelse for i foråret. Jeg ved godt, at juleaften og nytårsaften er noget særligt. Men vi skal også gerne komme ud på den anden side med flest mulig mennesker i live, siger Helle S. Andersen, som til daglig er fotograf.

Annonce

Aggressiv sygdom

For hendes mor gik sygdomsforløbet meget stærkt. Hun boede på et plejehjem i Midtjylland, hvor smitten kom inden for dørene i november. Først blev Helle S. Andersens mor testet negativ to gange, men dagen efter den sidste test blev hun alligevel syg med corona. Hun blev indlagt på intensiv afdeling 5. december og døde 19. december.


Jeg ved godt, at juleaften og nytårsaften er noget særligt. Men vi skal også gerne komme ud på den anden side med flest mulig mennesker i live.

Helle S. Andersen


Seks beboere fra plejehjemmet sad hver dag og spiste sammen.

- Alle seks fra bordet er døde, og min mor var den sidste. Så det var en aggressiv corona, der kom ind, fortæller Helle S. Andersen.

Hendes mor havde diabetes og en leversygdom.

- Hun var en af de sårbare, som skulle stå først i køen til en vaccine, fortæller Helle S. Andersen.

Annonce

Kunne ikke komme på besøg

Da hendes mor blev indlagt på sygehuset i Horsens, var det kun tilladt med to besøgende. Det skete af hensyn til at minimere den potentielle smitte, der kunne komme ind på sygehusets afdeling med svækkede patienter.

- Der måtte kunne være to besøgende, men vi er altså tre søskende. Hvordan forklarer man det? Det er ikke fordi, jeg ikke ville, men fordi jeg ikke måtte. Jeg var den, der ikke kom med ind. Jeg var helt handlingslammet og følte mig kørt ud på et sidespor, siger Helle S. Andersen, som dog fik lov til at komme på stuen den dag, hvor moderen døde.

2. januar skal moderen bisættes.

Annonce

Pas på hinanden

Med tanke på familiens tab opfordrer Helle S. Andersen til, at man stadig husker at passe på hinanden.

- Jeg ved godt, at mange ikke bliver påvirket, når de får infektionen. Men jeg så lige, at 30 døde med corona i nat (natten til tirsdag, red.). Det er altså mange, siger hun.

I forbindelse med sit job dokumenterede Helle S. Andersen i foråret livet med coronaen i et fotoprojekt. Billederne viste, hvordan folk holdt afstand til hinanden under nedlukningen.

Med moderens død har hun fået coronaens konsekvenser helt ind på livet.

- Jeg har et nytårsønske for alle om, at vi kommer igennem bedst muligt. Og at vi passer på hinanden, siger Helle S. Andersen.

Det fotoprojekt kan man læse mere om i Fredericia Dagblad og på frdb.dk på søndag 3. januar.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kultur

Afklaring om støtte til Fredericia Musicalteater trækker ud - byrådet kæmper for at bevare tilskud

Coronavirus

Live: Partier afviser regeringens forslag om øget brug af mundbind

Annonce