Annonce
Fodbold

HFS på førstepladsen

Søren Jochumsen var arbejdsløs i 5-1 sejren over Agerbæk. Arkivfoto.
Hattrick af "de gule": Tredje sejr i træk - 5-1 over Agerbæk.

Horsens: Oprykkerne fra HFS har lagt sig i spidsen for jyllandsserien efter tre sejre på stribe.

Tirsdag aften blev det 5-1 over Agerbæk efter 3-0 ved pausen.

Mathias Bøje åbnede festen efter 17 minutter på et oplæg fra Andreas Laursen.

Det blev 2-0 ved Martin Holm på forarbejde af Martin Thomsen efter 26 minutter.

Martin Thomsen scorede selv til 3-0 efter en halv time på oplæg fra Dzejlan Karalic.

I anden halvleg fik Agerbæk reduceret efter en times spil, men Mathias Bøje scorede til 4-1 efter 83 minutter på forarbejde af Dzejlan Karalic, og Daniel Piet Hansen slog sejren fast til 5-1.

- Agerbæk kom med et stærkt hold, men vi var endnu bedre i aften, sagde HFS-træner Søren Matz, Agerbæk er et af de stærkeste hold i rækken, men vores sejr var fuldt fortjent.

Mathias Bøje var bedste mand hos HFS sammen med Lasse Kirkel og Andreas Laursen.

Manden med klubrekorden Søren Jochumsen vogtede Horsens-målet, men havde ikke brug for en eneste redning. Det stærke forsvar foran ham gjorde ham arbejdsløs.

HFS spiller igen på søndag ude mod Sønderborg.

HFS-Agerbæk 5-1 (3-0)

Jyllandsserien

Mål: 1-0 Mathias Bøje (17.), 2-0 Martin Holm (26.), 3-0 Martin Thomsen (30.), 3-1 (60.), 4-1 Mathias Bøje (83.), 5-1 Daniel Piet Hansen (89.)

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce