Annonce
Erhverv

Borgmestre frygter mange fyringer: - Hjælpepakkerne skal forlænges

Statens hjælpepakker kører indtil 8. juli, men på det tidspunkt er det for tidligt at udfase dem, lyder det fra borgmester Jørn Pedersen (V), der samme med fire andre borgmestre i Trekantområdet har rettet henvendelse til erhvervsministeren med en opfordring til at forlænge hjælpepakkerne. Arkivfoto: Søren Gylling / Ritzau Scanpix
Borgmester i Kolding Jørn Pedersen (V) opfordrer sammen med borgmestrene i Vejle, Billund, Vejen og Haderslev til, at regeringen forlænger hjælpepakkerne. - Lige nu er der fortsat mange virksomheder, der har svært ved at se lyset, siger Jørn Pedersen.
Annonce

Kolding: Virksomheder vil lukke på stribe og køen af arbejdsløse vokse, hvis ikke regeringen forlænger hjælpepakkerne til efter 8. juli. Det er beskeden i et brev, som borgmestrene i Vejle, Billund, Vejen, Haderslev og Kolding kommuner har sendt til erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Det er borgmester Jørn Pedersen (V), der på baggrund af flere henvendelser fra lokale virksomheder, har taget initiativ til brevet, hvor man advarer mod at stoppe hjælpen til erhvervslivet for tidligt.

Borgmestrene skriver blandt andet, at mange af produktionsvirksomhederne i området ikke har brugt de eksisterende hjælpepakker i de første måneder af krisen, da de har haft travlt med de eksisterende ordrer: ”Men på grund af den usikre situation på mange af de vigtige eksportmarkeder, så forudser mange virksomheder, at ordrebøgerne vil blive mere og mere tomme hen over sommeren. Men også i andre brancher, som fylder meget i vores kommuner, vil krisen i de kommende måneder få alvorlige følger. Det gælder blandt andet transport og logistik, oplevelsesøkonomi og detailhandel”.

I brevet understreger borgmestrene samtidig, at virksomhederne ikke har lyst til at være "på støtten", og hjælpepakker i sagens natur kun bør være en midlertidig foranstaltning for at holde hånden under danske jobs. Men lige nu er der brug for en forlængelse, og at hjælpepakkerne bliver skræddersyet, så de brancher, der er hårdest ramt, får hjælp.

Det her handler jo ikke om, at virksomheder udnytter systemet. Det handler om overlevelse for nogle af virksomhederne.

Jørn Pedersen, borgmester (V)

Annonce

For tidligt at lukke for hjælp

Jørn Pedersen har via sit erhvervsnetværk været i kontakt med flere lokale virksomheder, der krydser fingre for, at hjælpepakkerne bliver forlænget.

- Vi har virkelig mange virksomheder, hvor der ikke er udsigt til, at de har genskabt omsætningen, så alternativet er, at virksomhederne skal sige farvel til gode og kompetente medarbejdere, og det er der ingen, der ønsker sig. Det her handler jo ikke om, at virksomheder udnytter systemet. Det handler om overlevelse for nogle af virksomhederne, siger Jørn Pedersen.

Hvad håber I at opnå med brevet?

- Vi skal have skabt nogle fornuftige pakker og overgangsordninger. Jeg er helt med på, at de her pakker ikke skal vare evigt. Så naiv er jeg ikke. Men de her problemer er ikke væk den 8. juli. Slet ikke, og selvfølgelig skal det ophøre på et tidspunkt, også selv om det får alvorlige konsekvenser, men det er for tidligt at slukke for hjælpen, siger Jørn Pedersen.

Du kan også argumentere for, at du kun udskyder problemerne?

- Ja, men i mellemtiden skal markederne jo gerne genopstå, så virksomhederne kan se lyset. Det har mange fortsat svært ved, siger Jørn Pedersen.

Finansministeren var onsdag ude at sige, at regeringen overvejer at udvide hjælpepakkerne til august. Hvad tænker du om det?

- Det er positivt. Det her udvikler sig nærmest dag for dag. Men ingen ved, hvor vi står i august. Vi håber og gætter på genåbning i hele Europa hen over sommeren, men vi ved det jo ikke, siger Jørn Pedersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Lad os gå sammen om at redde Lillebælt

Annonce