Annonce
Trekantområdet

Hjem-Is-bilerne trækker resultat op ad i foråret efter et sløjt 2019-regnskab

Mejerigaarden, der står bag Hjem-Is, forventer at vende underskud til overskud i år.  - Vi forventer et noget mere positiv resultat i 2020, siger Claus Dahlmann Larsen, der er kommercieldirektør i Mejerigaarden. Arkivfoto: Johan Gadegaard / Ritzau Scanpix
Isproducenten Mejerigaarden, der blandt andet står bag Hjem-Is, fik underskud i 2019, men i det indeværende år trækker Hjem-Is-bilerne resultatet op ad efter et forår, hvor mange var hjemme, mens skolerne var lukket.
Annonce

Kolding: Det samlede resultat for 2019 var et stykke fra forventningerne. Derimod er der udsigt til, at resultatet for 2020 bliver bedre, selvom cafeer og kiosker var lukket på grund af pandemien.

- Vores forventninger til 2020 er noget mere positive i forhold til 2019, og her trækker Hjem-Is opad. Noget af det er drevet af corona. Det må vi bare erkende, om vi kan lide det eller ej. Men når der går mange børnefamilier derhjemme i foråret, så kan vi mærke det. Samtidig kommer vi jo ud til folk, og det passer godt til den periode, som vi var igennem i foråret, siger Claus Dahlmann Larsen, der er kommerciel direktør hos Mejerigaarden.

Virksomheden Mejerigaarden står bag mærkerne Premier Is og Hjem-Is, der har base i Kolding, og begge selskaber har netop offentliggjort regnskab for 2019. Her kom koncernen, der har fabrik i Thisted, ud med et underskud på 5,7 millioner kroner mod et overskud i 2018 på 4,9 millioner kroner. Men i 2020 skulle resultatet gerne gå i plus igen.

Annonce

Bragt til døren

Det er blandt andet nedlukningen i foråret, der betød, at der var mange kunder ved kantstenen på villavejene.

- Vi kan godt mærke, at der har været flere på villavejene i forhold til Hjem-Is. Juli var jo virkelig dårlig vejrmæssigt, men vi kom igennem. August var derimod god. Vi har i foråret været gennem en periode, hvor kiosker, cafeer og restauranter var lukket ned. Men vi forventer et noget mere positiv resultat i 2020. Det vi vinder på Hjem-Is, opvejer det, vi tabte på nedlukningen, siger Claus Dahlmann Larsen.


Vi kunne godt mærke, at der var mange, der havde hjemmeskoling. Der var nok lidt flere belønninger end normalt.

Claus Dahlmann Larsen, kommercieldirektør Mejerigaarden.


- Vi kunne for det første mærke, at der var efterspørgsel efter, at varerne blev bragt til døren. Så var der efterspørgsel på, at der skulle ske noget. Vi kunne godt mærke, at der var mange, der havde hjemmeskoling. Der var nok lidt flere belønninger end normalt. Og april og maj var vejrmæssigt bestemt godkendt, siger Claus Dahlmann Larsen.

Annonce

Stor konkurrence

Både omsætningen og indtjening tog derimod et skridt tilbage i 2019 sammenlignet med 2018.

- Der er selvfølgelig noget vejr i 2019, der spiller ind, og her var foråret rigtig dårligt. Derudover er der et stort pres fra detailkunder på rabatter og samhandelsbetingelser. Konkurrencen er heftig, og vi har store udgifter til distribution, der er i den høje ende, siger Claus Dahlmann Larsen.

Der er også aflagt regnskab for datterselskabet Hjem-Is, men direktøren vil kun kommentere resultatet for Mejerigaarden. Hjem-Is regnskabet for 2019 viser et underskud på 2,8 millioner kroner mod et overskud på 4,5 millioner kroner i 2018.

Kort om Mejerigaarden

I højsæsonen har Hjem-is 120 biler på gaden.

Der sidder samlet 50 ansatte i Kolding.

Hjem-Is er en del af Mejerigaarden, der også stå bag Premier Is, og samlet er der 300 ansatte i koncernen, hvoraf størstedelen arbejder på fabrikken i Thisted.

Mejerigaarden har meddelt, at Hjem-Is formelt skal fusionere med Mejerigaarden, men det afventer godkendelse af Konkurrencemyndighederne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Vi finder os ikke i sexchikane

Annonce