Annonce
Indland

Hospital tilbyder ældre coronasmittede forebyggende behandling

Hvidovre Hospital undersøger, om det kan mindske smittedes risiko for indlæggelse at få tre doser Remdesivir.

Hvis du netop er bekræftet smittet med coronavirus og er over 60 år, kronisk syg eller svært overvægtig, så kan du måske blive tilbudt forebyggende behandling.

Hvidovre Hospital er det første uden for USA, som vil give tre doser af lægemidlet Remdesivir til coronasmittede personer, som er i særlig risiko for at få et alvorligt forløb med covid-19.

Det fortæller Thomas Benfield, der er overlæge og professor ved Hvidovre Hospital.

- Vi undersøger sammen med hospitaler over hele verden, om det at give Remdesivir i virkeligheden kan forebygge, at de bliver så syge, at de skal indlægges, siger han.

I alt er omkring 50 hospitaler verden over med i projektet, fortæller professoren. Størstedelen er i USA, der allerede i december begyndte at give lægemidlet forebyggende til visse grupper.

Remdesivir bliver allerede brugt på patienter, der er indlagt med covid-19. Lægemidlet hæmmer virus i kroppen, og det kan være med til at forkorte den tid, patienter med coronavirus behøver at være indlagt.

Tanken er, at når Remdesivir blokerer coronavirusset i at formere sig, kan det måske også give særligt udsatte et mildere sygdomsforløb.

- Ved at give det på et tidligt tidspunkt kan man forhåbentlig lægge låg på, hvor meget virus der kan blive dannet, og dermed forhåbentlig forebygge at man bliver syg af det, siger Thomas Benfield.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har tidligere sået tvivl om brugen af Remdesivir. Eksempelvis har den oplyst, at der ikke er fundet en væsentlig effekt på dødeligheden i forbindelse med behandling af coronavirus.

Men det er ikke erfaringen på Hvidovre Hospital.

- Vores hospitalsdata viser, at Remdesivir faktisk halverer dødeligheden, hvis man først bliver så syg, at man bliver indlagt. Og så kunne vi også se i nogle af undersøgelserne, at det fremskyndede tiden til, at man bliver rask, siger Thomas Benfield.

I projektet på Hvidovre Hospital bliver særligt udsatte personer, der netop er bekræftet smittet med coronavirus, kontaktet via e-Boks og tilbudt behandlingen.

Man skal have behandlingen inden for tre dage efter en positiv test. Takker man ja, skal man have lægemidlet tre dage i træk, hvor der skal sættes en til to timer af per gang.

Med alle lægemidler er der en risiko for at få bivirkninger, men der er ifølge Thomas Benfield få bivirkninger ved Remsivir. Han føler sig tryg ved, at det gives.

- Absolut. Også fordi hvis det viser sig rent faktisk at kunne forebygge, at man udvikler sygdommen, kan det hjælpe den enkelte person og tage presset af sygehusene, som ikke vil få så mange indlagte med covid-19.

Holdet på Hvidovre Hospital vil ligesom de øvrige hospitaler følge personerne tæt for at se, om der er en effekt. Forventningen er at afslutte projektet i februar og så følge op på oplysningerne indtil slutningen af marts eller april.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Ny strategi giver gevinst: Der testes på livet løs i Fredericia

Annonce