Annonce
Debat

Hold mund og lad os se cykelløb: De har fået munddiarre på TV

Debat: Det ser ud til, at TV har fået omgangssyge - i hvert fald hvad angår sport, især cykelløb og fodbold.

Kommentatorerne har fået ren munddiarré. Tidligere var der en, højst to kommentatorer til cykelløb, og jeg blev lidt lettet, da jeg blev fri for at høre på Jørgen Leths drævende stemme. Nu er der tre-fire stykker - samt folk i studiet og på ruten.

Kommentatorerne har tilsyneladende den opgave at snakke konstant, også om sig selv og andre uvedkommende ting. Ofte sidder de der og udveksler interne jokes, som de selv morer sig kosteligt over, mens vi andre sidder og måber. De sidder og kloger sig med den ene teori efter den anden, der ikke altid relaterer til det aktuelle løb eller har bund i virkeligheden. Kommentatorerne kommer med ud på motorcykel og ser løbet derfra, men seerne får ikke noget ud af det.

Det virker mere og mere som om, at reportagerne laves for kommentatorerne og eksperternes skyld, ikke for seernes. Selve cykelløbet er tilsyneladende sekundært. Jeg har tit siddet klistret til TV, når der var cykelløb, men nu er det blevet en ret ligegyldig foreteelse. Det har kommentatorerne sørget for. Jeg er selv cykeltosset og har kørt cykelløb i veteranklassen i over 25 år.

De samme tendenser ser jeg i fodbold. Selv en ret ubetydelig fodboldkamp kan godt få op til to timers optakt. Igen et kommentatorpanel, der mest snakker om sig selv og andre ligegyldige ting i forhold til den aktuelle kamp. Panelet kommer med tåkrummende kommentarer, som de ikke retter, når deres fejlsyn afsløres.

Ofte er Kloge Åge på tynd is - eller mave. Selv i pausen sørger et panel for, at diarréen fortsætter. Et større panel, der kloger sig i munden på hinanden med ligegyldige teorier. Efter kampen er der så ”nedtakt".

Diarréen fjerner oplevelsen og spændingen ved at se cykelløb og fodbold. Lad os se cykelløb, når der er cykelløb. Lad os se fodbold, når der er fodbold.

Annonce
Allan Søndergaard
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Finansloven indeholder en ny og positiv retning i bekæmpelsen af social dumping

Læserbrev: Når mennesker fra andre lande hører om, at vi danskere har adgang til gratis skole og uddannelse og fri og lige adgang til sundhedsvæsnet, så kikker de undrende. Og når man så fortæller, at man som dansker også kan få dagpenge og kontanthjælp, løn under barsel og sygdom, ja, at vi har ret til minimum fem ugers ferie, og seks ugers ferie, hvor der er en overenskomst, så kikker de mistroisk på en (Har hun drukket? Er han ved sine fulde fem?) Den danske arbejdsmarkedsmodel og velfærdsmodel er unik. Vi danskere er enige med hinanden om, at vi alle betaler ind til velfærden over skatten og til dagpenge gennem a-kassen. Vi er enige om, at det er din fagforening, der gennem overenskomsterne forhandler dine rettigheder. Den dag, du har brug for hjælp, træder fællesskabet til. Desværre ser vi ofte, at lidt for griske spekulanter har ansat udenlandsk arbejdskraft uden at følge danske løn- og arbejdsvilkår. Vi husker alle billederne fra Padborg, hvor arbejdere levede under slavelignende forhold. Og vi ser jævnligt arbejdspladser, eksempelvis byggepladser, restaurationskøkkener og gartnerier, hvor grådige og kyniske arbejdsgivere importerer udenlandsk arbejdskraft til en løn langt under den, der er aftalt i overenskomsterne i Danmark. Det truer den danske arbejdstager, og det truer også fundamentet for vores velfærdssamfund. Velfærdssamfundet består alene, fordi vi har en høj levestandard med ordentlige lønninger, hvor vi alle betaler til den fælles velfærd. Derfor er vi meget glade for, at regeringen og dens støttepartier nu med aftalen om finansloven gennemfører en række initiativer, der skal modvirke social dumping. For blot at nævne nogle af de nye tiltag: Der indføres skærpet bødestraf for virksomheders brug af illegal arbejdskraft. Der skal sikres danske lønvilkår via lovgivning for chauffører fra udenlandske transportvirksomheder, der udfører cabotagekørsel eller kombinerede transporter i Danmark. Der indføres skærpet kontrol at tungsvognsområdet, blandt andet af køre- og hviletidsreglerne, kontrollen af leverandørers overholdelse af statslige arbejdsklausuler skærpes, og endelig indføres der forsøg med ID-kort på byggepladser. Den danske velfærdsmodel og den danske arbejdsmarkedsmodel består kun, hvis vi hele tiden tilpasser den virkeligheden. Tak til regeringen og støttepartierne for en ny og positiv retning med finansloven.

Annonce