Annonce
Udland

Houthier tager skylden for nyt angreb mod saudisk lufthavn

Fayez Nureldine/Ritzau Scanpix
Den yemenitiske houthi-bevægelse hævder, at den har angrebet en lufthavn i det sydvestlige Saudi-Arabien.

Oprørere fra Yemens houthi-bevægelse har angrebet en lufthavn i byen Abha i det sydvestlige Saudi-Arabien.

Det oplyser bevægelsens egen tv-kanal, Al Masirah, natten til mandag.

Det er fortsat sparsomt med oplysninger om den påståede hændelse, og Saudi-Arabien har indtil videre ikke bekræftet angrebet.

Houthierne har i løbet af den seneste uge lanceret flere luftangreb i de sydlige regioner i Saudi-Arabien, herunder i byerne Abha, Khamis, Mushait og Jizan.

Blandt andet ramte et ballistisk missil en lufthavn i Jizan og sårede 26 mennesker onsdag i sidste uge.

Tre dage senere - lørdag - angreb saudiaraberne houthi-oprørere i Yemens hovedstad, Sanaa, fra luften.

Houthierne har intensiveret antallet af drone- og missilangreb mod byer i Saudi-Arabien de seneste måneder. Det sker, mens spændingerne er vokset mellem Iran og arabiske golfstater, der er allieret med USA.

I marts 2015 greb Saudi-Arabien ind i nabolandet Yemen for at støtte præsident Abd Rabbuh Mansur Hadi, der blev tvunget på flugt af houthierne.

Siden den internationale koalition med Saudi-Arabien i spidsen gik ind i konflikten i Yemen for godt fire år siden, er flere end 10.000 mennesker blevet dræbt.

Borgerkrigen har ifølge FN og hjælpeorganisationer drevet Yemen på kanten af hungersnød.

Konflikten i Yemen ses i virkeligheden som en stedfortræderkrig mellem Saudi-Arabien og Iran.

Angreb på olietankere nær Hormuzstrædet har ført til øgede spændinger, og USA og Saudi-Arabien giver den iranske regering skylden.

Houthi-oprørerne afviser, at de tager imod ordrer fra Iran og påstår, at de har grebet til våben for at bekæmpe korruption.

Samtidig mener oprørerne, at de har ret til at forsvare sig efter fire år med angreb fra Saudi-Arabien.

/ritzau/Reuters

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

112

Brandfolkene rykkede ud tre gange i streg: Lejlighed udbrændte

Erhverv

Virksomheder og studerende mødte Google i Fredericia: Danske Medier er kritiske over for Googles bustur

Annonce