Annonce
Middelfart

Hjerter forsvandt fra mandens mindeplade: Linda vil have lempet kirkegårdens regler

Sådan må hjerterne ifølge Vestre Kirkegård i Middelfart ikke være placeret i november. Derfor blev de fjernet af kirkegårdens personale. Privatfoto.
Der har den seneste uge udspillet sig en debat om, hvorvidt man må lægge pyntegenstande ved gravstederne på Vestre Kirkegård i Middelfart. Nu vil Linda Skovbo Hvass have lempet reglerne.

Middelfart: Hun troede først, at pyntegenstande fra mandens gravsted var stjålet.

Men så fik hun øjnene op for en regel på Vestre Kirkegård i Middelfart, hun nu vil have lavet om.

54-årige Linda Skovbo Hvass flyttede i sommer fra Vester Nebel ved Kolding til Middelfart.

Det var meningen, at både hende og manden skulle være flyttet tættere på hendes hjemegn, som er i Båring. Men manden døde i februar efter en kræftsygdom, så hun måtte nøjes med kun at flytte gravstedet.

I sidste uge besøgte hun mindepladen, da det var datoen for mandens fødselsdag. Hun lagde i den forbindelse to pyntehjerter ved graven, men et par dage efter var hjerterne pist væk.

Hun troede i første omgang, at pyntegenstandene var stjålet, men en efterlysning på Facebook gjorde hende klogere på en regel om, at man ikke må lægge den slags i november.

- Da min mand blev bisat, fik jeg godt nok en seddel med hjem med reglerne, men jeg tænkte, at det var meget sent, at man først måtte sætte noget dernede 1. december, siger hun.

Annonce

- Det handler om følelser

Vedtægterne for kirkegården siger, at man kan købe standardvaser, hvis man ønsker at lave udsmykning omkring mindepladerne.

"Yderligere udsmykning eller beplantning omkring mindepladen må ikke finde sted. Dog må der til jul (fra 1. søndag i advent frem til 1. marts det følgende år) lægges en-to dekorationer/kranse", står der i vedtægterne, hvor kirkegården forbeholder sig retten til at fjerne anden udsmykning.

Linda Skovbo Hvass' opslag på Facebook har fået flere til at skrive lignende oplevelser. Hun mener, det er på tide, at reglerne bliver lempet.

- Det (mindepladen, red.) er en sten i græsplænen, og selvfølgelig kan man ikke have gravpynt og alt muligt på den. Så skulle man have valgt et gravsted. Men jeg tror, at rigtig mange godt kunne tænke sig at lægge en mospude lidt udenfor stenen tidligere end 1. december, siger Linda Skovbo Hvass.

- Det eneste andet, man kan, er at sætte en buket blomster, og på denne årstid visner de på tre dage. Det handler i bund og grund om følelsen at få det fjernet, siger Linda Skovbo Hvass.

Slår græs ind i november

Kirkegårdsleder Leif Harder Sørensen forklarer, at reglen blev indført for tre-fire år siden, da gartnerne bøvlede med at flytte pyntegenstandene og få dem lagt korrekt tilbage, når der skulle klippes græs.

- Vi oplevede, at der kom forvirring omkring det, og vi fik lagt tingene de forkerte steder, og det er næsten lige så slemt. Folk var sure over, at deres ting var forsvundet eller lå hos naboen, siger Leif Harder Sørensen.

Effekterne bliver ifølge kirkegårdslederen lagt på en blomsterplads tilknyttet de enkelte afdelinger, og Leif Harder Sørensen holder fast i, at det er nødvendigt at trække den til december, før man må udsmykke mindepladerne.

- Vi slår græs en eller to gange ind i november på grund af blade. Derfor har vi skubbet det til første december, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Efter politisk pres: Nu inviterer kommunen til borgermøde om Dan Gødning

Annonce